Dagen forsvinder surrealistisk langsomt
Intet flyder i mine årer
Det er ikke din skyld, men min skyld
Et symmetrisk underværk, passiviseret for en stund
Jeg var desværre afbalanceret i den ubalance
Der ukonstruktivt og ubevidst blev skabt
Ikke af os, ikke af dem
Men af de bølger der utvivlsomt
Slog virkeligheden itu for øjnene af os
Vi lukkede øjnene for en stund
Lod os føre bag lyset i blinde
Vi elskede hinanden
Elskede foran den franske altan
Men besværet af den magnet der trak dig væk
Lod vi, noget uretfærdigt, vores blinde øjne pille ud
Vi fik torne som øjne
Det gjorde det nemmere at se skyggerne
Men umuligt at se mulighederne
Vi bankede søm i de vægge
Som senere blev vores kiste
Jeg var ærligst i tårenes vold
Som jeg skriver nu, fortryder jeg
Jeg turde ikke høre om livet før mig
Som jeg græder nu, fortryder jeg
Jeg led med en brækket ryg
Da jeg for forsigtigt bar dig ud af lejligheden
Din tilstedeværelse har aldrig haft større mening
Du er så forførende i dit stædige fravær
Dig, min pige, du har aldrig haft dårlige øjne
Mig, jeg har aldrig haft en utros ånde
Jeg er forført til uvished