Filosofisk, kan man ikke kalde det. Mere bare.. fornuft? Den tiltaler mig, fornuften. Et logisk svar på alt. Men det kræver ens psyke, for at kunne komme frem til en fornuftig løsning. For mig virker det ualmindeligt nemt. Men ofte ikke for dig, eller nogen anden for den sags skyld. Dét for mig, virker uforståeligt indimellem. Alting bliver så indviklet, uden nogen åbenlys grund - og hvorfor gør du det så? Min mening om emnet, vil nok ikke ligefrem blive modtaget med kyshånd og klapsalver.. tværtimod. Åh, det er lidt komisk egentlig. Jeg kommer til at kalde menneskeracen for omsorgs-narkomaner og usikkerheds-betingede væsner. Puha. Lyder næsten helt voldsomt.

Siden barnsben, har verden interesseret mig. Ikke så meget planeterne i vores uendelige univers, (hvis det da er uendeligt), men os - os der pryder jordens overflade. Vi er en pisse sej forsamling. Så mange af os, med så fantastisk potentiale, uden at vi selv nogensinde kommer til at erkende vores muligheder. Bum .. så blev det helt morbidt. Det var ikke hensigten. Undskyld - men jeg er overbevidst om det. Vi er flokdyr og det var netop derfor, vi rykkede sammen i storbyer, men den har vendt sig imod os.. flokmentaliteten altså. Vi er bange. Frygter alt, selv andre kulturer, til trods for vores meget "menneskelige træk", at være nysgerrige og ivrige efter at lære. Så derfor - er vi nu både dovne og bange. En emotionel molotov-cocktail. Det er da klart, at nogle af os tager billetten og springer ud fra en eller anden bro. Har sgu selv været tæt på engang for længe siden, i de forvirrede teenageår med homo-halløjet oveni hatten. Har nu fundet ud af, at min egen desperation havde grundlag i mit behov for forståelse, og min egen uforståelighed overfor andres evne til, at lukke af for livets kriser. Især én af dem skræmte mig mest: menneskets fantastiske evne til, at undertrykke sit instinkt og begrave det under høflighed, samfundets regler og indoktrineret frygt.
Hvad sker der? Hvorfor nægter vi at lytte til vores egen del af naturen? Vi var i harmoni, engang - det er længe siden og vi kommer nok heller ikke til det igen. Not now, not ever. I takt med, at vores intellekt udvikler sig, svinder vores naivitet ind og det gør sgu helt ondt indeni i.
Børn har det i sig, men fordi vi kender til den moderne hjernes forkvaklede røde tråd og uforudsigelighed, piller vi alle deres forestillinger om en herlig verden at være i ned, og erstatter det med kynisme og angst - og hvad kalder vi denne akt? "Nu skal du tænke fornuftigt".

Hvordan kan dét være fornuftens stemme? Det må være de kittelklædte herrer der har lært os det.

Hvem er de kittelklædte herrer, undrer du dig nok over nu? Jeg ved det ikke. Det er dem jeg har skabt inde i mit hoved, for at forklare al vores dybtliggende angst for verden omkring os.

Når man tager alle disse ting i betragtning, så kan det pludselig meget bedre forstås hvorfor der nu findes en fobi, hvis diagnose stilles ud fra ens angst for mennesker. Intet kan da være mere deprimerende.