Det tog mig meget lang tid at opdage, at jeg faktisk var blevet væk.
Da jeg endelig opdagede det, gik der jo endnu noget tid med eftersøgning, før jeg faktisk fandt mig selv igen. Jeg havde bare gemt mig i et skab. Selv kunne jeg jo dårligt tro på, at jeg ville vælge et så simpelt gemmested som et skab.
Jeg søgte i cigaretpakker og på bunden af ølflasker. Under hylderne i Bilka og i de enorme bunker af vasketøj i kælderen. Jeg søgte i youtube-videoer, livstilsprogrammer og diverse pornografisk materiale, og på samtlige cafeer i Aarhus. I gymnasiets aula, i affaldscontainere, i rendestenen, i søvnen uden drømme, i de hjemløses øjne, i hundens nakke og i drengenes underbukser.
Ganske fjollet af mig at tro, at jeg overhovedet kunne finde på at være nogen af de steder, men sådan er det jo; uden en selv til at vejlede een, får man de mærkværdigste ideer. Jeg havde brugt en uges tid på at kigge under urtepotter og i de tomme blisterpakker fra min høfebermedicin da jeg helt simpelt opgav projektet. Jeg bildte mig selv ind, at jeg sagtens kunne klare mig uden mig, at jeg nok bare skulle være een af de der triste personer, der næsten altid er helt alene, bildte mig ind at det da var sådan jeg var. Samtidig var jeg skræmt fra vid og sans: Hvad nu hvis jeg aldrig skulle blive glad igen? Hvad nu hvis jeg fuldstændig glemte, hvordan man var levende? Jeg havde næsten allerede glemt det, jeg havde ikke engang lyst til at gå med strikhue længere. "Føj!" Råbte jeg ofte. Jeg vidste ikke over hvad. Bare. Føj. Ad. Puuha.

Det var ret tilfældigt, at jeg fik åbnet skabet. Det var ikke engang mig der åbnede det. En dejlig fyr med tykke øjenbryn havde pludselig besluttet sig for at behandle mig som en normal person. Kunne finde på at vandre rundt om mig i cirkler og med store sko og diskutere med mig, som om det var blomster jeg havde i håret og ikke spindelvæv. Og så stødte han ind i skabet, som om han ikke havde set det. En svær opgave da skabet var det eneste møbel i et ellers hvidt lokale. Han ænsede ikke at døren var sprunget op. Han ømmede sig bare, kyssede mig på panden og vandrede hjem.
Jeg havde ikke selv overvejet at åbne det skab, men da døren nu stod åben, kunne jeg slet ikke lade være med at kigge ind og jeg grinede højt over at se mig selv, for det var den fucking værste gemmeleg jeg nogensinde havde leget.
Og da jeg havde fundet mig selv, - lidt forkommen og udslidt efter at havde siddet i et skab i hen af et halvt år - hjalp jeg mig selv på benene og vi gik en lang tur som genforenede venner, og jeg sagde til mig at nu skulle vi have nogle ændringer heromkring, så der ikke er nogen der igen bliver glemt i et skab, og jeg bød mig på det strengeste for evigt at være mig tro og vi blev enige om, at fra nu af skulle jeg være ærlig og så skulle jeg også nok love altid at have min ryg, ligemeget hvad.
Og da turen var slut, drak vi en kop te og så gik jeg til kamp imod alt det, der var værd at kæmpe for og derefter gik jeg i seng. Og det kan være det lyder banalt, men jeg er ikke bange mere, og det burde jeg heller ikke være, for lige meget hvad, så har jeg altid mig. Og det går så småt op for mig at jeg aldrig finder nogen der vil være mere enige med mig end jeg er.
Det er meget nemt at glemme sig selv rundt omkring, for vi råber ikke altid så højt. Og det kan være svært at høre gennem skabets sommetider tykke vægge.