Kontraster, det var hvad de var. Hun tænkte tilbage og fremkaldte sig et billede af veninden: Høj og smart i tøjet, med langt, lyst hår, grønne øjne og en smittende latter. Selv var Amanda lav med mørkt, næsten sort hår, brune øjne og glød i huden. Kontraster. Amanda smagte på ordet og så dem for sig som børn, altid legede de sammen og grinede, fandt på alt muligt fx. dørfis. De havde kendt hinanden i mange år og havde gennem tiden delt tanker og snakke. Men en ting vidste Nanna ikke. Hun kendte ikke til den følelse som havde gnavet i Amanda i mange år. Den havde ligget imellem dem, lydløs men borende, opslidende og ødelæggende. Misundelsen. Amanda kiggede ned af sig selv og noterede de mørke hår på armene og de korte ben - hm. Hvorfor kunne hun ikke bare være lyshåret som veninden? Ja, hun farvede sit hår som teenager, men det var ikke det samme. Hvorfor kunne hun ikke bare grine, på samme måde som veninden og hvorfor kiggede drengene altid efter hende, med hendes lyse hår og lange ben? Amanda vendte hovedet og kiggede ud af vinduet. Gled videre i tankerne. Når de skulle i byen så hun altid så godt ud, på høje hæle, selvsikker og klar til at indtage byen - selv når hun røg så hun smart ud i Amandas øjne. De slanke, smukke fingre, som holdt om smøgen, førte den op til den velskabte mund og læberne som formede sig og langsomt pustede røgen ud. Jo, Amanda havde altid været misundelig på langt de fleste ting i venindens liv. Pengene, tøjet, udseendet, livsstilen. De var så forskellige de to. By pige og landpige. Veninden var altid så elegant klædt på, om det var hverdag eller fest og Amanda kom sjoskende i et par jeans og en overdel. Havde slet ikke fornemmelse for stil og beklædning, på samme måde som Nanna. Nanna kendte ikke til de tanker, Amanda havde gjort sig oppe i hovedet. Hvordan hun gennem mange år havde forsøgt at blive som hende og kopiere hende uden held. Nanna kendte ikke til Amandas følelse af altid at stå i skyggen og blive overset. Hun havde aldrig turde fortælle hvordan hun havde det, følte det ville lyde fjollet, barnligt og at Nanna måske ville misforstå det og endda gøre grin med hende. Nej, det var bedst det bare forblev indeni hende. Men det havde været svært. For omverdenen lignede det måske et almindeligt venskab, men Amanda havde været splittet, for hun vidste, at Nanna troede de kendte alt om hinanden og kunne være fortrolige på alle punkter, men den værste af alle følelser havde hun aldrig kendt til. Amanda vred sig ved minderne. Det var lang tid siden hun havde tænkt på det. Idag var det flere år siden de havde snakket sammen. De var vokset fra hinanden da de havde stået på meget forskellige stadier i livet og Amanda havde følt det nødvendigt at afslutte venskabet, mest for sin egen skyld, men egentlig også for Nannas. De havde haft så svært ved at snakke sammen til sidst, det havde været så akavet. Hun sukkede og tænkte ved sig selv at det var bedst det var endt som det var endt mellem dem og at man ikke burde bruge livet på at jagte andres liv. Ved handling lægges livets brosten, ikke kun oppe i hovedet. Da hun kiggede i spejlet og mødte de brune øjne tænkte hun, at det alligevel ikke var så tosset, at være mørkhåret.