En fattig mand vendte en dag hovedet op mod himlen for at bede Gud om hjælp til at kunne klare livets mørke tider. Gud benådede denne mand, som straks faldt ned på knæ for at vise sin taknemmelighed. Som tiden gik vendte manden hovedet oftere og oftere op mod himlen. Gang på gang blev hans ønsker opfyldt, og der blev ham skænket rigdomme, der gjorde ham til en stor mand blandt hans folk. De fattige drog til ham i håb om hjælp, men manden som havde hovedet vendt mod himlen så dem ikke, og de måtte vende tomhændet hjem igen. Da Gud så dette valgte han at fratage manden hans syn. Endnu engang faldt manden ned på knæ. Denne gang fordi hans dyrebareste skat var blevet taget fra ham. Med nedsunket hovedet spurgte han en mand, der gik forbi ham på gaden, hvorfor Gud straffede ham så voldsomt. Manden svarede: "Da jeg kom til dig tidligere, så du mig ikke, selvom du havde dit syn, men nu ligger du mærke til mig. Du havde intet, men Gud gav dig alt; du var intet og Han gjorde dig til alt. Alligevel kunne du ikke andet end at lade dig blænde, så dine øjne hverken så det gode eller det onde omkring dig. Du tænkte kun på dig selv." Da manden hørte dette braste han i gråd og sagde henvendt til Gud: "Jeg kunne se, men så ikke alt det gode. Opsat på at få din nåde, mistede jeg synet og blev blind. Nu vil jeg give afkald på alle mine rigdomme for at få synet tilbage"

Guds nåde er usynlig, men hvis man virkelig ønsker det, vil man altid være i stand til at se den.