En dreng tog en dag hen til en spåkone. Ikke fordi han troede på disse spådomme, men han havde sådan en lyst til at lette sit hjerte hos én, som ikke kendte ham, og dermed ikke kunne bedømme ham. "Hvad bringer dig hid min søn?" Den gamle kone kiggede drengen dybt i øjnene. Ude af stand til at finde ordene, begyndte drengen alligevel at fortælle: "Hele mit liv har jeg prøvet at være taknemlig. Jeg har bestræbt mig på at være et godt menneske, men alligevel finder jeg ikke fred. Vil mit liv nogensinde blive godt? Vil jeg nogensinde mærke glæden?" Den gamle kvinde sagde: "Se dig omkring. Kig godt efter og fortæl mig så hvad du ser." Drengen gjorde som hun bad om. "Jeg ser mennesker, ung som gammel, der har det godt. Deres liv er problemfrit og de er glade." Spåkonen pegede på sig selv:" hele mit liv har jeg tænkt som dig. Jeg følte ikke, at mit liv var værd at leve, men jeg vidste også, at jeg ikke skulle give op så let, så jeg valgte at bruge mit liv på at finde hemmeligheden bag andre folks glæde. I dag kommer folk som dig for at spørge mig om det spørgsmål, som jeg ikke selv troede, at jeg kendte svaret på: vi mennesker ser altid glæden hos andre, men mærker den desværre ikke hos os selv. Sandheden er, at alle føler som du. Nøglen til et godt og lykkeligt liv er ikke en konstant glæde, men at huske at værdsætte det glædelige øjeblik når det endelig indtræffer. Betragt livet som en dag i en forlystelsespark, så vil du selv forstå, at det faktisk er ret simpelt: i en forlystelsespark bruger man uendelig lang tid på at stå i kø, mens selve forlystelserne kun varer et kort øjeblik. Alligevel stiller vi os gerne i køen i håb om, at turen vil være hele ventetiden værd."