De lange og mørke nætter er startskuddet til sjælens indre rejse. Rejsen mod de ukendte horisonter af eksistensen, som råber efter at blive opdaget. Hvad er vi, hvis ikke vi er i stand til at søge mod disse skæbnesvangre råb? De stille råb, som har varet siden livets gryende morgen, og som på et tidspunkt nok skal overdøve alle andre lyde i hvert enkelt individs liv. Min uroplagede eksistens, din endnu upåvirkede eksistens, ja alle menneskelige eksistenser dirigeres af disse simple råb. De råb, der indebærer alle de vigtige svar på de alskens spørgsmål, som menneskeheden så lidenskabeligt har søgt fundet, men som den samme tid er så angst for at finde. Er det ikke en kendsgerning, at svarene allerede findes i os selv? At alle vores spørgsmål egentlig munder ud i ét og samme svar? Men desværre er angsten stærkere end viljen, og dette kommer ikke bedre til udtryk end i vores samfundsudvikling. Selvfordybelse foragtes, mens den tomme selvdyrkelse påskønnes. Fællesskabet tilsidesættes og individualismen fremmes. Kærligheden undertrykkes og hadet ytres. Dog kan dette menneskelige indgreb ikke kvæle råbene. De vil høres. Og mon ikke de vil blive hørt? Svaret vil derfor også selv søge mod individet. Mod de eksistenser, som har erfaret råbene og som har underkastet sig dem. De eksistenser gøres til ambassadører for råbenes visdom, uden nødvendigvis at have opnået det fuldkomne svar. Og hvem siger vi behøver det fuldkomne svar, når vi først har fundet ud af, at der blot er ét og samme svar på alting? Gud har sagt, at hvis Hans tjenere tager et skridt mod Ham, vil Han ligeledes tage et skridt mod dem. Hvis ikke flere. Desværre glemmer vi mennesker vigtigheden af dette første skridt. Selvfordybelsen som vil åbne døre, vi aldrig havde forestillet os kunne åbnes.