Den lange gang var faretruende steril. Korridoren var kun afbrudt af en enkelt svingdør for enden, og et rytmisk blinkende neonlys der malede mørke skygger på skiftevis vægge og lofter.
   Striberne i loftbeklædningen afbrød tankerne, og det var umuligt ikke at koncentrere sig mere om antallet af afbrydelser, end på den forestående operation. Egentligt var han ikke nervøs.
   Adskillige læger havde allerede fra den tidlige morgen, været forbi hans stue for at "gratulere" med den kommende lægevidenskablige bedrift og han var da også selv meget spændt, men havde følt at han måske ikke skulle have givet fuld konsensus til, at så mange studerende kunne følge projektet.

Selvom offentligheden først ville få del i historien, såfremt operationen gik som planlagt, havde han dog alligevel en dæmonisk tanke om at disse lægesamtaler ville blive hans sidste som menneske. Ikke nogen videre personlig afgang tænkte han.

Portøren kørte alt for hurtigt bemærkede han, og det var efterhånden svært at følge med i optællingen af loftplader.
   Da portøren var nået frem til døren for enden af gangen, standsede sengen brat og lige over ham blinkede et nikotingult neonrør om kap med sig selv.
   Han tænkte at lyset netop nu var lige så ambivalent som han selv.
   Vidste ikke helt om det skulle blinke, lyse eller helt gå ud.
   Portøren hev febrilsk i snoren til døren, uden at døren gik op, gik nynnende fremad og efterlod ham alene i sengen, midt på gangen.
   Det tager lige et øjeblik forklarede portøren og forsvandt ind af døren som han kun med møje og besvær fik manuelt åbnet.

Han hilser på en lille pige, der kommer løbende igennem gangen og fornemmer at lugten af industrisæbe, kvalmende sniger sig mere og mere ind i hans hoved.
   Han havde aldrig forstået hvorfor hospitalerne ikke gjorde rent med en sæbe der duftede, istedet for den ildelugtende sulfo som alle verdens hospitaler åbenbart havde patent på og ikke mindst en eller anden form for pligt, eller aftale med satan om at benytte.
   Måske var de tvunget til det af politiske årsager, der måtte under alle omstændigheder være en meget god grund til denne åbenlyse stank, samt mangel på respekt for andre mennesker.
   Intet under at de færreste egentligt føler sig velkomne tænkte han og lagde mærke til at han blev mere og mere rolig inden i.
   Medicinen virkede.
   Han havde kun modvilligt indtaget de 6 små røde piller, da han egentligt følte at det var omsonst at blive seederet, eftersom han snart skulle i fuld bedøvelse.
   Hvorfor var det så vigtigt for dem, at han også på vejen til operationen skulle døses ned. Havde de noget at skjule ?
   Måske skulle han beroliges medicinsk, så han ikke hørte deres lægefaglige vittigheder, alt imedens de klargjorde hans stakkels krop til deres forlystelser med knive, rør og sugemaskiner.
   Han havde ofte set på TV, hvordan kirurger stod og fortalte vittigheder, sang muntre sange og nærmest holdt fest, alt imedens de åbnede brystkassen på en sagesløs patient, der som uhyggelig kontrast nærmest var mere død end levende.

Sært at have så mærkelige tanker, og samtidigt være så rolig tænkte han, bøjede hovedet fremover, og kunne med nød og næppe skimte et par bevægelige skikkelser i mellemrummet mellem døren og karmen.
   Der var stadigt helt stille på gangen, og han syntes ikke engang at kunne høre fodtrin fra rummet på den anden side. Lokkende stilhed... så u-menneskeligt lokkende.

- Flere læger og et par forvirrede sygeplejersker i hvide og grønne kitler stod bøjet over ham.
   Jeg kan ikke finde pulsen og kardiogrammerne viser flatline, mumlede den yngste af lægerne imedens han skiftedisvis holdte ham om håndleddet for at finde livstegn, for dernæst panisk at stirrer på det store vægur, hvis ubarmhjertige mekaniske tikken, forgæves forsøgte at overdøve rædslen, der stod malet i deres ansigter.
   Han kiggede rundt og studerede deres ansigter og deres bevægelser.
   Hver gang de åbnede munden og talte, mærkede han kun en dyb bas agtig rumlen indeni, som talte de til ham under vand.
   Han var ikke sikker på hvad de talte om, men det var afgjort ikke godt.
   Forbandet at han ikke kunne høre dem. Han fik øjenkontakt med en af sygeplejerskerne og gjorde alt hvad der stod i hans magt, for med øjnene at fortælle hende at noget var helt galt. Hun udstødte hvad han fornemmede var et skrig, hvorefter hendes ansigt blev gråt og hun faldt sammen på gulvet foran ham.
   Få hende ud, råbte den ældste af lægerne...få hende ud. Klokken er 23:32... patienten er død.
   Han så på den gamle læge og fik nærmest undt af ham, da han så det opgivende blik i lægens øjne.
   En sygeplejerske lagde et tæppe over ham og han nåede akkurat at se hende slukke for et større apparat ved sengegavlen, inden alt blev mørkt... helt mørkt Indeni.