Havet viser tænder idag.
skummende, hvide, syle-spidse tænder.
Det samme gør vinden, der prikker som knive i mit ansigt.
Skarpe, kolde og tarvelige knive.
indvendig er jeg varm, glødende af raseri.
Klumper af den hvide og gule galle.
Er i vejen, hvor end mine fødder træder.
Jeg vender mig et kort sekund.
For at skærme mit væsen for kulden.
Med lukkede øjne og åbent sind, lukker jeg hele verden ind.
Men varmen forvirre mig, standser mine tanker.
Vender mig atter for at smage smerten.
Min ældste altoverskyggende bejler
Smerten, min trofaste ven.
Jeg må springe for livet.
Eller synke i til jeg ligger stille.
Ser mine dybeste blodige dræbende sår der åbner sig.
Havet rykker nærmere, vandet stiger.
Stiger til jeg ikke længere kan ånde frit.
Dykker ned og bliver et med det store ocean.
Et ocean af pis og blod.
Deroppe på breden, ser jeg mig selv.
Som en skygge, der vejre i den kolde vind.
Et mørke der langsom syner hen og forsvinder som jeg.
Selv synker jeg kun i det sorteste af have.
Langsomt, mod bundens kolde favntag.
Kan ikke længere tale.
De levendes dialekt.