Mine øjne var fyldt med vand og verdenen omkring mig stod still. Vinden var stivnet og bladene var frosset i en bevægelse. Det samme gjaldt for menneskerne, hver og en var stivnet midt i deres gøren. Men jeg så ingen af de mennesker, jeg så på ham.

20 meter fra mig tårnede han sig op. Som han stod klædt der i sort, lignede han en skygge uden herre. Han begyndte at gå hen imod mig og en kulde bredte sig, den kom fra ham.
   De første gange jeg havde set ham, havde jeg forestillet mig frost og sne springe op fra de steder hans fødder ramte jorden, men ikke længere. Nu vidste jeg bedre.

Jeg var også begyndt at gå. Mens andre folk holdt sig på afstand, havde jeg altid følt mig draget af ham. Han stoppede foran mig. og førte sin hånd op i luften, men rørte mig ikke. Et usynligt ikke eksisterende glas skilte os ad. Jeg førte min hånd op og rørte hans kolde hånd, sendte al min varme og kærlighed igennem ham, og ind til det varme hjerte jeg vidste han havde.

Pludselig brød han det usynlige glas. Han flettede sine fingre ind i mine. Jeg lænede mig frem mod ham og flettede min anden hånd ind i hans. Gav tårende frit løb da han kyssede mig.

Rundt om os gik verdenen i gang igen. Nu var det vores tur til at stoppe i tiden. Fuldstændig ubevægelige og bare nyde øjeblikket.