Engen var grøn med et skær af guld fra den nedgående sol. Valmuer stod i klynger omkring mine fødder og jeg rørte forsigtigt ved de sarte blade. Brisen gav mit hår liv og som jeg stod her var verden i harmoni. Jeg hørte til her i naturen.

Jeg kunne mærke den næste brise og jeg bredte armene ud, lukkede øjnene og smagte på den søde sommervind. Jeg åbnede atter øjnene og begyndte min vandring hen mod landevejen. Jo længere væk jeg kom fra engen jo tungere blev mine skridt, og hver en bevægelse var en prøve.

Idyllen var slået itu på grund af min handling. Jeg forlod dette paradis. Dette guddommelige sted, for at drage hjem. For selv om mit hjerte og min sjæl boede blandt disse marker og skove, var min dødelige krop evig forbundet med en bolig, et fængsel af murer. Og nu stod jeg på den ene side af en kløft, hverken dyb eller bred men, det største spring skulle foretages. Skulle jeg forblive i paradis og være tro mod mit hjerte? Eller drage tilbage til virkelighedens vaner, og være tro mod alle andre end mig selv? Et spring måtte foretages. Jeg satte forsigtigt min fod ned. Da den landede på den robuste asfalt forsvandt mit paradis og verdens smerte indtog igen mit sind. Tåren skulle til at forlade min øjenkrog, men sørge ville jeg ikke. Ingen måtte se mig lide, trods de enorme byrder jeg bar på mine spinkle skuldre. Jeg kiggede længselsfuldt tilbage på paradiset og dens harmoni, før jeg atter begyndte min rejse ned til byen. Skridt for skridt mens varmen smeltede både asfalten og mine tårer.

Og trods briser og sommerluft strøg forbi mig, havde ingen denne guddommelige sødme jeg netop havde forladt. Ingen i denne verden havde paradiset i ryggen som jeg havde. Ingen i verden havde dens dragende blik i ryggen. Og mens modløshed overtog min krop, svævede valmueblade atter rundt om mig båret af genkendelige sommersøde briser.

En hilsen fra paradis.