Langsomt bygger min hjerne alle ord og sætninger op. Jeg mærker det kan blive guldklumper på stribe, langsomt og sikkert i løbet af dagen bygger plottet sig op. Jeg føler intet kan stoppe denne strøm af idéer. MEN ... mens stilheden og roen sænker sig oven på dagens strabasser mærke jeg øjne og krop som et slatten legeme, der kun bliver hevet nedad af tyndekraften, historien smuldre i min erindring og ordene bliver svære, at samle til hele sætninger. Koncentration bliver omkring basale ting, som at trække vejret, se skærmen, udelukke hovedpine. Jeg stopper og søger inspiration, men intet hjælper, angsten for det hvide papir melder sig. Jeg rejser mig, prøver at gå rundt om mig selv ligesom de store tænkere, men skridtene blive små og meget meget tunge.

Smerte samles omkring håndledene og anklerne, og jeg vælter om på gulvet. Jeg åbner øjnene lidt med alle mine kræfter og kigger hen ad gulvet. Jeg prøver at rejse mit legeme, men kraften er suget ud... Hvem er det der sluger ordene og tankerne, når ingen er tilstede, hvordan kan ens største muskel pludselig miste al sin kraft? Jeg får vendt mig om på ryggen og giver efter. Mine øjnes lys slukkes, og kun hjertet banker. Jeg drømmer og den ungdomskraft, der ligger så fjernt i min bevidsthed. Jeg husker, hvordan jeg løb om kap med nabosønnen, lagde arm med kammersjukkerne i de tilstødende lokaler. Der er noget sløret i hånden, som jeg gennem alle tider har drukket af. Den gamle HOF, dens smag ligger stærkt på tungen. Jeg vågner.

Hvordan staver man til ØL, kan øllen kurere smerten, eller forværre den sjælens smerter? Kommer man sin sjæl nærmere, eksistere den overhovedet? Jeg husker en lugt af brændt nåletræ. Kan vi styre dens vandring, kan indianerne styre deres mandoms-tip? Eller kan man styre kraften der udspringer af ens eget indre. Er du herren i huset eller styrer organerne din adfærd, kan russen vare evigt? Er lykken ikke at have kontrol med alt, at blive styret af andre? Er kontrol noget reelt eller bare endnu et udefineret ord, der flyder sammen med de uendelige?

Langsomt rykker jeg hånden til min hovedpulsåre og mærker om jeg er død. Papiret forbliver blankt, og jeg gør intet med denne version af livet. Får jeg en chance til!?