Følelsen af at blive kvalt er så dominerende at jeg flere gange tager mig til halsen for at "løsne" byrden.

Jeg kan mærke sulten gnave.. Kigger hen på bordet hvor jeg har stillet tallerkenen med mad. Men den er uspiselig. Jeg har hældt sprit udover den. Et kort øjeblik overvejer jeg alligevel at indtage noget af det. Bare for at ... ja hvorfor egentlig? Forgifte mig selv? Hvad skulle det nytte.
I stedet rejser jeg mig fra hvor jeg sidder, griber tallerkenen og tager den med ud i køkkenet. Hælder hele måltidet i affaldsspanden. Tager en kaffekop fra den nærmeste hylde og fylder den til renden med den stimulerende sorte drik. klik klik 2 sødetabletter forsvinder i dybet. 0 kalorier tænker jeg altid for mig selv. Husker mig selv på at det er okay.

Den kvælende fornemmelse følger mig længe og det bliver kun til 2 sip af kaffen inden den er kold. Men det gør mig ikke noget, for virkningen sidder allerede i kroppen fra de 3 kopper jeg drak efter morgenmaden.
Kaffe er ikke sundt.. men det fylder i maven. et krus kaffe er 4 kalorier. 2 sødetabletter med 0 kalorier hver. Og et skvæt mælk. Der er 11 kalorier i 30 g skummetmælk. Men jeg har for længst gjort op med mig selv at det er tilladt. For meget kaffe har den virkning på mig som cigaretter har på ikke rygere. Jeg bliver skæv. Min hjerne bliver svimmel så at sige. Fjern. Kaffen kvæler både sulten men også følelserne. Og pludselig bliver man fokuseret på hvad end fysisk følelse kaffen efterlader. Denne gang er det dog kvalme..

Endt toilet besøg. Tænder det varme vand og lader hænderne glide under strålen. I starten er det til at holde ud.. så begynder det at brænde. Jeg gnider og gnubber hænderne under strålen og min hjerne bedøves af blandingen mellem velvære og smerte. Jeg mærker hvordan varmen breder sig til resten af kroppen mens jeg hurtigere og hårdere gnubber hænderne i det varme vand. Smerten er nu ubærlig, men jeg må alligevel tvinge mig selv til at stoppe. Hele min krop er i beredskab. Jeg er svimmel af velvære og det er rutinen der gør at jeg slukker for vandet og griber efter håndklædet. Mine hænder er ildrøde men min hjerne er i himlen. Svimmel på en behagelig måde der projekterer rundt i alle celler i kroppen. Husker ikke hvordan jeg kom ud fra toilettet.. jeg er høj af oplevelsen.

Modtager sms'er fra folk jeg kender navnene på.. men kender de mig? Ordene i beskeden giver udtryk for det. Stirrer på skærmen til den går i sort. Pludselig føles telefonen umådelig tung i min hånd og jeg må ligge den fra mig. Der går et minut og den brummer igen. Reminder sms'er.. smart tænk iPhone.. Men lyden river mig ud af mine tanker. Det var allerede lykkedes mig at glemme forstyrrelsen. Nu ligger den der og lyser i hvad der virker som en evighed før den igen giver op og slukker. Jeg holder øje med den et stykke tid endnu. I tilfælde af at den skulle finde på at forstyrre mig igen.. Men det virker til at den nu er stille. Igen glemmer jeg dens eksistens.

Jeg kan ikke trække vejret.
Dagen er ved at kvæle mig.