Hun kommer cyklende ad Frederiksborggade. Det er mandag morgen. Hun registrerer de andre trafikanter, den halvkølige sommermorgen, et par ænder, som ligger på risten foran Harald Hansen Symaskiner, standser for rødt ved krydset ved Søtorvet. Hovedet er fuld af nattens drøm; hun har igen ryddet op i mormors hus. Er sikker på, at alt er pakket ned i kasserne, men skal lige tjekke en ekstra gang. Åbner døren til stuen ovenpå, som hun må have overset. På sofabordet ligger det støvede alpepige-kostume, som mormor syede til moren, da hun var fire. Og Mormors og morfars bryllupsbillede i sølvramme står på skænken. Lyset skifter til grønt. Hun må svinge uden om en bil, som blokerer noget af fodgængerovergangen og det meste af cykelstien. Hvorfor skal bilister altid liste over for gult, uden tanke på, at de bagefter holder og blokerer for den tværkørende trafik? tænker hun.

Omtrent 100 meter foran hende, på Dronning Louises bro, kommer en slank, ung mand i bar overkrop gående. Drømmen er med ét langt væk. Han nærmest suger hendes opmærksomhed til sig, selv om han slet ikke ser hende, men i stedet vender blikket fjernt, fjernt indad. Skyggen af et smil spiller i hans ene mundvig. Sort hår, olivenlød, gråsorte lærredsbukser med ubestemmelige, mørke pletter. Han virker forstyrret, tænker hun. I hænderne holder han noget, som ligner en paryk, med beskidt, filtret hår, og hans hænder og arme er dækket af brunviolette plamager. Hun kan ikke få billedet af ham til at stemme, og sænker farten for at se sig om efter et kamerahold eller andet, som kunne hjælpe hende til at opklare situationen. Passerer ham, uden at blive klogere, men bemærker, at flere andre også stirrer undrende efter ham.

Hun er netop nået uden for hørevidde, da en eller anden råber; "Hey! STOP!"
   Der lyder et plask. Den unge mand har sat sig på kanten af broen og kaster et afskåret kvindehoved i Peblingesøen. Bagefter hopper han selv i.