Baza åbnede sine havblå øjne og kiggede op i alkoven. Han rejste sig op og gik hen til kommoden, for at trække en skuffe ud med nyfoldet tøj lavet af forskellige dyreskind. Den tynde og blege dreng iførte sig en tynd bluse, pjaltede bukser og hoser. På et skrivebord stod en balje vand, som han spejlede og vaskede sit ansigt i. Vandet viste et drenget ansigt med fregner på næsen, høje kindben og træbrunt hår, som var tykt og trodsigt. Han åbnede døren og skyndte sig ned af den lige gang, der ledte ham hoppende ned af en trappe hugget ud i sten. Stuen var lille og sparsomt møbleret med en slidt sofa, en kamin og et spisebord. Rummet havde fire firkantede vinduer og to døre, der førte ud i en gang og et hyggeligt køkken. Han smuttede ud i gangen og tog sine lædersko på, da han gik udenfor. Solen var på vej op af den lyseblå, skyfrie himmel og kastede sit lys ned over Mikasbyen, som placeret mellem en skov og en sø, tæt på floden. Det var en lun morgen uden så meget, som en dråbe regn.

Baza løb gennem de grusede gader og gyder, som snoedede sig forbi buedede huse, der støttede gule strøtage under lodrette træplader. Mester bliver rasende, hvis jeg kommer for sent, tænke han og prustede anstrengt. Hans fødder førte ham ud af Det Rolige Kvarter og gennem Håndværkerkvateret og videre forbi skomageren, slagteren, bageren, skrædderen, garveren, tømreren, kroen og apoteket, før han nåede frem til sin destination. Han standsede foran et hvidt stakit, som indhegnede en grund med to bygninger: Et stort hus og en smedje. Rikaror's Smedje stod der på et skilt hamret fast til lågen.

Baza trykkede håndtaget i bånd og ilede hen til smedjen. En kæmpe af en mand med svulmende overarme og brede skuldrer stod foran en armbolt og hamrede på en glødende klinge holdt fast af en ildtang. Han stak sværdet i en balje vand, der osede og sydede, hvis damp forsvandt op i et hul i taget. Hans mester vendte sig om og kiggede på sin lærling med stengrå øjne i et halvgammelt, vejrbidt ansigt, hvis overlæbe og kæbe var dækket af et filtret fuldskæg, mens issen var skaldet. Rikaror tørrede sveden af sin pande med en klud og brummede til knægten: "Sværdet skal slebes." Lærlingen gik hen til drejestenen ved siden af den glødende, firkantede esse og blæsebælg - og greb fat i håndtaget for at dreje det rundt. Smeden holdte klingen mod den rullende sten, hvor efter gnisterne fløj til alle sider. Rikaror nikkede tilfreds nogle minutter senere og betragtede den skarpe æg. "Jeg skal ned til markedet og sælge et par sværd til en mand der venter på mig," sagde han og tog sit koskind forklæde af. "Du skal smede nogle hestesko til Karral Bonde, mens jeg er væk." Han tog en skindbundet pakke fra bordet i hjørnet og forsvandt ud af døråbningen. Lærlingen opfyldte sin mesters ønske og brugte de næste timer på at lave hestesko indtil han fik fri.

Solen var på vej ned af horisonten, da Baza var på vej gennem landsbyen, hvor husenes skodder var lukkede. Smedelærlingen hørte larm fra en gyde og løb mod kilden, for at finde årsagen til larmen. En flok store drenge stod rundt om en pige og prøvede åbenbart at overtale hende til noget. "Jeg har jo allerede sagt nej, Anton!" Hun rystede kraftigt på hovedet og svingede hånden. Der lød et højlydt klask, da lussingen ramte sit mål. Anton, der var den største af dem, greb fat i hende og skubbede hende hidsigt op mod en mur. "Lad hende være!" Råbte smedelærlingen og kom hende til hjælp. Nu genkendte han hende som skrædderens datter Esja, der havde taljelangt lysebrunt hår og mørkeblå øjne i et pænt ansigt. Han kunne se at hun var på vej til at blive en rigtig kvinde og lagde især mærke til hendes lange ben. Anton og hans venner vendte sig mod deres anråber. "Det her vedkommer ikke dig," kvækkede han. "Gu gør det så!" lød svaret.

Antons højre næve ramte smedelærlingen direkte på kæben, så hans ansigt blev slået til siden. Baza hævnede sig og der lød et knæk, da hans angribers næse gav sig for slaget. Hans venner kom ham til hjælp - en af dem slog armene omkring smedelærlingen, mens Anton brugte ham som en boksebold. Han blev smidt på jorden og sparket op til flere gange, før de forlod ham. "Baza!" Udbrud Esja og undersøgte forsigtigt hans ansigt, hvor et blåt øje tonede frem, mens blå mærker spredte sig omkring hans ribben. "Jeg er så ked af det. Er du okay?" Han nikkede og ømmede sig. Hun hjalp ham op på benene og betragtede ham bekymret. Skrædderdatteren lagde sine hænder på hans kinder og mødte hans læber i et dyb kys, før hun forlod den paffe dreng, der blev tilbage.