Johan holdte hesten an og lænede sig op af ploven for at få sig lidt at drikke. Han kiggede ud over sin mark, hvor han var ved at pløje de sidste stubbe fra majsen ned. Marken var knastør og selv den ny vendte jord blegnede allerede i den brændende sol. Bag marken lå hans gård gennem de sidste 8 år. De havde selv bygget den, da de i sin tid migrerede til Amerika og de første par år havde været nogle hårde år. Det var ikke nogen stor gård, men det var hans egen og den var i stand til at forsørge ham og hans familie. Selve gården bestod af en lille hytte, lade og indhegning til dyrene. Bygningerne var placeret i en vinkel og i midten lå gårdens eneste brønd.
   "Kom så Lotte, afsted med dig", sagde han og smældede med tømmerne. Den stærke arbejdshest begyndte igen at traske fremad og Johan måtte bruge alle sine kræfter for at holde ploven på ret køl. Det var hårdt arbejde at følge ploven på dens tur frem og tilbage over marken, men hver tur gjorde Johan lykkelig.
   Idet Johan atter engang vendte ploven, fangede hans øjne en bevægelse der fik ham til at stoppe. Ude på prærien var fem mørke fugle lettet og de cirklede nu rundt i luften omkring stedet. Det var ikke et særsyn på prærien, hvor der ofte var kamp om de ådsler som solen og rovdyrene leverede. Han satte ploven i gang igen men mistede kontrollen over den, idet tre ryttere dukkede op i horisonten.
   "Pis", sagde Johan og satte i løb over imod gården. "Signe, SIGNE! Så er nu. De kommer nu. Tag pigerne ind i huset og lås døren"
   En kvinde dukkede op fra bagsiden af hytten og løb hen imod laden, hvor to piger stod og spillede bold.
   "Piger, kom med ind i huset. Kom så, ikke mere bold. Josefine gør som jeg siger. Nu!"
   Signe greb pigerne i armene og hev dem hen til hytten. Hytten var lavet af bjælker og med et tag af tørv. Der var kun en dør og to vinduer. Vinduerne havde ingen glas, men kunne lukkes af med træskodder. Da kvinden havde fået børnene skubbet ind i hytten, smækkede hun hurtigt skodderne i, hvorefter hun gik ind og lukkede døren bag sig.
   Johan havde fundet et stort bundt med skind frem og gik nu ud på gårdspladsen. Han placerede sig mellem laden og brønden, sådan at han blokerede vejen hen til hytten. Bundtet med skind lagde han på jorden ved siden af sig. Skindene kom hovedsageligt fra mindre dyr, såsom jordegern og kaniner, men der var også skind fra hjorte og et enkelt bison skind. Dyrene havde Johan selv skudt som tilskud til gårdens afgrøder. Da Johan så at Signe og børnene var inden i hytten, vendte han sig mod rytterne, der langsomt nærmede sig.

Rytterne tog sig god tid, mens de red hen mod gården. De var alle støvet af turen gennem den tørre prærie, hvilket gav dem et spøgelsesagtigt udtryk. I midten red en høj mand klædt helt i sort og med to revolvere i bæltet. På hver side red der en mexicanere begge iført sombrero og poncho. Idet de red ind på gårdspladsen løftede Johan hånden i en hilsen.
   "God eftermiddag, hvad skyldes æren?"
   Rytterne svarede ikke, men sad af og spredte sig ud på en række foran Johan. I midten stod manden i sort og så op og ned af Johan med en sammenbidt mine.
   "Du ved udmærket hvorfor vi er kommet."
   Han spyttede en slimet klat skrå hen mod Johan og justerede sin hat.
   "Det er tid til at hr Greenwalt skal have sine penge. Fyrre dollars for det næste års beskyttelse."
   "Ja selvfølgelig. Han skal have sine penge. Jeg forsøgte bare at føre en ordentlig samtale..."
   Cowboyen pustede sig op og gik et par skridt nærmere, samtidig med at hans to håndlangere lagde hånden på deres revolvere.
   "Vi er sku' ikke kommet for at konversere! Hr Greenwalt skal have sine penge, også er den ikke længere. Så har du pengene knægt eller skal vi gøre det på den hårde måde?"
   "Du ved godt at tørken fik høsten til at slå fejl. Jeg har ikke fået nær det ud af mine marker, som jeg plejer."
   "Stop dit klynkeri! Jeg har hørt det hele før. Greenwalt skal have sine penge."
   Cowboyen trak sin revolver og trådte helt hen til Johan.
   "Så for sidste gang har du pengene eller ej."
   "Ja, ja rolig nu. Jeg har fem og tyve dollars, også har jeg de her skind i stedet for de sidste femten."
   "Tager du pis på mig! Hr Greenwalt får alle de skind han har brug for fra sine kvæg. Han kan sgu da ikke bruge dine rotteskind til noget."
   "Jamen hør nu. Vi må kunne finde ud af noget, hr Greenwalt er en fornuftig mand, jeg er sikker..."
   Slaget fra revolveren ramte Johan i tindingen og han faldt om på jorden. Det sortnede for hans øjne og han kæmpede febrilsk for at komme på benene igen. Ud af ørekrogen hørte han Signe skrige og døren rumstere.
   "Bliv i huset Signe. Vi finder ud af det. Bliv i huset!"
   Cowboyen tog fat i Johans hår og hev ham op på knæene.
   "Ja vi finder ud af det! Enten hoster du op med fyrre dollars eller også finder du noget frem af værdi. Jeres slags har altid noget liggende så find det, ellers kan jeg ikke garantere for jeres sikkerhed, og det ville jo være forfærdeligt hvis der skulle ske noget med din fine lille kone derinde."
   "Kone sagde han kone", ordene klarede øjeblikkelig Johans hoved. "Du ved hvad der kommer til at ske. De tager det sidste vi har eller også tager de din familie. Uanset hvad de gør så er det slut. Vi overlever ikke vinteren uden pengene og hvis vi ikke betaler så slår de dig ihjel." Johan krympede sig under cowboyens greb, men hans bevægelse stoppede da han så kniven i støvlen foran ham.
   Cowboyen rystede Johans hoved og klaskede ham på kinden.
   "Hvad så pjok, finder vi ud af det eller skal vi have åbnet den hytte op?"
   "Nej, nej vi har sølv. En medaljon. Jeg, jeg...mindst tredive...", mumlede Johan.
   Cowboyen bukkede sig ned over ham, men det var netop hvad Johan havde ventet på. Han greb hurtigt kniven og plantede den i halsen på manden. Lederen rettede sig op med et sæt og kiggede rundt med et fjernt blik. Johan sprang op og blodet sprøjtede ud over ham, da han greb om cowboyen med den ene hånd og tog hans revolver med den anden. De to mexicanere forstod ikke først hvad der var sket, og da de endelig sprang i dækning, var det for sent. Johan dræbte den ene med et skud i ryggen og den anden blev ramt i låret, da han kastede sig ned bag brønden.
   "Hvad helvede tænker du på, er du blevet sindssyg", råbte den sårede mexicaner, mens han trykkede sig bag brønden. Johan stod stadig ude i det åbne med den dødende leder i armene. Så han begyndte langsomt at trække sig tilbage mod laden.
   "Jeg har ikke bedt om det her. Hvis I bare havde ladet mig være, så var det her ikke sket."
   "Du er død. Dig og din familie er døde. Når Greenwalt finder ud af det, så er I døde. Bare vent vi kommer til at danse på jeres..."

Blam, blam.

Johan farede op da to skud flåede mexicaneren fra hinanden. Ved siden af brønden stod Signe og kiggede forundret på jagtgeværet i hendes hænder. Hun så hen på Johan med blanke øjne og lod geværet falde til jorden.
   "Jeg, jeg skød ham."
   "Signe er du ok? Jeg sagde jo du skulle blive i hytten. Er du ok?"
   "Hva'? Ja, jeg har det fint. Men jeg skød ham."
   "Det er godt. Jeg finder ud af noget. Vi må. Jeg mener. Vi må hellere. Pigerne, vi må hellere se til pigerne!"
   "Ikke i den der. Jeg tager mig af pigerne og du får styr på det herude."
   Signe pegede på Johans skjorte og gik tilbage til hytten. Johan kiggede ned af sig selv. Hans skjorte var gennemblødt og han blev pludselig bevidst om den metalliske smag, han havde i munden. "Ja, vi må få styr på det her", tænkte han og kiggede på de døde cowboys. Så samlede han jagtgeværet op. "Jeg kommer vist også til at gøre hr Greenwalt et besøg."