Ditte åbnede lågen til vaskemaskinen og begyndte at hive tøjet ud i kurven. Hun nynnede for sig selv, og lyden sendte ekkoer gennem vaskekælderen og gangen udenfor. Hun skulle på date i aften, og alt skulle være helt perfekt. Tøjet var allerede blevet ændret fire gange, og lige nu havde hun valgt et par bukser, som først lige skulle vaskes. Da bukserne kom til syne i vaskemaskinen, holdte hun dem op og prøvede at forestille sig dem sammen med blusen, men med et frøs hun. Havde der været et lyd? Hun havde altid hadet vaskekælderen, for at komme ned til den skulle man gennem en lang mørk gang, der gik forbi lejlighedernes små depotrum. Selve vaskerummet var blevet renoveret få år tilbage, og dets hvide vægge og stålbordet stod i stærkt kontrast til kældergangens beskidte vægge. Gangen havde ikke set megen kærlighed de sidste årtier, væggene og loftet bar tydelige præg af årtier fugt og slid. Dørene ind til depoterne var tremmedøre af grove ubehandlede lægter, og man kunne fornemme de mange ting der stod deponeret derinde.
   Ditte stod stille og lyttede i et stykke tid, men da hun ikke hørte noget, begyndte hun at flå det sidste tøj ud af maskinen. Tøjet skulle egentlig have været oppe at hænge i vaskerummet, men noget fik hende til at smide det i tørretumbleren. Da maskinen var startet, tog hun vasketøjskurven i hænderne og gik hen mod den mørke døråbning. Der var godt nok sat lamper op i gangen, men hver anden virkede ikke, og dem, der gjorde, gav kun et svagt gulligt lys fra sig. Hårene på Dittes arme rejste sig, da hun langsomt bevægede sig ned af gangen. Til hendes lettelse kunne hun stadig se dagslyset for enden af gangen, så hun viste, at den tunge branddør stadig stod åben. Egentlig skulle døren altid være lukket, men en beboer havde lagt en kile ved døren, sådan at man kunne holde den åben, når man var i kælderen.
   "Smack!"
   Lyden fik hende til at hoppe, og hun mærkede hvordan kulden sneg sig op ad hendes ben og arme. Lyden var kommet fra et depotrum lidt længere fremme. Var den dør åben, da jeg kom herned. Tanken fik Ditte til at tøve med at gå videre. Alle dørene var da lukket, da du gik herned, eller var de? Hun havde været så optaget af hendes date, at hun ikke rigtigt havde lagt mærke til det. Rolig nu, det er bare kælderen, der giver dig kryb. Der er ingenting. Det er så tit, at der er nogen, der har glemt at låse en dør. Hun stod og trippede, inden hun tog en dyb vejrtrækning og løb. Da hun kom forbi det åbne rum, kiggede hun ind, men der var intet at se i mørket. Turen gennem gangen tog ganske få sekunder, men den føltes som en uendelighed. Da hun nåede branddøren, stoppede hun op og kiggede tilbage. Hun havde følelsen af, at nogen eller noget kiggede på hende, men gangen lignede sig selv. Lige som hun skulle til at vende sig, hørte hun en skrabende lyd. Lyden var ikke så høj som før, men hun var ikke i tvivl, om at der var noget dernede. Hurtigt vendte hun sig om og stødte lige ind i en mørk skikkelse.
   "Jamen halløjsa, kommer du der Ditte." Hun var braget lige ind i Jansen fra tredje. "Nå så, du er nede med vasketøjet. Jamen, det skal jo også passes. Det var altid Else, der ordnede vores vasketøj, men nu kommer en af børnene og ordner det for mig."
   Ditte smilede stramt til Jansen og forsøgte at klemme sig forbi, men Jansen fyldte godt i den trange gang.
   "Ja, jeg skal lige ned i depotet for at finde en bog. Det var, fordi snakken faldt på krigen, her den anden dag, og jeg mener bestemt, at jeg har ..."
   Ditte opgav at komme forbi og udbrød: "Der er nogen dernede!"
   "Jamen barn dog, du er jo helt bleg! Får du nok at spise? Hvis det er, så er du altid velkommen til at kigge forbi og få en bid ..."
   "Der er nogen nede i kælderen, jeg hørte en mærkelig lyd, og der er så mørkt!"
   "Jamen dog, du er da helt rundt på gulvet. Ved du hvad, det er sikkert bare en mus. Sidst jeg var hernede, var der en mus, der havde gnavet i mine kasser, så jeg har sat fælder op. Det kan være, at jeg har fanget en mus."
   Jansen klappede Ditte på kinden og smilede varmt. Trods hans høje alder var han stadig en høj og rank mand, der udstrålede en vis styrke. Hun trak vejret dybt og smilede.
   "Ja, det er også bare fordi, at der er så mørkt. Jeg blev nok bare lidt forskrækket."
   "Mørkt, ja det er rigtigt, mine gamle øjne kan næsten ikke se noget i det mørke. Det var også derfor, at jeg fik sønnike til at sætte et lysstofrør op i mit depotrum. Måske jeg skulle spørge, om ikke han kunne skifte lamperne i gangen? Han er jo elektriker, så han er så ferm til den slags."
   "Åh ja, det ville være skønt Jansen, men nu jeg er nød til at smutte, jeg skal på date i aften."
   Det lykkedes Ditte at smutte forbi, og hun gav ham en stort smil, da hun løb op af trappen.
   "Åh ja, de unge mennesker, de har nu så travlt."
   Jansen fortsatte med at mumle, da han gik ned i kælderens mørke.

Da Ditte var kommet op i lejligheden, havde hun haft svært ved at ryste oplevelsen af sig. Det havde selvfølgelig bare været en mus eller en anden naturlig forklaring. Men hver gang hun tænkte på kælderen, og at hun snart skulle derned og hente tøjet, løb det hende koldt ned af ryggen. Forberedelserne til hendes date gik mekanisk, mens hendes tanker hele tiden vendte tilbage kælderen. Hvad nu hvis jeg tager hammeren med, som jeg fik af far? Altså bare for en sikkerheds skyld. Der er jo ingen, der siger, at jeg får brug for den. Hun fandt hammeren nederst i et køkkenskab og vejede den i hånden. Hvad har du gang i? Du hører en lyd i kælderen, og nu er du ved at finde våben frem! Tag dig nu lige sammen tøs. Jansen har sikkert ret, det var en mus i en af hans fælder. Du kunne jo banke på ved Jansen på vejen ned. Han vil sikkert kunne fortælle en lang historie, om hvordan han har fanget en mus. Ditte smilede for sig selv og gik i gang med makeuppen. Ja er det, du gør. Snak med Jansen, hvem ved, det kan være, at han vil tage med derned. Beslutningen gav Ditte mere ro på, og en time senere var hun klar til at hente tøjet.
   Hammeren lå stadig på bordet, da hun åbnede døren til bagtrappen, og hun overvejede at tage den med, men smilte så og gik ned til tredje. Jansens dør var let at kende, han havde et skilt på døren, hvor der stod "Morfars hus" og ved siden af den, stod der en lerkrukke med skriften "Løg" på siden. Der var ingen ringeklokker på bagtrappen, så hun bankede på. Bag døren kunne hun tydelig høre en radio køre, men ellers var der ingen andre lyde. Efter lidt tid bankede hun hårdere, alt imens kulden igen begyndte at snige sig op ad hendes arme.
   Da hun havde banket fire gange, gav hun op og så ned af trappen. Det betyder ikke noget. Det kan være han sover eller er gået ud. Du kan da også sagtens selv hente det tøj. Ditte tog et par skridt ned af trappen, men vendte sig og så på Jansens dør. Hammeren, skal jeg hente hammeren? Nej nu stopper du. Fis nu ned og hent det tøj, så du kan blive klar til den date. Hun sukkede og gik ned af trappen. Nede ved foden af trappen var branddøren lukket, og synet af den massive dør fik hende til at stoppe. Hvad er der nu galt? Jansen lukkede selvfølgelig døren efter sig. Nu må du altså lige stramme dig an.
   Langsomt trippede hun hen til døren og lod en hånd glide over den. Dørens kolde metaloverflade sendte kuldegysninger igennem hendes krop, og hun sprang et skridt tilbage. Nej kom nu! Hent nu bare det tøj og se så at komme på den date. Du skal bruge bukserne. Kom så! Resolut gik hun tilbage og trak i den tunge dør.
   Lyset var stadigt tændt i kældergangen, og hun kunne se, at der var lys i Jansens depotrum. Det skarpe lys fra lysstofrøret strømmede ud fra rummet, hvilket stod i stærk kontrast til den dunkle gang, og fik den til at virke endnu mørkere. Kulden havde igen et solid tag i Ditte, mens hun langsomt gik et par skridt ind i gangen. Der var ingenting at høre.
   "Jansen ... Jansen!"
   Hendes råb ekkoede ned gennem gangen og blev opslugt i mørket. Hun tog et par skridt mere.
   "Jansen!"
   Tre skridt mere.
   "Jansen."
   Hun var ved at være henne ved Jansens depot, men der var stadig ikke noget at høre. Måske skulle du hente hammeren eller en af de andre fra opgangen. Og hvad ville du så sige? At du har hørt en mus og at Jansen har glemt at slukke lyset! Hun rystede på hovedet og tog endnu et skridt.
   "Jansen."
   Hendes råb var blevet svagere, i takt med at hun kom tættere på døren. Var det egentligt ikke den dør, der var åben sidst? Ditte stod nu to meter fra døren, og gennem tremmerne kunne hun fornemme kasserne, der var stablet op derinde. En pludselig indskydelse fik hende til at vende sig om mod branddøren. Dagslyset kiggede stadig ind for enden af gangen, men det var som om, at mørket trængte sig ind på det og skubbede det længere væk. Med en kraftanstrengelse vendte hun sig igen mod Jansens depot og gik det sidste stykke.
   Synet fik hende til at skrige. Jansen lå på maven midt i rummet mellem stabler af flyttekasser. En stabel kasser var væltet ned over ham og dækkede hans overkrop. Hun greb den øverste kasse og ville hive den væk, men den var tung og pappet gav efter. Kassen var fyldt med gamle bøger, og deres mugne lugt angreb hendes næse, mens hun febrilsk smed bøgerne ud på gangen. Da kassen var halvtom, lykkes det hende at vippe den ud i gangen. Næsten kasse var lige så tung, og det tog noget tid, inden den også var væk.
   Jansen så skrøbelig ud, som han lå der imellem bøger og snavs. Forsigtigt ruskede hun ham, mens hun snakkede blidt til ham.
   "Jansen kan du høre mig. Du er faldet. Jansen."
   Han reagerede ikke, og hun løftede ham op i skødet og vendte ham om. Der var blod over hele ansigtet og tindingen havde en grimt sår, der var fyldt med skidt fra gulvet . Blodet skræmte ikke Ditte, men hans ansigt var forvredet i en forskræmt grimasse, der fik frygten til at skylle igennem hende. Hun begyndte febrilsk at lede efter sin telefon.
   "Boooom!"
   Lyden fra branddøren rungede stadig igennem kælderen, da lyset gik ud.