Jeg voksede op fra jeg var 2 år. Det forinden har jeg ingen historik på.
Det er ikke det samme som ikke at kunne huske noget fra sine første leveår.
Jeg har ingen historik, ingen vidner til hvordan mit liv startede.
Jeg ved helt faktuelt at mit liv startede på et eller andet tidspunkt i foråret '74. Det startede ved at jeg kom ud af min moders liv et ukendt sted i landet Bangladesh.
Jeg ved jeg på et eller andet tidspunkt inden mit 2. leveår er blevet afleveret til Terre des Hommes, et børnehjem i byen Dacca, drevet af nonner. Jeg ved at jeg 26. marts 1976 ankom til Danmark. Jeg ved der fulgte papirer med. Papirer der beskrev mit temperament, min vækst, mine tisse og skidemønstre og hvad jeg fik at spise. Nichts weiter.
Jeg ved helt faktuelt at jeg ikke kender til mere fakta end dette. Hverken om mit biologiske ophav, mit fødested eller andre mentale ressourcer, udover mit hidsige, egenrådige temperament. Sådan lander jeg, fejlernæret, i det nye land med alle muligheder åbne for mig.
I et tidsskrift engang i foråret 2014 læste jeg om Sofia. Sofia skrev om skilsmisser, afsavn, mødre og en længsel efter sin biologiske mor. Hun fortalte om sin stedmoders resignation, da denne som 2-årig hospitaliseredes alene uden mor.
Hvad dette kan gøre ved et barn, findes der mange psykologiske afhandlinger om. Eriksson, Freud og Jung har været omkring de fatale følger det kan have for et barns selvværd, tillid og udvikling at blive forladt, og at mangle den grundlæggende tryghedszone repræsenteret af moderen i de første leveår. Det kan gøre barnet rodløs, ængstelig og generere voksne med ekstremt lavt selvværd. Ikke i alle tilfælde, men i mange.
Sofia har levet med afsavn til sin biologiske mor det meste af sit liv. Det er forbandet hårdt, og jeg skriver "det er", fordi jeg selv har savnet helt present. Ikke det altdominerende, ødelæggende og ude af sync savn, men det vedvarende, det eksisterende, det hengemte og til tider fortrængte savn. Det der indimellem får mig til at tvivle på om mine egne evner som mor, er så gennemtrawlet af mit eget savn at jeg får helt luftkvababbelse når jeg mærker hvor vigtig jeg er for mine egne døtre på hhv. 8 og 18 år, og for min 3 årige lille verdensmand af en søn.
Sofia har 1 biologisk mor og 1 stedmoder. Sofia har 2 mødre.
Jeg har 4!
Den 1. Gav mig en kærlig gave; Livet. Hun gav mig en chance for at overleve. Det ville muligvis være en tilværelse uden forældre, men der ville være mad og en form for omsorg. Jeg kender hende ikke, og det gør ikke noget. Jeg tror jeg forbinder hendes handling med moderkærlighed.
Den 2. Adopterede mig og blev således min juridiske mor. I hvert fald for et par år. Efter 2 år afgav hun fuld juridisk forældremyndighed til min juridiske adoptivfar. Jeg kender hende ikke, og hun kender ikke mig. Jeg husker hende. Jeg tror jeg forbinder hendes handling med afsavn, svig og tomhed.
Den 3. Gav mig i en alder af 5 år en sammenbragt familie og en storesøster. Hun gav mig også følelsen af at være nr. to, tre, ja nogen gange nr. fire. Med min 3. Mor lærte jeg noget om alkoholisme langt før jeg vidste hvad det var. Jeg lærte en del om svaghed, om angst og små lyserøde piller ude i skabet på badeværelset. Jeg lærte at jeg ikke kunne få hjælp af hende, min 3. mor, for hun havde selv så frygteligt meget brug for hjælp. Hun vidste det bare ikke.
Min 3. Mor er ved at dø. En død der har været undervejs de sidste 20 år. En død forårsaget af alkohol, tæsk, hjerneblødninger, blodpropper, hjemløshed og angst. Jeg er nu blevet min 3. Mors "nærmeste" pårørende. Jeg forbinder hende med afmagt, vrede, sorg, ømhed og en afart af noget der minder om kærlighed.
Den 4. Mor er ikke en gang min mor. Jeg er ikke vokset op med hende. Hun har aldrig bundet mit snørebånd for mig, eller givet mig plaster på knæet, sunget godnatsang eller sendt mig afsted på spejderlejr. Men hun er min mor i hjertet, min sidste mor.
Vi har nødvendigvis altid een mor. Nogen har endda 2. Jeg har 4.
Jeg kan ikke skære nogen fra. Jeg har haft dem alle i forskellige faser af livet. Nogle mødre har været sporadiske bekendtskaber, ja nødvendigheder endda. Andre har bidraget med stort eller småt, men fælles har de alle givet mig gaver eller sorger i form af nærvær, kærlighed eller mangel på samme. Alle som een, har gjort mig til den jeg er, og når min 3. Mor ånder sit sidste ud, vil jeg græde øjnene ud og tænke på en ulykke!