Del 1. "Lysmaster"
Der er langt mellem lysmasterne på Dag Hammarskjölds Allé. Jeg holder lige nu fast i den tiende mast og har lagt Oslo Plads bag mig. Jeg må være mere end halvvejs.
Solen brænder nådesløst, metallet er gloende. Alligevel knuger jeg om mastens tværstivere med begge hænder, for en forbrænding ville kun eliminere fokus fra den kvælningsdød, der har jagtet mig siden Østerport Station.
Jeg tanker, og jeg tænker. Jeg tanker ilten og mærker den strømme gennem mine lunger, tænker, at den nu pibler videre ud i mine blodårer og til hjertet. Det skrøbelige hjerte. Det overbelastede hjerte. Desværre er masten snart tømt. Det vil sige, at det er den jo ikke, det ved jeg da godt. Jeg er ikke dum. Men alene tanken om, at jeg skal via nr. 11 for at nå frem, stresser, får pulsen til at gå fra trav til galop.
Jeg orienterer mig mod nr. 11 og ser, at den nærmest er tapetseret med cykler. Det er noget lort. Jeg synker flere gange kraftigt. Den usynlige jernkæde begynder at rumstere, og nu strammer den til om mit bryst. Den kan knuse mit svage hjerte. Jeg fornemmer blodsmag i munden. For helvede, jeg skal videre nu, lige akkurat nu, inden jeg begynder at hyperventilere. Posen har jeg med, men den skal jeg under alle omstændigheder holde tankerne fra lige nu. Hvorfor begyndte jeg også at tænke på den lige nu!
Jeg tripper mod iltmaske nr. 11. Straks jeg sætter af, drænes mine muskler igen for ilt, og mine ben bliver gelé. Jeg føler, jeg synker længere og længere ned i knæ. Ikke gå for langsomt, så risikerer jeg at dø af iltmangel, ikke løbe, så risikerer jeg et hjerteanfald.
Jeg står foroverbøjet over en Christiania-cykel og holder nu fast i nr. 11. Grebet og lugten af metallet gør min vejrtrækning mere regelmæssig. Jeg er ude foran den Katolske Skole og hører svagt tonerne af frikvarter i gården bag den røde bygning. Ovre på den anden side ligger den amerikanske ambassade, beskyttet af tonstunge plantekasser i granit. Gik jeg derover nu, mellem kasserne, blev jeg sikkert taget for at være en selvmordsbomber og skudt, tænker jeg. Gik jeg ind på skolen, blev jeg måske også skudt. For selvom sveden hagler ned på mine blå sneakers, og jeg skælver, svæver der en taleboble af målrettethed over min skaldede isse.
Men hov. Nu indtræffer der et mirakel. Jeg kan se husnummeret tydeligt herfra, og der er kun én mast imellem mig og døren. I reglen kan jeg altid springe den sidste mast over, for straks jeg passerer den, fyldes luften igen med ilt. Det er noget underligt noget.
Jeg trykker på dørtelefonen, og brummeren lyder med det samme. Inde i opgangen er der køligt. Min puls falder på vej op ad trappen. Jeg tørrer de stadig svedige håndflader af i mine shorts uden for døren. Mine kæbemuskler slapper af, min forpinte grimmasse er forsvundet. Jeg er ovenpå igen og går ind.