Hun vågner med en puls, der dunker nådesløst i hjernebarken. Hendes hovedpude er fugtig af savl, og natkjolen klæber klamt til kroppen. Med en hurtig bevægelse flår hun dynen af og sætter sig op i sengen. Hun overvejer et kort sekund, om hun skal gå ud at tisse, for trykket i blæren er så højt, at der lyder en skinger fløjten fra bækkenet. Men det magter hun ikke nu, slet ikke nu, og hun fisker med et snuptag tabletten til sig fra natbordet.
Hun ryster kraftigt på fingrene, og først i tredje forsøg får hun tastet den rigtige kode. Hendes vejrtrækning bliver straks mere rolig, for nu ved hun, at hun kun er to klik fra sit fix. Og nu er hun inde.
Hun havde skrevet et mesterværk i går og lagt det til offentlig skue, lige inden hun gik i seng. Digtet hedder hjertetærte, og med poetisk visdom havde hun krænget sin sjæl ud og isoleret den i en sart kulinarisk ramme. Som symbolik bagte hun sit liv ind i en æggetærte, og i denne fortælling indgår nogle stærke narrativer. I digtet skal de økologiske æg bl.a. symbolisere, at hun er barn af 68-oprøret. Det sidste vers i digtet består på genial vis blot af det rimende franske ord merde! (lort), der stiller det åbne spørgsmål, om tærten overhovedet er færdigbagt, og om hun dermed er lykkedes som menneske. Det er hendes livsværk, hendes til dato mest fuldendte postmodernistiske digt.
Hun havde digtet hele dagen i går, men kunststykket havde boet i hende de sidste mange år. Gårdsdagens arbejde var blot den fysiske manifestation af mange års raffineret poetisk tankevirksomhed. Sådan havde hun i øvrigt følt det før, faktisk mange gange, men netop denne morgen var følelsen mere intens end nogensinde. Det måtte også være grunden til, at hun havde sovet så uroligt, ræsonnerede hun.
Hendes øjne søger automatisk mod den venstre top af skærmen. Men hvad er nu det for noget? Hendes krop begynder at skælve, kinderne blævrer ildrødt, og hun udbryder et what. For der er ingen likes. Hun kan ikke forstå det, så hun klikker sig ind på sin forfatterprofil for at se, om digtet skulle være forsvundet. Men det er der stadig.
Hun skynder sig at like nogle af de andres værker. Hun er 10 minutter om at like fem noveller og syv digte, som hun hurtigt har skimmet igennem. Sublim poesi skriver hun i en kommentar, og smuk dialog skriver hun i en anden kommentar. Det plejer at kaste et par likes af sig.
Så går hun ind på Instagram. Der plejer hun at kunne få et lille hurtigt fix, og det har hun brug for lige nu. Yes, siger hun, og ilden i hendes ansigt brænder ud, for der er fire, der har liket billedet af det græske farsbrød fra i går. Der er endda en, der har spurgt om opskriften, og den skriver hun af fra Karolinebogen.
Nu er hendes krop igen i balance, og hun føler sig lettere. Sulten er dog så småt begyndt at gnave, og hun drømmer om et stykke toastbrød med stærk ost. Men også det projekt må vente, og i øvrigt har hun købt ind til hjemmelavet müsli med speltflager og tørrede tranebær. Det skal være hendes morgenmad på Instagram, tænker hun, og hun ser for sig, hvordan fingrene sirligt arrangerer det helt rigtige blandingsforhold af bær og gryn. Hun vil komme müslien i den lille skål af sheesham-træ, og skålen skal stå på damaskdugen med det smukke bladmønster. Måske vil hun også bruge blåbær, der vil komplementere den cremehvide bund af skyr på suveræn vis. Men ostemadden skal være hendes egen lille hemmelighed, for der er ikke manges likes i Gamle Ole på hvidt brød.
Hun beslutter, at hun vil vente med at tjekke op på stavgangen rundt om Damhussøen, som hun lagde ud på Facebook i går eftermiddags. Den vil hun nyde til eftermiddagskaffen, og de 3,4 kilometer skulle gerne resultere i mindst 10 likes. Det havde været opslidende for hende i går, for da hun kom hjem, opdagede hun en hundelort på billedet med svanefamilien. Derfor var hun kørt tilbage for at tage et nyt billede, men svanerne var i mellemtiden gået i vandet og var langt ude på søen. Hun havde derfor siddet længe på en bænk med sin telefon klar, men lige inden aftenskumringen kom de heldigvis igen op på land. Og nu stod familien pludselig på den lille sti ved ishuset og bød på en uforlignelig kontrast. Jo, det lønner sig at være tålmodig, tænker hun.
Og så er hun tilbage på forfattersiden. Nu er der bonus, og det blinker rødt på skærmen. Hun kan se, at notifikationen kommer fra en af de mere etablerede forfattere derinde. Hun tager en dyb indånding og slikker sig om munden. Så klikker hun sig ind på kommentaren. Hun læser de første fire ord, der lyder Tove Ditlevsen ville vende, og så holder hendes blære pludselig op med at fløjte.