Det var denne dag hun havde frygtet hele året.
   Kirsten kiggede op i loftet. Hun så ikke rigtig på det, men hun vidste, at hun hadede det loft. Hun havde stirret på det mange gange. Undret sig over hvor meget det kunne bære. Hvad der mon før, havde hængt i krogen, som hang i midten af stukken. Den havde i hvert fald været der den gang hun og Jesper flyttede ind.
   Jesper var lige fyldt otte år da skilsmissen omsider havde nået sin ende. Kirsten havde fået forældremyndigheden og flyttede ind til byen med ham. De havde brug for at starte på en frisk. Nyt job og ny skole. Nye naboer der ikke kendte til alt det, som de gamle havde været vidner til. Ikke flere bebrejdende eller medlidende blikke i opgangen eller til skolehjemsamtalerne. Kirsten havde glædet sig til, at alt skulle være helt normalt. Lykkeligt og perfekt. Ingen skulle nogensinde mere kunne sætte en finger på deres lille familie.
   Ja. Hun var næsten sikker på at krogen var der dengang, og det beroligede hende.

Hun tog en dyb indånding og kæmpede sig ud af sengen. Hun havde allermest lyst til bare at sove dagen væk. Lade som om den ikke eksisterede. Bare springe den helt over. Men hun vidste, at hvis hun blev liggende, så ville hun bare ligge og stirre på loftet hele dagen. Og hun hadede virkelig det loft.
   Hun sprang både morgenmad og bad over og gik tøvende ud på badeværelset. Hendes hår stod ud til alle sider og de store mørke render under hendes øjne tyngede mundvigen nedad. Hun fandt sin sminke frem og gjorde som hun havde gjort så mange gange før. Først den hvide pudder, så kinder rød og øjenskygge. Alle regnbuens farve på hendes livløse ansigt. Til sidst den røde læbestift, som der endelig ikke måtte spares på. Hun kiggede tomt på sit nu farverige ansigt og skar så en række ukontrollerede fjollede grimasser. Hun grinede og smilede stort til sit spejlbillede, som hun havde gjort det så mange gange før.
   Jesper havde altid elsket, når hun gjorde sig klar til arbejde. Han stillede sig på sin skammel og fik lov at putte den røde læbestift på hendes læber. Så kiggede de begge ind i spejlet. På sig selv og på hinanden. De lavede den ene grimasse efter den anden, og Jesper grinede så meget at han engang væltede ned fra skammelen.
   Skammelen. Den hadede Kirsten lige så meget som krogen i loftet.

Hun tog sin rødstribede bluse på, de blå smækbukser med de store gule knapper og den knaldrøde hat.
   Hun boede heldigvis lige ved sit arbejde og klædte derfor altid om hjemmefra.
   Hun smækkede døren efter sig og fandt den røde tud frem fra lommen og traskede så de få meter ned af Nyelandsvej hen til sit arbejde.

Det første hun fik øje på var ledningen, der hang ned fra loftet. Den hang der ligesom bare. Rørte ikke på sig. Men den rørte ved Kirsten. Hun fik øje på elektrikeren som stod på en skammel for at nå loftet. Hun havde glemt at der kom elektriker den dag. Hvordan kunne hun glemme det?
   Hun forestillede sig, at skammelen væltede. At elektrikeren ville få viklet ledningen om halsen og hænge ned fra loftet. Fødderne der ivrigt prøvede at nå jorden. Så ville han dreje rundt, så hun kunne se det desperate blik i hans øjne. Hans tavse råb om hjælp. Pludselig ville han hænge helt stille. Hans tomme blik rettet mod Kirsten. Bebrejdede hende for ikke at have forudset det og gjort noget tidligere for at hjælpe ham.
   Kirsten gik forbi elektrikeren som smilede stort da han så hende. Det gjorde de fleste. Hun glemte sommetider at hun jo vakte stor opsigt mellem de utallige hvide kitler og sterile farver. Men det var jo netop meningen med hendes job. Hun skulle få folk til at smile. Glemme hvor de befandt sig. Men Kirsten kunne ikke glemme. Ikke i dag.

Hun gik ind på stuen til en halv-stor dreng. Han lignede Jesper, men det gjorde de fleste på den alder efterhånden. Hun mærkede panikken tage fat i hende. Hun kunne ikke hjælpe drengen. Hun kunne ikke hjælpe nogen. De hvide vægge samlede sig om hende. Snurrede og skrumpede indtil de havde sluttet sig helt tæt om hende. Hun kunne ikke få luft. Blev kvalt i hendes panik. Hun hørte lyden af hendes hoved der ramte gulvet og fik så øje på de store sko der strittede lige op i vejret. Hun kunne mærke gulvet under sig. Selv fødderne havde kontakt. Det havde Jespers ikke haft. Intet af Jesper havde mærket gulvet den dag sidste år.

Kirsten kiggede op på loftet. Der var så langt. Hun strakte sin arm, men kunne ikke nå. Hun kunne ikke røre både gulvet og loftet på samme tid. Det var der ingen der kunne. Hun blev liggende på gulvet. Valgte gulvet. Jesper havde valgt loftet. Det forbandede stærke loft.