Da jeg stod dér med vinden i håret, kun iført T-shirt og joggingbukser, og ventede på toget, som ifølge mig var forsinket for hvert sekund der gik, var jeg både skuffet og lettet. Hvis toget var kommet inden damen havde overtalt mig til at tage tilbage, var jeg mon så taget af sted? Og gad vide hvor jeg ville være taget hen.

"Hvorfor bløder du på fingeren?"

Frederikke. Altid med snuden plantet dybt i andres sager. Jeg forklarede hende selvfølgelig, at jeg bare havde revet mig på et stykke papir. Men jeg kunne se, at hun ikke troede på mig. Jeg havde ærligtalt ikke overskud til at lade det gå mig på. Hun måtte tro lige hvad der passede hende. Hun ville nok heller ikke tro på, hvorfor jeg oprigtigt blødte på fingeren, så hvad nyttede det egentlig.

Jeg kunne ikke få en bid ned til frokost. Min mave snurrede sig sammen i vrede, tristhed og afmagt. Havde jeg givet op for hurtigt. Skulle jeg være blevet og ventet på toget. Jeg ved det ville være egoistisk bare sådan at forsvinde, men jeg orkede simpelthen ikke en dag mere i det forbandede rod. De ville nok forstå det når der var gået lidt tid.

Jeg lukkede min dør og rev alt mit tøj ud af skabet, kun for at lægge det pænt sammen igen. Så tog jeg mig et langt bad. Med lukkede øjne. For jeg gad naturligvis ikke kigge på mig selv, med al den kropsbehåring jeg havde fået på det seneste. Men hvad nyttede det at barbere mig, når jeg ingen havde at dele en nybarberet glat hud med. Jeg havde selvfølgelig godt set at Damian havde kigget uforuroligende meget på mig på det seneste, og han var da også en ganske interessant fyr, men med Frederikke i nærheden, ville det aldrig gå. Hun ville sikkert råbe fra den ene ende af den lange hvide gang, til den anden ende, hvor jeg selvfølgelig stod for at være længst væk fra hende, at hun så Damian snige sig ind på mit værelse. Det ville skabe en helvedes masse drama, og det var der nok af her i sig selv.

Jeg lagde mig på sengen under det lyseblå dynebetræk. Jeg havde lyst til at skrige. Græde. Kaste med tingene. Kaste med mig selv. Men jeg orkede det ikke. Jeg lukkede øjnene i håb om at forsvinde. Langt væk. Men jeg kunne ikke en gang sove. Jeg satte mig op, og stirrede tomt på de hvide vægge. Jeg tænkte på ingenting og på alting. Jeg kunne som altid fornemme Frederikkes skingrende stemme gennem væggen. Nu sang hun også. Jeg orkede hende ikke. Men hun var der altid. Jeg skulle være taget med toget. Fri for Frederikke, fri for alle. Jeg ville være fri. Jeg var ligeglad med hvor jeg ville ende. Bare langt væk herfra. Jeg kunne høre nogen råbe, og jeg kiggede på døren, som snart ville gå op.

"Kommer du ikke ud?"

Hun kunne da i det mindste have banket på.
   Helle stod i døren, smilende, som om intet var hændt. Om lidt ville hun sætte sig på min seng og sende mig medlidende blikke. Hun ville få mig til at snakke, og så ville jeg græde. Hun skulle blot prikke til mig, og så ville jeg skrige og aldrig stoppe igen. Jeg orkede det ikke.

"jo, jeg kommer nu"

Jeg rejste mig og gik med Helle ud af døren. Tog en dyb indånding og gik så ned af den lange gang. De andre sad i stuen og spillede Tegn og Gæt. Latter, farver og saftevand. De smilede til mig, og jeg smilede næsten igen. Jeg orkede det ikke. Intet af det. Jeg drømte mig tilbage på broen. Toget kom, og med vinden i håret mødtes vi på halvvejen.