Jeg så det lille rystende dyr på metalbordet. Så hvordan dyrlægen mærkede hende på den lyserøde bue. Så hans læber bevæge sig, sætningerne føltes som tinitus.

Jeg kunne sige; nej vi tager hende med hjem, jeg vil have hende så længe det passer mig.
Ja jeg kunne godt se hun led, ja jeg kunne godt se at det ikke var godt, og ja jeg fornemmede hvad der burde gøres, men det føltes for tidligt.
Hvorfor skulle dyrlægen tale så fucking langsomt.
Det hjalp ikke, at min mor snøftede, og det gjorde det ikke bedre, af at jeg hev efter vejret.
Efter han havde rørt hende, konkluderede han to ting.

"Ja.. Det er i den grad blevet forværret siden sidst. Det er selvfølgelig en mulighed, at operer hende igen, men denne gang skal vi skære hende op, både den ene og den anden side," han pegede på maven mens han fortalte videre.

"Det bliver kompliceret og det er ikke en garanti for, at svulsterne ikke vil vende tilbage"

Han holdte en kort pause, så på mig dernæst på min mor. Min mor nikkede blot, jeg stirrede lige ud i luften. Koldsveden kravlede arrigt op af min ryg.

" Den anden mulighed.."

Jeg sank en klump. Jeg skulle pisse. Min bevidsthed fik skyklapper på.
Mine tanker var sprunget ud af vinduet og konstruerede flittigt en alternativ mulighed.
Jeg ville tage Bella og løbe ud af lokalet, hoppe ind i bilen og kører hen til vores sommerhus.
Der ville jeg kaste boldt med hende i haven indtil hun ville blive træt, og lægge hovedet i bedet, lukke øjnene, og snorke, og det ville jeg grine af, stryge hende på næsetippen, og hun ville brumme lidt, og bagefter ville jeg sætte mig i en af havestolende og læse.

Dyrlægen hostede, jeg blev kastet tilbage til nuet.

"Er at hun bliver aflivet"

Min mor fortalte ham at den diskussion havde vi haft mange gange, men vi var stadig lidt usikre. Hun spurgte ham hvad hans personlig holdning var til Bella's situation. Uden at tøve sagde han bestemt:" Det bedste vil være at aflive hende"

I det sekund vidste jeg, at han havde ret. Jeg vidste også, jeg havde haft ret hele vejen igennem.
Det der skræmte mig var, at den pirrende angst jeg havde haft i baghovedet de sidste fem måneder, nu stak dets betændte ansigt ud af mørket, og manifesterede sig i intet vidende Bella.
Jeg så ind i de mørke øjne, hun slikkede sig om munden. Jeg tog hende forsigtigt op. Hun skælvede i min favn.
Det lille hjerte prikkede til mit bryst. Hun havde efterladt bordet overdækket i et tykt lag af sorte og hvide hår. Jeg havde hendes pels over det hele.
Hun kunne fornemme noget var anderledes.

Ud af øjenkrogen så jeg ham gå hen og tage en sprøjte og en lille rund flaske med flydende sovemedicin i. Da væsken var kommet ind i sprøjten, kom han tilbage. Han bandt et elastikbånd rundt om hendes venstre forben.
Hun lagde sit hovedet på min overarm og så intenst på min mor. Min mor agede hende på hovedet.
Jeg holdte hende helt tæt, idet nålen penetrerede venen. Hun skreg og strittede med benene.
Mens væsken sivede ind i hende, blev mit ansigt gennemblødt, hendes pels blev fugtig. Jeg kunne mærke hendes spændte muskler, hendes skrig blev hæsere og hæsere, og holdt til sidst op.
Bellas vejrtrækning blev tungt.
Dyrlægen gav mig en serviet, mine arme sitrede, jeg tørrede øjnene.

Fuck fuck fuck!

Mine ben var gummitræer. Bella blev slap. Det sprudlende liv, den lalleglade intelligente hund, det liv jeg havde levet med siden jeg var 10, lå nu her, urørlig.
Nu var essensen af hende, indkapslet i materielle efterladne og svømmede rundt i erindringens bassin.

Jeg lagde hende på bordet. Hun så fredfuld ud, hun led ikke sagde han.

" Hun havde dig og hun kunne mærke din kropsvarme, dit nærvær, det er det vigtigste, det betød noget"