Jeg burde ikke føle det, som jeg føler.
Hun er ikke noget specielt. Hun gør ikke noget unikt.
Hun er yngre end mig, og ved ikke nær så meget.
Men bare at hun er der, er nok for mig.
For jeg føler, at jeg kan forstå hende bedre, end nogen anden kan.
Skjorten sidder lidt for stram, og den er lidt for kort ved ærmerne.
Så man kan se hendes arme, der er fyldt med gamle ridser.
Hun snakker en smule for meget. Og i mange sætninger. Om sin fortid, om sit liv,
og om at hun har så forbandet travlt. Hvor mange hun har været sammen med.
Selv hvor mange der ville ønske, at de var sammen med hende på nuværende tidspunkt.
Ligesom jeg selv ville ønske, at jeg var det.
Alligevel lytter jeg til noget, jeg ikke burde interessere mig for.
Om alle disse ting, der foregår i denne piges liv.
For det er jo ikke noget, jeg kan relatere til alligevel.
Hun går ikke i høje stiletter, men flade sko der er behagelige.
Hun går ikke i en sød, kort kjole, men bukser med huller i.
Hun har ikke engang make-up på, når vi skal mødes.
Alligevel synes jeg, at hun er rar at se på, og at være sammen med.
Og imens vi går igennem en kirkegård, hvor hendes bedstefar ikke ligger mere,
ville jeg ønske, at vi kunne skabe et nyt liv, i stedet for at være ked af dem, der er forsvundet.
Jeg vil hellere grine af de befriede sjæles sjove navne.
Jeg vil hellere holde hende om livet, og sige at jeg synes, at hun er sød nok.
Jeg vil hellere vise, hvor stort et hjerte jeg besidder, og hvor meget jeg ville redde hende.
Redde hende fra hende selv.
Og vi fortsætter hen af stien. Ved siden af hinanden, med hænder der langsomt svinger forbi.
De støder nogle gange sammen, og det føles som om, at de sidder fast i et kort sekund.
Men de svinger hurtigt væk fra hinanden igen.
Selvom jeg har lyst til at gribe fat i hendes hånd i det korte sekund, den er tæt på min, så lader jeg være.
For jeg ved, at jeg bliver skubbet væk igen. Ligesom hende før hende.
Og hende før hende, der kom før hende den fjerde.
Så jeg driller hende med et prik på skulderen, og beder om et kram når hun skal af sted.
For selvom, at jeg ikke kan vise den romantiske interesse jeg så inderligt føler,
så kan jeg godt lide at bilde mig ind, at jeg ikke er helt så ensom, som jeg føler mig,
imens jeg står og kigger på et stort, gråt kors, i midten af en massegrav for tyske flygtninge.
Flygtninge, ligesom hun er lige nu. For hendes bus går om ti minutter.