Klokken er 13:32. Skyerne er grå, hvor de burde være blå, og min dagligdag er gået i stå. Hver time tager langsomt til, og jeg tager en bid til.
   Min eksistens finder sted i en småslidt læderlænestol, der står ved siden af en storulækker dobbeltseng, der ligger opad køkkenet, der ligger opad toilettet. Jeg kan ikke komme op af stolen og ud af døren, selvom jeg gerne vil. Fysisk kan jeg sagtens. Hoppe, springe, løbe, synge. Smile og danse, svømme og plaske. Men det er alligevel lige meget med hvad jeg kan, og hvad jeg har lyst til.
   For det der fylder mere i mig, er det jeg ikke har lyst til.

Jeg vil gerne svømme, men ikke klæde om. Jeg vil gerne synge, men ikke varme op. Jeg vil gerne arbejde, men ikke tage bussen. Og derfor bliver jeg bare siddende i min lille lejlighed, uproduktiv og uattraktiv.
   Det eneste der vokser, er mit budget. Det eneste der bliver stærkere, er den grimasse jeg skærer, når jeg lugter mig selv under armen. Det eneste der bliver tyndere, er det hår der stadig sidder på issen.
   Jeg læser gamle tegneserier, og jeg passer på dem i en kasse, der ligger i hjørnet.
   Jeg læser misundelsesfuldt de reklamer jeg får i posten, og jeg smider dem i den fyldte skraldespand, der står i det modsatte hjørne.
   Jeg opdaterer min Facebook med en status om, hvor hårdt os der er på kontanthjælp har det, og jeg koger min tredje pakke nudler i dag. Hvad er klokken? Åh, allerede 14:27.

Jeg sukker, hælder kogende vand i en skål jeg genbruger for niende gang siden sidste opvask, og sætter mig tilbage i den lænestol, jeg ikke husker at jeg havde rejst mig fra, til at starte med. Ben op på bordet, gaffel ned i skålen. Tre hurtige blink med øjnene, så jeg kan holde mig vågen længere, og en SMS fra min vejleder fra den jobaktivering, jeg ikke er mødt op til.
   "Kommer du heller ikke i dag?"
   Jeg sukker, tager benene ned fra bordet, sætter skålen med nudler fra mig, svarer at jeg ikke føler at jeg orkede i dag, sukker endnu dybere, og mærker den enorme følelse af skyld kæmpe sig til overkanten i mit sind for tredje gang i den her uge. Folk er skuffet over mig. Og de bliver det tit. Ligesom jeg selv gør.
   De søde mennesker der sidder med ansvaret om at få mig ind i arbejdsmarkedet, undrer sig igen over hvorfor jeg ikke er mødt op, og jeg kommer med en grund, jeg ikke selv helt tror på.
   Der er jo en grund til, at jeg ikke møder op til at starte med. Der er en grund til, at jeg tager fem minutter mere om morgenen. Der er en grund til, at de fem minutter bliver til fem timer, og at de fem timer bliver til syv. Og Hver morgen stiller jeg mig selv spørgsmålet "Hvorfor".

Hvorfor bliver jeg væk, hvorfor sover jeg over mig, og hvorfor viser jeg intet engagement for det, der skulle forestille sig at give mig energi til dagligdagen igen? Hvorfor sidder jeg for mig selv, og lader mig blive kastet fra side til side af mine egne tanker, i stedet for at komme ud i verden, og mærke at jeg ikke er så ensom, som mine kolde betonvægge prøver på at bilde mig ind?

Jeg kender ikke svaret. Jeg kender ikke svaret til nogen af de spørgsmål jeg stiller mig selv, og jeg kender ikke svaret til de spørgsmål, min vejleder stiller mig, når hun bekymret ringer til mig klokken to om morgenen. Eller, eftermiddagen.
   Har jeg nogle gode grunde? Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har de der typiske gode grunde, som man altid kan finde på, så man kan distancere sig selv fra den skyld, der i sidste ende er udsprunget fra ens egne dødssynder.

"Jeg er en kunstnerisk sjæl, selvfølgelig er jeg træt! ", "Det er samfundet der dræner mig! ", og "Alting ville være så meget anderledes, hvis mine forældre blot havde opdraget mig anderledes! ".


Jeg ved godt at det ikke er rigtigt. Jeg får i hoved og røv, og ekstra til psyken.
   Jeg betaler min husleje for penge der ikke er mine, jeg kommer med undskyldninger der ikke er oprigtige, jeg lægger energien i de forkerte tanker, og jeg spiser nudler der er for varme.
   Alt for varme.
   Av for helvede, hvor er de varme!
   I refleks smider jeg gaflen, der havde kæmpet sig ind i min mund, fra mig. Nudlerne, olien og krydderierne der burde være i min mund, ligger nu på skrivebordet, tastaturet og gulvet, og gaflen ligger et sted under bordet. Jeg stønner aggressivt, for sådan noget sker altid for mig, og sætter skålen med det kogende melvand fra mig, imens jeg kigger på de fribrudne nudler, der kæmper sig ned mellem tasterne på mit tastatur. Jeg ruller med øjnene, vender mig om i min lænestol, kaster mig selv ned i min hvide seng med brune pletter, og ånder et lettet suk, imens jeg gnubber mit ansigt mod min pude. Jeg orker ikke tage mig af det snavsscenarie, der lige er eskaleret. Jeg får det nok fikset i morgen. Tror jeg. Men lige nu vil jeg sove. For selvom at jeg har sovet fire timer for meget, så er jeg så træt, at jeg kunne græde. Dag er blevet nat, og nat er blevet dag. Jeg kan ikke lave aftaler, jeg kan ikke socialisere mig, og jeg kan ikke møde op til jobaktivering. For når alle mine bekendte har deres øjne åbne, så er mine lukkede.
   Så jeg sidder bare for mig selv i min lille lejlighed og venter på at den virkelige verden former sig efter min, i stedet for at jeg ændrer min til dens. For verden drejer rundt, imens jeg sidder stille. Og jeg har glemt hvordan man kommer i gang igen.