Alt føles som tomgang, jeg rykker ikke


3 år siden 3 kommentarer Noveller stress eksistentialisme sanser

2Badeværelsesanatomi
To tommelfingre op i vejret, to pegefingre mod spejlet. Et spring... [...]
Blandede tekster · hverdag, ensomhed, magtesløshed
2 år siden
2Intim intermission - Julie Part 5
Larm. Fnidder. Fnis. · Papir på gulvene, støv i hjørnerne, og en læ... [...]
Noveller · efterår, fred, erotik
3 år siden
3Alt føles som tomgang, jeg rykker ikke
Klokken er 13:32. Skyerne er grå, hvor de burde være blå, og min ... [...]
Noveller · stress, eksistentialisme, sanser
3 år siden
9Hvis bare du ville tie stille
Jeg burde sove. · Jeg burde sove, men du holder mig vågen. · Du holde... [...]
Digte · forelskelse, skuffelse, hjerte
3 år siden
5Ensomhedens enigma
Det røde lys der stråler ned på mit ansigt, blænder mig en smule,... [...]
Noveller · begær, erkendelse, alene
3 år siden
6Papirets stilhed
Jeg sidder nu endnu en gang her for mig selv i mørket, med en kug... [...]
Noveller · forfatter, parforhold, tryghed
3 år siden
4Mine fødder er det eneste, der er mig
Det er svært at forestille sig. · Jeg har været vant til at trille ... [...]
Digte · håb, teenageliv, forelskelse
3 år siden
5Sig at jeg ikke er ligesom ham
Hej, du lille skabning, der ligger med hovedet under min arm. · Har... [...]
Digte · voldtægt, krop, forandring
3 år siden
4Succubusspil
Jeg sidder for mig selv inde på mit værelse. Det eneste lys, der ... [...]
Noveller · tabt lykke, teenageliv, tragedie
3 år siden
5Ambivalens
Det havde været så dejlig en dag. · For vi havde danset, festet, dr... [...]
Digte · forandring, savn
3 år siden
8Jeg onanerer til tegninger
Jeg onanerer til tegninger. · For når jeg ser tungerne klaske imod ... [...]
Digte · sex, tomhed, melankoli
4 år siden
7For Du Svarer Mig Ikke
Kære dig. · Jeg skrev dig en besked, men du fik vel aldrig svaret. · ... [...]
Digte · reflektion, afstandsforelskelse, tragedie
4 år siden
3En Euforisk, Erobret Engel - Julie part 4
Her ligger jeg, lille cølibatprinsesse. Med en klud på øjet, og e... [...]
Noveller · livet, teenageliv, erkendelse
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Oliver Toftild Boel (f. 1994)
Klokken er 13:32. Skyerne er grå, hvor de burde være blå, og min dagligdag er gået i stå. Hver time tager langsomt til, og jeg tager en bid til.
   Min eksistens finder sted i en småslidt læderlænestol, der står ved siden af en storulækker dobbeltseng, der ligger opad køkkenet, der ligger opad toilettet. Jeg kan ikke komme op af stolen og ud af døren, selvom jeg gerne vil. Fysisk kan jeg sagtens. Hoppe, springe, løbe, synge. Smile og danse, svømme og plaske. Men det er alligevel lige meget med hvad jeg kan, og hvad jeg har lyst til.
   For det der fylder mere i mig, er det jeg ikke har lyst til.

Jeg vil gerne svømme, men ikke klæde om. Jeg vil gerne synge, men ikke varme op. Jeg vil gerne arbejde, men ikke tage bussen. Og derfor bliver jeg bare siddende i min lille lejlighed, uproduktiv og uattraktiv.
   Det eneste der vokser, er mit budget. Det eneste der bliver stærkere, er den grimasse jeg skærer, når jeg lugter mig selv under armen. Det eneste der bliver tyndere, er det hår der stadig sidder på issen.
   Jeg læser gamle tegneserier, og jeg passer på dem i en kasse, der ligger i hjørnet.
   Jeg læser misundelsesfuldt de reklamer jeg får i posten, og jeg smider dem i den fyldte skraldespand, der står i det modsatte hjørne.
   Jeg opdaterer min Facebook med en status om, hvor hårdt os der er på kontanthjælp har det, og jeg koger min tredje pakke nudler i dag. Hvad er klokken? Åh, allerede 14:27.

Jeg sukker, hælder kogende vand i en skål jeg genbruger for niende gang siden sidste opvask, og sætter mig tilbage i den lænestol, jeg ikke husker at jeg havde rejst mig fra, til at starte med. Ben op på bordet, gaffel ned i skålen. Tre hurtige blink med øjnene, så jeg kan holde mig vågen længere, og en SMS fra min vejleder fra den jobaktivering, jeg ikke er mødt op til.
   "Kommer du heller ikke i dag?"
   Jeg sukker, tager benene ned fra bordet, sætter skålen med nudler fra mig, svarer at jeg ikke føler at jeg orkede i dag, sukker endnu dybere, og mærker den enorme følelse af skyld kæmpe sig til overkanten i mit sind for tredje gang i den her uge. Folk er skuffet over mig. Og de bliver det tit. Ligesom jeg selv gør.
   De søde mennesker der sidder med ansvaret om at få mig ind i arbejdsmarkedet, undrer sig igen over hvorfor jeg ikke er mødt op, og jeg kommer med en grund, jeg ikke selv helt tror på.
   Der er jo en grund til, at jeg ikke møder op til at starte med. Der er en grund til, at jeg tager fem minutter mere om morgenen. Der er en grund til, at de fem minutter bliver til fem timer, og at de fem timer bliver til syv. Og Hver morgen stiller jeg mig selv spørgsmålet "Hvorfor".

Hvorfor bliver jeg væk, hvorfor sover jeg over mig, og hvorfor viser jeg intet engagement for det, der skulle forestille sig at give mig energi til dagligdagen igen? Hvorfor sidder jeg for mig selv, og lader mig blive kastet fra side til side af mine egne tanker, i stedet for at komme ud i verden, og mærke at jeg ikke er så ensom, som mine kolde betonvægge prøver på at bilde mig ind?

Jeg kender ikke svaret. Jeg kender ikke svaret til nogen af de spørgsmål jeg stiller mig selv, og jeg kender ikke svaret til de spørgsmål, min vejleder stiller mig, når hun bekymret ringer til mig klokken to om morgenen. Eller, eftermiddagen.
   Har jeg nogle gode grunde? Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har de der typiske gode grunde, som man altid kan finde på, så man kan distancere sig selv fra den skyld, der i sidste ende er udsprunget fra ens egne dødssynder.

"Jeg er en kunstnerisk sjæl, selvfølgelig er jeg træt! ", "Det er samfundet der dræner mig! ", og "Alting ville være så meget anderledes, hvis mine forældre blot havde opdraget mig anderledes! ".


Jeg ved godt at det ikke er rigtigt. Jeg får i hoved og røv, og ekstra til psyken.
   Jeg betaler min husleje for penge der ikke er mine, jeg kommer med undskyldninger der ikke er oprigtige, jeg lægger energien i de forkerte tanker, og jeg spiser nudler der er for varme.
   Alt for varme.
   Av for helvede, hvor er de varme!
   I refleks smider jeg gaflen, der havde kæmpet sig ind i min mund, fra mig. Nudlerne, olien og krydderierne der burde være i min mund, ligger nu på skrivebordet, tastaturet og gulvet, og gaflen ligger et sted under bordet. Jeg stønner aggressivt, for sådan noget sker altid for mig, og sætter skålen med det kogende melvand fra mig, imens jeg kigger på de fribrudne nudler, der kæmper sig ned mellem tasterne på mit tastatur. Jeg ruller med øjnene, vender mig om i min lænestol, kaster mig selv ned i min hvide seng med brune pletter, og ånder et lettet suk, imens jeg gnubber mit ansigt mod min pude. Jeg orker ikke tage mig af det snavsscenarie, der lige er eskaleret. Jeg får det nok fikset i morgen. Tror jeg. Men lige nu vil jeg sove. For selvom at jeg har sovet fire timer for meget, så er jeg så træt, at jeg kunne græde. Dag er blevet nat, og nat er blevet dag. Jeg kan ikke lave aftaler, jeg kan ikke socialisere mig, og jeg kan ikke møde op til jobaktivering. For når alle mine bekendte har deres øjne åbne, så er mine lukkede.
   Så jeg sidder bare for mig selv i min lille lejlighed og venter på at den virkelige verden former sig efter min, i stedet for at jeg ændrer min til dens. For verden drejer rundt, imens jeg sidder stille. Og jeg har glemt hvordan man kommer i gang igen.
Forfatterbemærkninger
Efter 4 måneders tørke, er jeg endelig en smule i gang igen! Jeg håber I kan lide den. :) PS: Ja, min overskrift er tyvstjålet af Shaka Loveless. Jeg har ingen skam i livet, og jeg syntes at det var lidt spændende at bruge en sætning, der egentlig er en andens.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/10-2016 07:27 af Oliver Toftild Boel (Olimshk) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 980 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.