Badeværelsesanatomi


3 år siden 2 kommentarer Blandede tekster hverdag ensomhed magtesløshed

2Badeværelsesanatomi
To tommelfingre op i vejret, to pegefingre mod spejlet. Et spring... [...]
Blandede tekster · hverdag, ensomhed, magtesløshed
3 år siden
2Intim intermission - Julie Part 5
Larm. Fnidder. Fnis. · Papir på gulvene, støv i hjørnerne, og en læ... [...]
Noveller · efterår, fred, erotik
3 år siden
3Alt føles som tomgang, jeg rykker ikke
Klokken er 13:32. Skyerne er grå, hvor de burde være blå, og min ... [...]
Noveller · stress, eksistentialisme, sanser
3 år siden
11Hvis bare du ville tie stille
Jeg burde sove. · Jeg burde sove, men du holder mig vågen. · Du holde... [...]
Digte · forelskelse, skuffelse, hjerte
4 år siden
5Ensomhedens enigma
Det røde lys der stråler ned på mit ansigt, blænder mig en smule,... [...]
Noveller · begær, erkendelse, alene
4 år siden
6Papirets stilhed
Jeg sidder nu endnu en gang her for mig selv i mørket, med en kug... [...]
Noveller · forfatter, parforhold, tryghed
4 år siden
4Mine fødder er det eneste, der er mig
Det er svært at forestille sig. · Jeg har været vant til at trille ... [...]
Digte · håb, teenageliv, forelskelse
4 år siden
5Sig at jeg ikke er ligesom ham
Hej, du lille skabning, der ligger med hovedet under min arm. · Har... [...]
Digte · voldtægt, krop, forandring
4 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Oliver Toftild Boel (f. 1994)
To tommelfingre op i vejret, to pegefingre mod spejlet. Et spring for at skifte støttebenet, og endnu et tvillingepistolskud imod spejlbilledet af den kvabsede mand, der med et skævt øjenbryn, og et akavet smil, står og stirrer sig selv i øjnene. Et suk resonerer i det fugtige, blå badeværelse, der får det til at føles som om at loftet langsomt trækker sig mod gulvet. Klaustrofobisk. Indelukket. Klamt.
Det er de ord man kunne bruge på at beskrive denne krop man ser afspejlet i denne andendimension. Man ser det uoverbevisende grin der prøver på at skjule en hemmelig gråd, og man ser en hånd køre over det tynde hår, i håbet om at det kan bindes op i en knude, for blot at blive skuffet over, at det bare bliver grebet af tyngdekraften igen, og fremhæver de høje tindinger, den tynde isse, og de triste hundeøjne, der har opfanget det hele.
Der er gået tid. Masser af tid.

For hver dag der er gået, er der spildt tid, der kunne bruges på at skabe glæde.
For hver uge der er gået, er der spildt tid, kunne blive brugt i en andens arme.
For hver måned der er gået, kunne blive brugt på at acceptere den man var, i stedet for at smide en sjettedel af kropsvægten, for bare at den skulle komme stærkt tilbage.
Det enorme tab af tid vejer kroppen ned. Benene kan mærke det, ryggen kan mærke det, og øjnene kan se hvordan det gør det sværere for dem at holde resten af kroppen oppe.

Det er vægtens skyld, det er tindingernes skyld, siger munden mumlende ned i vasken. Så det bliver skjult.
Der bliver taget en tyk trøje på, og hovedet bliver svagt slået ind i det duggede badeværelsespejl gentagende gange, indtil naboen irriteret slår tilbage.
Benene bliver skræmt af væggen der svarede, og de blå fliser der pludselig føltes som om de trak sig tættere.
Så de flygter ind i den lille stue, hvor der ligger gamle, firkantede minder, spredt over det hele, som hjernen dybt inde godt ved kun blev taget på gode dage, på gode tidspunkter, og med dårlige grunde. En falsk fortid, som der virker til at være bedre end den tid den sidder fast i nu.
Hjertet banker hårdt, og prøver på at kæmpe sig op forbi adamsæblet. Det vil ud af det det sidder i, og ind i de billeder der virker så meget gladere og farverige, end det er lige nu, i den lysegrå stue, og den melankolske, blå krop.
Øjnene kan genkende de andre øjne, som de dengang nød at ligge helt op ad, og de kan mærke at de savner dem. De kan mærke at de ikke selv har ændret sig, men at deres andre venner i kroppen har. Og derfor begynder de langsomt at blive vådere og vådere på sine venners vegne, imens polaroidbilledet kommer tættere og tættere på, indtil de ikke kan trække vejret mere. De mærker hvordan at deres venner alle virker rolige, men utilpas. Stille, men larmende. De kan mærke deres venners følelser på sig selv, og derfor græder de. De græder, fordi de sådan ville ønske at deres venner kunne se det lys, som de hele tiden siger der findes. Men i stedet for at lytte til dem der kan se lyset, vælger de at følge deres eget mørke, spilde deres tid, og omfavne hinanden, fordi at de føler sig så alene.
Forfatterbemærkninger
Jeg har haft et lille 'hiatus'. Første tekst jeg har skrevet i et halvt år. Ikke mit bedste værk, men følte alligevel for at dele det til de folk der kan lide at følge med! Min udfordring lød på ikke at bruge ord som man, mig dig, jeg, os, vi

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/05-2017 21:41 af Oliver Toftild Boel (Olimshk) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 568 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.