En Euforisk, Erobret Engel - Julie part 4


3 år siden 3 kommentarer Noveller livet teenageliv erkendelse

2Badeværelsesanatomi
To tommelfingre op i vejret, to pegefingre mod spejlet. Et spring... [...]
Blandede tekster · hverdag, ensomhed, magtesløshed
2 år siden
2Intim intermission - Julie Part 5
Larm. Fnidder. Fnis. · Papir på gulvene, støv i hjørnerne, og en læ... [...]
Noveller · efterår, fred, erotik
3 år siden
3Alt føles som tomgang, jeg rykker ikke
Klokken er 13:32. Skyerne er grå, hvor de burde være blå, og min ... [...]
Noveller · stress, eksistentialisme, sanser
3 år siden
9Hvis bare du ville tie stille
Jeg burde sove. · Jeg burde sove, men du holder mig vågen. · Du holde... [...]
Digte · forelskelse, skuffelse, hjerte
3 år siden
5Ensomhedens enigma
Det røde lys der stråler ned på mit ansigt, blænder mig en smule,... [...]
Noveller · begær, erkendelse, alene
3 år siden
6Papirets stilhed
Jeg sidder nu endnu en gang her for mig selv i mørket, med en kug... [...]
Noveller · forfatter, parforhold, tryghed
3 år siden
4Mine fødder er det eneste, der er mig
Det er svært at forestille sig. · Jeg har været vant til at trille ... [...]
Digte · håb, teenageliv, forelskelse
3 år siden
5Sig at jeg ikke er ligesom ham
Hej, du lille skabning, der ligger med hovedet under min arm. · Har... [...]
Digte · voldtægt, krop, forandring
3 år siden
4Succubusspil
Jeg sidder for mig selv inde på mit værelse. Det eneste lys, der ... [...]
Noveller · tabt lykke, teenageliv, tragedie
3 år siden
5Ambivalens
Det havde været så dejlig en dag. · For vi havde danset, festet, dr... [...]
Digte · forandring, savn
3 år siden
8Jeg onanerer til tegninger
Jeg onanerer til tegninger. · For når jeg ser tungerne klaske imod ... [...]
Digte · sex, tomhed, melankoli
3 år siden
7For Du Svarer Mig Ikke
Kære dig. · Jeg skrev dig en besked, men du fik vel aldrig svaret. · ... [...]
Digte · reflektion, afstandsforelskelse, tragedie
3 år siden
3En Euforisk, Erobret Engel - Julie part 4
Her ligger jeg, lille cølibatprinsesse. Med en klud på øjet, og e... [...]
Noveller · livet, teenageliv, erkendelse
3 år siden
7Musens Hjerte
Jeg kigger hende dybt ind disse mørkeblå øjne, der reflekterer al... [...]
Livshistorier · hjertesorg, følelser, fantasi
3 år siden
7Introversiel intimitet
Neglene bliver kortere. · Pupillerne bliver mindre. · Nervøsiteten bl... [...]
Digte · reflektion, virkelighed, sex
4 år siden
6Klaustrofobisk Klædekasse - Julie pt. 3
Stram, strammere, strammest. Bukser, trøjer, T-shirts, kjoler, st... [...]
Noveller · samfundskritik, ungdom, følelser
4 år siden
4Kattekoppen og Matasmasken - Julie pt. 2
Der breder sig en svag, gennemsigtig røg igennem det lille, brunv... [...]
Noveller · usikkerhed, humor, teenagere
4 år siden
7Mørk himmel, sort jul - Julie pt. 1
Det er den første December. · Eller, en sen dag i November. Jeg kan... [...]
Noveller · juletid, krisehåndtering, selvbedrag
4 år siden
6De Unge Kan Ikke Være Trætte
Så sidder man her igen. · Endnu en gang foran tastaturet. Med de sm... [...]
Digte · teenageliv, hverdagen, drømme
4 år siden
7Et tomt stykke kød
Hendes hår er mellemlangt og blond. Øjnene er brune, og læberne e... [...]
Blandede tekster · hverdagen, alkohol, tabt mulighed
4 år siden
4Fra Lam Til Får
Jeg lukker øjnene. Rundtosset. · Farver render rundt over det hele.... [...]
Digte · skuffelse, sex, eksistentielt
4 år siden
6En dansk flygtning
Jeg burde ikke føle det, som jeg føler. · Hun er ikke noget speciel... [...]
Digte · kærlighed, død, håb
4 år siden
8Han Drikker
Nu skete der igen. · Han har stået for enden af mit værelse, med de... [...]
Blandede tekster · alkoholiker, desperation, melankoli
4 år siden
4Feber
Med feber malet på panden, ligger du og ryster i din seng. Med ar... [...]
Blandede tekster · hjertesorg, afmagt, sygdom
4 år siden
6Tid der bliver spist
Livet går alt, alt for stærkt. · Den lille viser tikker hurtigt, de... [...]
Blandede tekster · tiden, virkelighed, melankoli
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Oliver Toftild Boel (f. 1994)
Her ligger jeg, lille cølibatprinsesse. Med en klud på øjet, og et overbeskyttende XXL-tæppe, der dækker den del af kroppen, hvor tøjet, der ikke er tørret endnu, ikke sidder hvor det plejer. Sveden pibler ned af min pande, glider nedad ved tindingen, og rammer det hvide lagen, jeg har plantet min halvnøgne krop på. Varmt og indbydende de steder, hvor jeg har ligget. Koldt og afvisende de steder, hvor jeg ikke har.
   Jeg åbner det øje, der ikke har et blokeret udsyn fra en fugtig fiberklud, og kigger som et panoramafoto igennem det alt for store soveværelse. Det er en gammel lejlighed, han bor i, åbenbart. Den kunne sagtens trænge til en kærlig hånd. Eller en moderne hånd, måske. Væggene er hjortebrune, gulvbrædderne har gamle vandskader, og dørene trænger til en ny omgang sort maling. Gammelt. Uisoleret. Men hyggeligt. Der er en underlig stemning i lokalet, der danser rundt med lyden af vandkogeren der brager i køkkenet ved siden af, larmen fra regnen, der knalder ned på ruderne, og underboen der spiller lidt for høj elektronmusik, man burde kunne retsforfølges for at tvinge andre folk til at lytte til.
   Men alligevel er det rart, at der er lyd i det ellers så rolige lokale. Min egen iPod var gået i stykker sidste år, og jeg har hverken haft råd til at købe høretelefoner eller dyre telefoner, der kan genafspille de gamle R&B samt rocknumre, jeg har været så glad for igennem tiden. Måske også noget John Mayer. Helt klart noget John Mayer, faktisk. Det bliver tit spillet i klassen, når der er en eller anden tomsjælet klassekammerat, der tænder for klassens radio, der har en subwoofer der er sprunget. Nogle gange kommer der horribelt dansktop, andre gange kommer der ulækkert, moderne musik, og nogle få gange kommer der sange med folk, som Mayer, eller andre solister eller bands, man rent faktisk stadigvæk kan kalde kunstnere.
   Jeg sukker, og kigger op i loftet. Vandkogeren stopper med at larme, og bliver erstattet af lyden af en væske, der bliver hældt op i en lille beholder. En kop, kunne jeg forestille mig. Selvom det måske er en smule specifikt. Måske er det helt præcist. Men mit hoved dunker, og jeg vil ærligt talt bare have en smule fred. Tv'et der står akavet i det nøgne hjørne har jeg også slukket, da det stod tændt, da han var gået ind i køkkenet.
   "Med eller uden sukker?" bliver der råbt ude fra køkkenet. Jeg krummer mine tæer, og stønner lidt af smerte. "med! Så meget som muligt!" råber jeg tilbage, og hoster straks bagefter. Min krop og mit sind er smadret efter i går, der var en meget begivenhedsfuld situation med mine daværende veninder. Jeg bløder ikke længere, men mine øjne kan stadigvæk finde på at lække væske i ny og næ, når jeg bliver ramt af eftermælet af chokket fra i går. Jeg er så skræmt... Jeg er så patetisk. Og jeg ved ikke, hvad det er, jeg laver.
   "Te til tøsen!" råber Martin, imens hans løbende skikkelse bliver spyttet ud af den åbne køkkendør. Han holder to håndtagsløse kopper - en til hver hånd, og løber lidt hurtigere end han burde, når man er indenfor. Det kan jeg forestille mig, at han også tænker, da han - i et forsøg på at sætte farten ned, kommer til at få den varme te til at skvulpe en smule over koppekanten, og brænder sin hånd, der afbøder faldet for de retirerende kogedråber. Det gør tydeligvis ondt, da han med det samme fører begge kopper ned mod gulvet for ikke at brænde hænderne yderligere. Det lykkedes ham dog at stille dem, så det kun var halvdelen af det brændende indhold, der nåede at skolde ham, og at der stadigvæk er noget at drikke efter den ulykkelige, og lidt morsomme episode.
   Jeg har under hans lille cirkusoptræden sat mig op, og har siddet og fnist med en hånd foran munden. I mit hoved har jeg været ufatteligt cute og sød, men i virkeligheden har jeg sikkert siddet og gryntet som et afføringselskende landbrugsdyr, på grund af min stoppede næse og voldbollede hals.
   "Nå, virker pillerne?" spørger Martin, og sætter sig ned ved siden af glassene, der står for enden af sengen. Jeg skimter hen til vindueskarmen, hvor der står et nu tomt glas vand, og et mindre glas, der stadigvæk er fyldt med piller. Jeg får en klump i halsen af bare at se på dem, så jeg vælger at tage kluden, der ligger på mit venstre øje, spreder den, så den også blokerer for det højre øje, og lægger mig ned igen.
   "Nej" mumler jeg gnavent. Han reaktion er et bøvet grin. "Du er sød når du skammer dig over dig selv, ved du godt det? " siger hans stemme, der har kæmpet sig op på sengekanten, i stedet for at sidde på gulvet. Jeg får en klump i halsen, og min mave trækker sig en smule sammen. "Nå", svarer køligt, og sukker svagt. Jeg er glad for at han siger det, det er ikke det. Faktisk, så gør det mig utroligt glad. Det er bare svært at rumme, at der er nogen, der reagerer anderledes på mine reaktioner. De fleste ville med det samme have flygtet sydpå med fuglestrømmen, eller nordpå med flygtningestrømmen. Men ham her er det ikke lykkedes mig at skræmme væk, og det skræmmer mig. Selvom at jeg også er rigtig glad for det.
   "Hvorfor tager du dem egentlig ikke, hvis du har det skidt?" siger han, imens han rejser sig op for at tage koppen med pillerne op. "Jeg kan ikke lide at spise piller", siger jeg. Jeg tager kluden væk fra højre øje igen, og får den til at ligge på det venstre, som den gjorde, før jeg begyndte at pille ved den. Jeg har brug for at se ham - se på ham. Se, hvordan det er han reagerer når jeg snakker.
   Lige nu står han og venter på en fortsættelse på min tidligere sætning. "De smager skidt", svarer jeg, for at undgå forklaringen om de forskellige bivirkninger jeg har oplevet fra de piller, jeg har taget igennem tiden. Lykkepiller, ritalin, antidepressiver, eller andre piller, psykiateren har kastet efter mig, i håbet om, at jeg ville blive tilfreds med dem, og stoppe med at komme til hendes møder. De har alle været forfærdelige at få ned, og de har alle været forfærdelige at have i kroppen. Så hver gang jeg ser en pille, eller lugter noget, der stinker af hospital, så svarer min mave igen med enorm kvalme og mit hoved svarer med rundtossethed.
   "Nå, men jeg siger altså at du skal tage dem", siger han, og samler en af tekopperne op fra gulvet, går hen til den side af sengen, jeg ligger på, og holder både tekoppen og pilleglasset over mig. Jeg sukker, og griber ud efter begge beholdere. Jeg har tabt magtkampen, og jeg lader ham bare bestemme. Det er aldrig sket før - jeg plejer altid at være hende, der aldrig lader andre få sin vilje. Men af en eller anden grund...
   Jeg sætter mig op, så kluden falder af venstre øje, og kigger på begge glas. Pilleglasset er meget bette. Et shotsglas, ved nærmere eftersyn, og tekruset kan nok rumme en halv liter. Sjovt, jeg troede, at mere af det krydderitilsatte kogevand var røget ud, men han har sikkert givet mig den kop, der røg mindst ud af. Jeg smiler til ham, tager beslutningen om at være en vild tøs, fyrer alle seks piller i kæften, som var det et shot, og hælder den varme væske ned i halsen.
   Hosten og pusten, jeg vælter omkuld. Jeg havde troet, at teen var koldere, og jeg havde håbet på, at pillerne var nemmere at sluge. Men medicinkapslerne ville ikke ned, og da jeg brændte min mund ved at hælde alt for meget te i kæften, svarede min krop igen, og sendte det hele ud den vej, det var kommet ind, i en bevægelse jeg ikke kan kontrollere, så jeg taber kontrol over koppen med teen, der vælter ud over tæppet, trænger igennem det selvsamme tæppe, lander på min sårbare mave, og brænder mig igennem det. Jeg sætter i et lille hvin, da jeg mærker smerten på maven, og sparker i en refleks, tæppet forskrækket af mig. Den kolde vind fra vinduerne aer min nu halvnøgne krop, og mit ansigt bliver rødt, da jeg kommer i tanke om, at jeg i dette moment ligger og blotter min feminine figur over for manden, der sidder ved siden af mig, hvis øjne hurtigt åbnes i overraskelse over synet af min halve nøgenhed.
   Han sidder stille i et par sekunder med en mund, der ikke er helt lukket, før han udbryder "kom du noget til, Julie!?", tager fat i tæppet og tørrer hurtigt den varme te væk, samler pillerne op, og begynder at gribe fat i den del af dynen, som jeg ikke ligger på, og lægger den over min blottede skikkelse. Han lægger en bred hånd på min kind, tager sit ansigt en anelse for tæt på min mund, lægger den anden hånd ved siden af mig, og siger lavt, at han vil ud og kigge til det våde tøj, der hænger til tørre i badeværelset. Lige så hurtigt det tog ham at reagere på min ulykke, tog det ham at forsvinde igen. Jeg sukker over at han gik, for ærligt talt ville jeg ønske, at han var blevet, og måske holdt mig på kinden lidt mere. Hvorfor gik han overhovedet, og hvorfor dækkede han mig til så hurtigt? Er jeg virkelig så grim, fordi at jeg ikke går med makeup? Ser jeg virkelig så dårligt ud, på grund af at jeg blev overfaldet af pigerne i går? Fordi at jeg hoster og snotter, og ligner noget, der har været hele vejen igennem et overvægtigt kreaturs fordøjelsessytem?
   Jeg ryster hovedet, og lægger mig ned igen. Jeg kan ikke tillade mig at tænke sådan nogle tanker om ham, når han tager sig sådan af mig. Egentligt, så kan jeg godt forstå, hvis han er skræmt af at se mig sådan, som jeg er lige nu. Jeg ligner et lig, der er ved at gå i forrådnelse. Med blå og gule pletter over det hele, en flækket læbe, og med et venstre øje, der er helt rødt og hævet. Og så endda larmende, vred og irritabel. Han burde sparke mig ud, for at være sådan en belastning.
   Selvom at det virkelig er rart, at han tager sig af mig...
   Jeg tænker tilbage på, hvad der skete i går. Jeg skimter over situationen med tøjprøveriet, pigerne og deres skænderier, deres brutale overfald på mig... men mest på ham. Jeg tænker tilbage på, da han satte mig på bænken, rørte mine læber med sine egne, og hvordan han løftede mig ind i bussen, fordi at han kunne gætte sig til, at mine ben havde fået lige så meget tæsk som resten af kroppen. Jeg tænker på, da jeg råbte af ham, da vi stod ud af bussen, fordi at han foreslog at bære mig hjem til ham, og at en stormregn fyldte vejene op med vand, det sekund jeg afslog hans løftetur. Jeg husker, hvordan regnen plørede mit tøj til, den kolde virkelighedsfølelse da mine ben ikke kunne holde mig oppe, og jeg faldt ned i en enorm, nyfødt vandpyt, og hvordan han imod min vilje bar mig resten af vejen, selvom jeg sad på hans ryg og råbte skarnsord af ham, imens jeg slog ham på skulderen, med en halvknuget næve. Og jeg husker, hvordan han med fristede, men kæmpende øjne klædte mig af, lagde mig hen på sengen, med hans bløde dyne, våde klude i hovedet, for at fjerne hævningerne, kom med te til mig, fordi at jeg sagde at jeg frøs, og sov på den anden side af sengen uden dyne, hele natten, kun med en hullet overtrækstrøje fra sin far, der holdt ham varm.
   En hulken melder sig, og jeg begynder at flæbe som et lille barn, der lige har slået sin bedste ven i øjet. For fanden, hvor er jeg et forfærdeligt menneske. Hvordan kan jeg tillade mig selv at tvinge ham til så meget? Og ikke give ham noget for det? Hvorfor gør han det overhovedet? Mit hoved... jeg tror at det smelter. Det gør så ondt...
   Hans skikkelse kommer endnu engang ud af den åbne køkkendør, og jeg sætter mig op, og trækker dynen op, for at beskytte mit halvblottede bryst. Han smiler, og har mine cowboybukser og den nye tyvetrøje med ind. "De stykker kluns her blev godt nok også våde, da du faldt, men de er rent faktisk tørrede en smule, kontra det tøj, der røg med dig i pytten, der stadigvæk er lidt vådt, selv efter så lang tid! ". Han havde sikkert glemt at folde tøjet ordentligt, så det kunne dampe ordentligt af, for helt fra sengen af, kan jeg stadigvæk skimte de mange krøller, mit tøj har fået. Utroligt at han ikke har tænkt længere. Men måske ved han ikke bedre? Det er vel ikke så tit, at man er nødt til at tørre tøj for en spade, der mister balancen...
   Tøjet i hans hænder har nu forladt dem, og ligger oven på dynen, foran mine skjulte ben på sengen. Han har sat sig på sengekanten, og kigger ud i lokalet. 180 grader væk fra, hvor det er jeg sidder. Tårerne, der har siddet og ventet til det rette moment i øjnene, begynder nu at falde ud af øjenhulerne, og søler det hvide dynebetræk, der ligger ovenpå mig. "Hvad laver du?" siger jeg, og tørrer øjnene med mine fingre. "Jeg tænker bare, at du gerne vil klæde lidt på... så... hvis nu du følte dig blottet, så ville jeg ikke stirre". Jeg synker en kæmpe klat spyt, der sikkert har en forkert farve, og hvisker lavt "Er du sikker på, at det ikke er fordi at jeg er grim?". Imens jeg har sagt den sætning, har jeg taget dynen af, så jeg sidder halvt afklædt i denne kongeseng. Han vender sig hurtigt, siger lidt for højt "hvad fanden er det du tænker på?! Sådan noget må du aldrig sige! Du er den smukkeste pige, jeg nogensinde har-" han stopper sin sætning, da han ser, at jeg har taget dynen af, og sidder på hans seng, kun med undertøj på det sted, dynen stadigvæk blokerer hans synspunkt, og rød i hele bægeret. Han komplimenterede mig. Han synes slet ikke, at jeg er grim at se på...? Er det virkelig noget, så simpelt, som respekt for mit eget privatliv, at han opfører sig på sådan en mistænksom måde? En mistænksom måde, der virker så uskyldig, at jeg selv har taget dynen af mig selv?
   "... Også selvom, at jeg er gul og blå over det hele? ". Han kigger væk igen. Det virker til, at han ryster over hele kroppen, og hans hals har fået en rødere kulør, end den havde for to minutter siden. Hvad betyder det? Hvad skal jeg gøre? Hvorfor ryster han? Og hvorfor dunker mit hjerte som besat? Jeg ved ikke, hvad det er der sker... Jeg ved ikke, hvad det er jeg føler. Og jeg ved ikke, hvorfor jeg kravler langs sengen hen til ham, lægger to arme omkring hans nakke, med hænder der foldes ved hans brystkasse, og læner mine bryster op af hans ryg. Og jeg ved ikke hvorfor, at han stivner i det sekund, at jeg gør det.
   "Hvad så?" siger jeg lavt, med to læber der er drillende tæt på hans øre. Min udånding får ham med det samme til at stivne i hele kroppen, og derefter slappe af på en ubeskriveligt anstrengt, men afslappet måde. Jeg kan ikke se hans ansigt ordentligt, men jeg kan mærke på hele hans person, at han kæmper alt hvad han kan, for ikke at kigge bagud.
   Han synker.
   Min krop bliver varmere
   Og hans vejrtrækning er blevet hårdere.
   Men jeg hænger stadigvæk på hans ryg. Og min højre pegefingre tegner omvendte tal på hans brystkasse, imens han sidder, og prøver på at finde ud af, hvad det er han skal gøre. Det er lidt sjovt at se ham i den her situation. Som om at han pludselig er skrumpet til den halve størrelse, af hvad han var før. Jeg har altid syntes, at han har haft brede skuldre, men nu virker de smallere end mine. Det har altid været ham, der har kigget ned på mig, som en bevogtende fugl, men nu er det mig, der har hagen på hans hoved.
   "Hvad... hvad er det du laver?" siger han, efter en lang pause. Hans rysten tager endnu mere til, som om han er gået i chok, eller krampe. Og ærligt talt, så ved jeg ikke, hvad det er, at jeg skal svare ham. Jeg ved slet ikke, hvad det er jeg laver. Jeg er udmærket klar over, at jeg sidder med halvblottede bryster bag ham, og drillende puster ham i øret.
   Men jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det.
   Jeg ved ikke, hvad det er, at jeg vil have ham til at gøre.
   "Ikke noget", siger jeg opgivende, tager armene væk fra hans torso, og lægger mig på ryggen på sengen. "Du opfører dig altså underligt, Julie", siger han, imens han sidder og triller tommelfingre, og kigger ned i jorden.
   "Det gør du også", mumler jeg vredt, og vender mig om, så jeg ligger på maven. "Du gør jo ikke noget". Han svarer mig ikke engang. Han triller bare videre. Er han dum i hovedet, eller hvad? Jeg ligger her, en umenneskeligt smuk skabning, bare med nogle få skønhedspletter, og han gider ikke engang at prøve på at røre mig? Tog jeg fejl med, at han bare prøvede på at respektere mit privatliv?
   Hvorfor vil han ikke røre mig...?
   Hvorfor vil han ikke røre mig?
   Er der ikke nok nogen, der vil være sød at fortælle mig, hvorfor han ikke vil røre mig???
   Jeg begynder langsomt at ryste en smule. Min vejrtrækning bliver lettere end den var før, og det føles som om, at den enorme varme, der blev bragt af bålet indeni mig, er blevet erstattet af indlandsisen. Som et vådt bål.
   "Vil du ikke nok være sød at røre mig...? ". Sætningen forer ud af mig, så jeg hviner ordene ned i sengen, så sætningen bliver dæmpet, og lagnet bliver vådt af mine øjne, der endnu en gang blander sig i ting, de ikke burde.
   "Hvad sagde du?" siger han, og vender sig om, tror jeg. Nu er han nødt til at forstå det. Hvis nu jeg siger det direkte, så kan det være, at han rent faktisk fatter noget. Det har jeg hørt historier om. At mænd ikke kan tænke abstrakt. Hvad nu hvis at jeg siger noget direkte? Som en kommando? Eller som en tjeneste? Som en eller anden hund, der skal hente et ben? Skal jeg, skal jeg ikke? Jeg... jeg tror at jeg vil prøve.
   "Rør mig" gentager jeg, vredt, og kigger op imod ham, med et forventende blik.
   Og så skete der pludselig noget. Det slog klik, der blev tændt på en knap, der blev sat gang i en skovbrand. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Men havde kastet sig hen imod mig, han vendt mig om, op imod ham, dyrisk kastet sin mund ned mod min, så vores tænder havde slået sammen, og smidt hele sin krop oven på min, så jeg ikke kunne skubbe ham væk. Fanget, som et dyr, eller en slave i lænker.
   Ikke en centimeter kunne jeg bevæge mig. Hvis jeg bevægede mine arme, greb han fat i dem. Hvis jeg bevægede mine ben, så løftede han hele min krop i stedet. Og uden at fjerne sin mund fra mine læber, mine ører eller min hals. Som en dominerende igle, sad han fast på mig, og kastede mig rundt i sengen. Som en amerikansk mor, der rev udsalgstøjet af en mannequindukke af, i en H&M på en Black Friday, rev han min bh af, uden at tænke over mit skræmte blik over den første mand, der nogensinde har set mine to lyserøde forlygter, og kyssede videre på min nu røde og blå hals.
   "Vent!" råber jeg, da jeg kan mærke, at han tager to fingre under min trussekant, og skal til at hive ud. Jeg er slet ikke parat til sådan noget. Jeg ved ikke hvad der sker, jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere, og jeg ved ikke hvad jeg har gjort. "Hvad mener du?" siger Martin, og kigger forvirret på mig, og fryser langsomt mere og mere til is, for hvert nanosekund jeg skræmt kigger på ham, med en hånd på den øreflip, jeg ikke havde lagt mærke til, han næsten bed af, for kort tid siden.
   "...Jeg vil gerne at vi tager det lidt langsommere" siger jeg, og rødmer, da jeg kigger ned på mine blottede bryster.
   Mine. Blottede. Bryster.
   Det er første gang, at jeg har vist dem til nogen. Jeg havde forventet, at en eller anden form for wow-effekt havde akkumuleret så meget igennem året, hvor ingen havde haft muligheden eller lov til at kigge direkte på D-raketter, at hans øjne ville springe ud af øjenhulerne, tænderne flyve ud af munden, og hænderne hen på brysterne, for at erstatte den BH han har ødelagt elastikken på nu, da han ikke kunne finde ud af at pille den åben på ryggen. Men han havde knapt nok kigget på dem, han havde bare kysset mig så mange steder i mit hoved, at jeg er overrasket ikke at have savl på mine øjenæbler, og kort en hånd op og ned af min talje.
   "E...er...er det din første gang?" stammer han, og bryder mig ud fra mit tankespind og min forfærdelse over, at han kan se min faste, farvefyldte figur, i hele sin helhed, og to fingre, der stadigvæk ligger og hviler under mine lyserøde trusser. Jeg kigger på ham med øjne, der langsomt bliver vådere og vådere, og nikker. Jeg kan ikke sige det til ham. Jeg er 19 år gammel, dansk, gudesmuk, og åbenbart også jomfru. Jeg havde håbet på, at jeg kunne springe over humplet, der hedder "uerfaren" og "jomfruelig", og bare gå i gang med det samme at være en sengedronning, der kunne få fyren til at fremhæve nye kulører i øjenæblerne af ren nydelse. Men da det rent faktisk kom til stykket, så er jeg bare en kujon. En kujon, der bare gerne vil flygte med sin hymen i god behold.
   "...måske" svarer jeg, og sætter en arm over mine bryster, og kigger væk. Tårerne har jeg for den første gang vundet over, så de trillede ikke ned, for første gang i lang tid. Måske af skam over mig selv, måske af skuffelse. Måske fordi at nu ville ikke være det rigtige tidspunkt at græde. Specielt ikke, når jeg ligger og trækker vejret så kraftigt, som jeg gør.
   "Ved du hvad?" siger han, fjerner sine fingre fra min trussekant, lægger sig ovenpå mig, og kysser mig på kinden. "Det er jeg også."
   Kaboom. Fireworks. Ildebrand i mit sind. Eksplosioner i mange farvefyldte mønstre, og stjerner for mine øjne. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det i billeder, men det føles overrumplende. Her ligger den her ufatteligt succesfulde jæger, jeg ville kalde for Beckham, hvis jeg ikke vidste bedre, og så prøver han på at bilde mig ind at han aldrig har leget med køddukker før? Han må have spist søm. Hvordan kunne han så opføre sig sådan, som han gjorde før, hvis han aldrig har rørt en pige på den måde? Hvorfor ligner han, at han er den største kussekonge kongeriet, når han ikke engang har pumpet en container fyldt med sin immigrationsvæske før?
   "Du lyver. Hvis du virkelig var, så kunne du slet ikke finde ud af det du gjorde før, og opføre dig sådan." siger jeg, og vender mit hoved væk fra hans mund, der stadigvæk kysser min kind svagt, med få sekunders mellemrum.
   "Jeg er ikke glad for at sige det, vel" siger han roligt, og kysser mig på kinden igen. "Man kan lære rimelig meget fra internetvideoer... "
   Og så skete der noget indeni mig. Tilgivelse, forståelse, skuffelse over, at han kunne finde på at se sådan noget... men mest min brunst. Og pludselig var han i gang igen på samme måde, som han var før. Jeg mærkede, hvordan en fugtig varme bredte sig imellem mine ben, da han langsomt kærtegnede forskellige erogenzoner, jeg ikke anede eksisterede, hvordan han med sine bevægelser fik mig overtalt til at tage mit sidste bomuldsforsvar af, og hvordan jeg nikkede, da han spurgte, om jeg var parat. Med andre ord, han kom længere, end han gjorde før, for få minutter siden.
   Han kom helt ind.
   Og han kom indeni.
Forfatterbemærkninger
Endelig! Jeg sad fast med den her historie i en måned, og kunne ikke få den sluttet ordentligt. Det er en enorm byrde der er hoppet af mine skuldre, og jeg er glad, tilfreds med, og stolt over at kunne give jer næste kapitel i historien om Julie!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 17/02-2016 18:22 af Oliver Toftild Boel (Olimshk) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4123 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.