Jeg kigger hende dybt ind disse mørkeblå øjne, der reflekterer alt, hvad jeg føler.
   De er så dybe, så flotte, så tårefyldte. De ligger perfekt sammen med hendes søde, runde ansigt, der ligger på hendes smukke, feminine hals, der med en nænsom hånd, er sat på hendes skrøbelige krop. Mit øje kører op fra dette kortlagte utopia, som jeg med hvert åndedræt ville ønske, ville trække sig tættere, og op på hendes ansigt igen.
   Et ansigt, der sidder på denne pige, jeg har elsket i halvandet år.

Og så sidder vi her. I et lille, mørkt lokale, hvor tårerne langsomt kører ned fra de mørkeblå øjne, og ned på det billige tæppe, som vi begge sidder på, og som vi har ligget og rodet på, så mange gange før. Men ikke den her gang.
   Vi sidder bare og holder om hinanden, med vores tøj, der er blevet vådt fra det vand, der løber ned fra vores øjne.

Vores eventyr...
   Er forbi.
   Tanken skærer i hjertet.
   Og jeg kan mærke det helt ind i sjælen.

Og jeg kan mærke, hvordan jeg har lyst til at tage fat i hendes ansigt og kysse hende på hendes så velkendte læber, og mærke spyttet og tårerne blande sig sammen. Men en voldsom selvbeherskelse er i kontrol lige nu. Det er første gang, jeg har oplevet, at jeg hverken må, eller kan vise hende, hvor meget mit hjerte og min krop er ved at eksplodere i røde følelser, bare ved synet af denne manifestation af kærlighed, der sidder og tørrer de løbende amazonfloder væk fra hendes øjne, der hurtigt kommer tilbage igen.
   "Må jeg ikke nok holde din hånd?" pibler det ud af mig, imens jeg sidder og knuger mine hænder imellem mine hen. Hun tuder et lavt nej. For det her var slutningen. Det havde hun besluttet.

Jeg kan ikke være sur på hende.
   Men for helvede... Jeg har givet hende meget, men hun har også givet mig meget. Tid, kærlighed, empati.
   Vi er vel bare vokset fra hinanden... Måske er hun blevet træt...
   Men jeg elsker hende for helvede stadigvæk.

Hvad vil du have, jeg skal gøre?" hvisker jeg med en grådkvalt stemme, tager hænderne op fra mine varme lår, sætter begge hænder på hendes skuldre, og kigger hende ind i de blå øjne igen. Men hun føjer hænderne fra hendes smukke, feminine skuldre, og ryster hovedet. "Jeg... bare... bare gå. Jeg kan ikke mere. "
   Et hvorfor kommer ud af mig, og hun kigger på mig med de mørkeblå øjne, jeg lige så lige har fjernet blikket fra, igen. Jeg kan se det hele, i den tid, vores blå øjne danser med hinanden, på en langsommere og mere melankolsk måde. Som om, at der er ild i værelset, men at vi kun kan lægge mærke til den kulde, vi giver til hinanden, i stedet for den varme, der truer os, i vores selvdestruktive dans. Jeg kan se, hvordan hendes ellers så rolige hav er i en orkan. Og det går op for mig, at hendes smerte er lige så stor som min, selvom jeg troede, hun ikke elskede mig mere.
   En tåre mere falder ud af mine egne, lige så blå øjne, og jeg har lyst til at trække hende til mig med de arme, jeg før havde om hendes skuldre. Men en enorm, usynlig mur sidder plantet imellem os, og jeg kan ikke trække hende til mig længere.
   Ikke uden at hun skubber mig væk igen.
   "Er det så bare sådan her, det slutter?" spørger jeg denne ufattelige skønhed, der endnu engang kigger ned i jorden, som om hun har myrdet et barn i medlidenhed. Selvom det eneste hun har gjort, er at rive en mands hjerte ud af hans sjæl, kort efter at hun har sagt, at hun altid ville passe på det.
   Det er vel det samme alligevel.
   "Kan vi ikke snakke om det? Jeg vil for alt i verden for helvede ikke miste dig... Du er alt det, der har betydning for mig!" siger jeg med en anelse hævet stemme, imens billeder af alt, der ikke har med hende at gøre, kører igennem hovedet. De betyder intet for mig længere.
   Endnu en gang det samme svar. "jeg kan ikke mere, jeg..." hun kigger på mig igen. Og så ned på det våde gulvtæppe, der er begyndt at tørre nu. Hun græder ikke mere. "Jeg vil gerne have, at du går... dine ting står i posen ude i gangen",
   En mand bander udenfor, og råber, at man for længe siden burde have fikset fortovet, når man kunne komme til skade. Det føles, som om jeg falder sammen indeni, i takt med, at mine hænder falder ned fra hendes skuldre, de havde kæmpet sig op til igen.

Jeg rejser mig op, og går ud imod døren. Åbner den, og lukker den bag mig, hvorefter jeg sukker dybt, og slukker lyset. Lyset irriterer mig.
   Jeg står der i noget tid. Ti sekunder. Tyve, måske, indtil jeg kan høre hende indenfra værelset sætte sig op på sin stol, og langsomt begynde at hulke.

På gulvet ligger der en velkendt pose. Øverst i posen ligger der en lille, grå dukke. En lille, farveløs mus, der med et smil holder et hjerte over sit hoved, der er rødt, og større end dens hoved.
   Hun havde kaldt mig "Musen", og nu gav hun mig det hjerte, som jeg havde givet til hende, igen. Der er ingen vej tilbage, nu hvor min første gave, jeg nogensinde har givet til hende, er blevet leveret tilbage. Den kvinde jeg troede, jeg skulle dele dette plyshjerte med hele livet, havde givet mig det tilbage.
   Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve dette hjerte, der ved det sekund jeg rører den, begynder at veje omkring min hals, som var det en kæde med bly for enden.

Hendes hulken kan stadigvæk høres, og min sædvanlige reaktion slår ind. Jeg skal væk fra det slemme, og tænke på noget andet, så jeg ikke ender med at sidde, ligesom hun gør lige nu. Så jeg samler posen op, og går ud ad husets hoveddør, der fører ud til den halvmørke aften, imens jeg fumlende tager en telefon og nogle høretelefoner op af min lomme. Jeg trykker på en tilfældig sang til at blive afspillet, for at få mig væk fra den triste eksistens. De to højtalere, der plejer at arbejde sammen, er gået i stykker, så det er kun den ene side, der afgiver lyd, imens den anden forbliver stille. Og af alle sange, tilfældighederne kunne sætte på, Så bliver det den sang, som vi kaldte for "vores", der bliver afspillet.
   "You're the hand I have to hold, as I grow old". Da den dybe mandestemme sukker denne sætning, der melankolsk bliver sukket i starten af andet vers, begynder tårerne endnu en gang at komme uvelkomment på besøg, og jeg kigger ind af det sidste vindue jeg går forbi, der leder ind i hendes værelse, hvor jeg kan se hendes silhuette ligge i sin seng, med en dyne foldet omkring sig.
   Få sekunder efter, findes sangen, der fik mig til at græde, ikke på min musikliste længere. Og på fortovet ligger der en pizza, der nok er blevet tabt af manden, der nok kom til at suge noget af vores ulykke til sig. De små stykker pepperoni der sidder på den, får det til at ligne et ansigt, der trist kigger på mig. En far, der ville give sit barn en smilende pizza, har åbenbart tabt sit smil foran min kærligheds bopæl. Ligesom jeg selv har det. Og ligesom han selv er forsvundet, bliver jeg overrumplet af følelsen af, at ville flygte. Så jeg samler langsomt posen op, sukker, og lægger musens hjerte i min forhenværende kærestes postkasse, og går hen til det nærmeste busstopsted, hvor næste bus først går om to timer. Så må hun smide det ud, eller gemme det. For jeg nægter, at tage musen tilbage.