Mørk himmel, sort jul - Julie pt. 1


3 år siden 7 kommentarer Noveller juletid krisehåndtering selvbedrag

2Badeværelsesanatomi
To tommelfingre op i vejret, to pegefingre mod spejlet. Et spring... [...]
Blandede tekster · hverdag, ensomhed, magtesløshed
1 år, 10 måneder siden
2Intim intermission - Julie Part 5
Larm. Fnidder. Fnis. · Papir på gulvene, støv i hjørnerne, og en læ... [...]
Noveller · efterår, fred, erotik
2 år siden
3Alt føles som tomgang, jeg rykker ikke
Klokken er 13:32. Skyerne er grå, hvor de burde være blå, og min ... [...]
Noveller · stress, eksistentialisme, sanser
2 år siden
9Hvis bare du ville tie stille
Jeg burde sove. · Jeg burde sove, men du holder mig vågen. · Du holde... [...]
Digte · forelskelse, skuffelse, hjerte
2 år siden
5Ensomhedens enigma
Det røde lys der stråler ned på mit ansigt, blænder mig en smule,... [...]
Noveller · begær, erkendelse, alene
2 år siden
6Papirets stilhed
Jeg sidder nu endnu en gang her for mig selv i mørket, med en kug... [...]
Noveller · forfatter, parforhold, tryghed
2 år siden
4Mine fødder er det eneste, der er mig
Det er svært at forestille sig. · Jeg har været vant til at trille ... [...]
Digte · håb, teenageliv, forelskelse
2 år siden
5Sig at jeg ikke er ligesom ham
Hej, du lille skabning, der ligger med hovedet under min arm. · Har... [...]
Digte · voldtægt, krop, forandring
2 år siden
4Succubusspil
Jeg sidder for mig selv inde på mit værelse. Det eneste lys, der ... [...]
Noveller · tabt lykke, teenageliv, tragedie
3 år siden
5Ambivalens
Det havde været så dejlig en dag. · For vi havde danset, festet, dr... [...]
Digte · forandring, savn
3 år siden
8Jeg onanerer til tegninger
Jeg onanerer til tegninger. · For når jeg ser tungerne klaske imod ... [...]
Digte · sex, tomhed, melankoli
3 år siden
7For Du Svarer Mig Ikke
Kære dig. · Jeg skrev dig en besked, men du fik vel aldrig svaret. · ... [...]
Digte · reflektion, afstandsforelskelse, tragedie
3 år siden
3En Euforisk, Erobret Engel - Julie part 4
Her ligger jeg, lille cølibatprinsesse. Med en klud på øjet, og e... [...]
Noveller · livet, teenageliv, erkendelse
3 år siden
7Musens Hjerte
Jeg kigger hende dybt ind disse mørkeblå øjne, der reflekterer al... [...]
Livshistorier · hjertesorg, følelser, fantasi
3 år siden
7Introversiel intimitet
Neglene bliver kortere. · Pupillerne bliver mindre. · Nervøsiteten bl... [...]
Digte · reflektion, virkelighed, sex
3 år siden
6Klaustrofobisk Klædekasse - Julie pt. 3
Stram, strammere, strammest. Bukser, trøjer, T-shirts, kjoler, st... [...]
Noveller · samfundskritik, ungdom, følelser
3 år siden
4Kattekoppen og Matasmasken - Julie pt. 2
Der breder sig en svag, gennemsigtig røg igennem det lille, brunv... [...]
Noveller · usikkerhed, humor, teenagere
3 år siden
7Mørk himmel, sort jul - Julie pt. 1
Det er den første December. · Eller, en sen dag i November. Jeg kan... [...]
Noveller · juletid, krisehåndtering, selvbedrag
3 år siden
6De Unge Kan Ikke Være Trætte
Så sidder man her igen. · Endnu en gang foran tastaturet. Med de sm... [...]
Digte · teenageliv, hverdagen, drømme
3 år siden
7Et tomt stykke kød
Hendes hår er mellemlangt og blond. Øjnene er brune, og læberne e... [...]
Blandede tekster · hverdagen, alkohol, tabt mulighed
3 år siden
4Fra Lam Til Får
Jeg lukker øjnene. Rundtosset. · Farver render rundt over det hele.... [...]
Digte · skuffelse, sex, eksistentielt
3 år siden
6En dansk flygtning
Jeg burde ikke føle det, som jeg føler. · Hun er ikke noget speciel... [...]
Digte · kærlighed, død, håb
3 år siden
8Han Drikker
Nu skete der igen. · Han har stået for enden af mit værelse, med de... [...]
Blandede tekster · alkoholiker, desperation, melankoli
3 år siden
4Feber
Med feber malet på panden, ligger du og ryster i din seng. Med ar... [...]
Blandede tekster · hjertesorg, afmagt, sygdom
3 år siden
6Tid der bliver spist
Livet går alt, alt for stærkt. · Den lille viser tikker hurtigt, de... [...]
Blandede tekster · tiden, virkelighed, melankoli
3 år siden

Puls: 5,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Oliver Toftild Boel (f. 1994)
Det er den første December.
   Eller, en sen dag i November. Jeg kan ærligt talt ikke huske det, da jeg har pjækket fra skole i ugevis, og ikke gider at holde øje med kalenderen, når jeg ikke har noget, jeg skal. Jeg har bare holdt mig inden døre. Sparket alle former for liv, aspirationer og drømme, ned i gulvet, for blot at sidde med et tæppe omkring mig, og ryste af kulde, imens jeg tænker på, hvor rart det ville være, hvis bare jeg kunne tænde for radiatoren i fem, små minutter. Men alligevel, så skal det ikke holde mig fra, at kunne nyde den kolde luft, der kommer ind fra Vesterhavet, som jeg plejer at gøre.
   Så jeg åbner vinduet, stikker hovedet ud, og tager en dyb indånding. Men i stedet for at kunne lugte den dejlige, stikkende lugt af den danske vinter, og lyden af en stille tirsdag morgen, melder de rådne nødder med den brændte karamel, og folks grin, råb og småsnakken i stedet, og invaderer mit lille, klaustrofobiske soveværelse.
   Så jeg hoster og hoster, smækker vinduet i, kæmper med den rådne lås, der siger et usundt knæk, og ruller mig ind i det varme tæppe igen. Jeg er nødt til at spare på mine kræfter, og forberede mig på, at skulle udenfor i morgen. For mit sind er en melankolsk regnbue af negative følelser, der får mig til at føle mig korsfæstet til min ulækre lejlighed, hvor huslejen ikke er blevet betalt i flere måneder. For jeg skal købe en gave til min mormor. Det har jeg lovet hende. Selvom hun ikke har det nær så slemt som jeg.
   Jeg vågner med et sæt. Jeg må have sovet, tænker jeg, imens mit fordoblede syn, danser rundt om de elektricitetshungrende lamper, der står i mit værelse. Sætter mig op i fosterstilling, og krammer min pude. "Hvad er klokken?", spørger jeg mig selv, og tænder for min telefon.
   En kold dråbe glider ned fra min pande. "fuck", tænker jeg for mig selv. Det er rent faktisk den første, i denne forbandede, glöggfyldte måned, og den dag, jeg lovede min mormor, at komme med en gave til hende. "Heldigt jeg kun sov i nogle få timer", tænker jeg for mig selv. Ellers havde jeg nok aldrig nået det.
   Jeg rejser mig op, tager min tykke sweater, min gule regnfrakke, der har fået sit højre ærme rykket af i vildskab, og mine små, grønne gummistøvler, på. Mit typiske udendørsoutfit. Et lille smil melder sig på mine læber, med tanken om, at jeg føler mig som en lille pige igen. Så jeg vikler min lange hestehale omkring fingeren, og sukker dybt efter det overskud og det familieliv, jeg havde dengang.
   Stor vejrtrækning, hånden om håndtaget, med den handskepåklædte hånd, imens den nøgne hånd i hviler i lommen, en entré på den larmende, utætte, og derved susende opgang, og ned af trapperne på rekordtid.
   Jeg står og kigger ud af glasdøren, der fører ud i julehelvedet. Der er en sprække under håndtaget, sikkert fra nogle små børn der har kastet snebolde med sten i, eller en retarderet fugl, der ikke ved at syd betyder ned, og at en dør betyder død.
   Stor vejrtrækning, et alt for ekspressivt træk i håndtaget, og faste skridt udenfor, der er koldere end min lejlighed. Ud på fortovet, kigge til højre, kigge til venstre, kigge fremad, og se det store lysshow af gaver, nisser, juletræer, køb mig, køb mig, køb mig.
   Og så står jeg der. Det sted, jeg troede, jeg aldrig ville hen til igen. Med en julemand, der prøver alt for hårdt på at lyde som en gammel mand, der råber ho-ho-ho, som en eller anden luderrekrutteringsdreng, to glasdøre, med ventilationsskafter der sprøjter alt for meget vind ud, og reklamer der dækker flere kvadratmeter, end de telte, indvandrere bliver tvunget, til at bo i.

Jeg synker. Går ind i forbandede, fucking Salling, og fortsætter hen imod parfumeafdelingen. På få sekunder, og med enormt minimale intervaller, bliver jeg overfaldet af indtrykkene af de klamme julelugte, smage, mennesker, og alt for velklædte kvinder, der prøver på at sælge deres erotikforstærkende lugte, der burde få alle fyrene til at savle over synet af mine patter, hvis jeg tog det på. Men min vrede bliver hurtigt afbrudt, da en af disse satantilbedere i sallingekostumer går ind foran mig, og med et forræderisk Judasistisk smil, sprøjter mig i hovedet, med en væske, der svier i øjnene, og stinker for meget af pebernødder.
   Så jeg stopper op.
   Og falder ned på mine knæ.
   Og skriger.
   Skriger så højt jeg kan. Ikke sætninger, ikke koder, ikke ord. Bare en høj, skinger lyd, der får mig selv til at holde mig for ørerne, så jeg ikke kan høre snakken imellem den ring af mennesker, der omringer mig, tårer og parfume i hele krydderen, så jeg ikke kan se at der er folk, der peger på mig, og en krop der ryster så kraftigt, at jeg ikke mærke den tykke familiefar sætte en hånd på min skulder, og spørge om jeg er rask.
   Det eneste, jeg kan se, høre, og mærke, er de gamle billeder, der kører rundt i mit hoved. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det hele hvirvler rundt i lokalet. Og imens jeg kigger rundt omkring mig, og svagt ser de bekymrede mennesker, med deres fucking julenisseposer, Rudolfsnæser, nissehuer og vaniljestænger, der hænger i loftet, prøver jeg på at bevare fatningen. Men jeg taber den, af alle de stirrende øjne, der hænger på mine allerede tunge skuldre.
   Jeg råber, at de skal lade mig være. De fleste tager afstand, men kigger stadigvæk bekymret på mig. Undtagen manden, med hånden på min skulder, der rykker mig så hårdt, at jeg kigger ham direkte ind i ansigtet.
   Og så bryder jeg sammen.
   Jeg kan se det hele for mig.
   Jeg var på vej ind i Salling. Ind i parfumeafdelingen, med mine forældre, der med raske skridt gik en smule foran mig. Et smil var på mine små læber. Det kløede, og jeg havde ondt i ryggen, da min første bh, min mor havde købt til mig dagen før, strammede, og hang alle de forkerte steder. Så jeg prøvede på at rette på den i siden, og kigge fremad, for ikke at se for utjekket ud. Men en velklædt kvinde i hvidt, sort og nissehue, afslørede min svaghed, og sprøjtede mig i ansigtet med parfume, imens mine parader var nede, så jeg fik det i munden, i håret og i øjnene. Så jeg faldt ned på mine knæ, og da jeg fattede, hvad der var sket, råbte jeg, at hun var en so. Men hun svarede ikke. Jeg kunne ikke se hende, da jeg var blændet af parfumen, så jeg valgte ikke at ytre mig yderligere, og ventede blot på, at mine forældre ville gøre noget. Jeg sad og ventede på deres intervention indtil jeg hørte noget, der lød som stole blive væltet i massevis, og en masse folk begyndte at skrige.
   Jeg blev bange. Peb efter mine forældre, der svarede "bare rolig, Julie. Det skal nok gå, vi er her for d-", og lyden af stole der bliver væltet, denne gang landende på en madras af knaldperler, meldte sig igen.s
   "Mor!? Far!?" råbte jeg, og blinkede så ihærdigt, at jeg endelig fik synet tilbage.


Alt frøs til is. Kuløren forsvandt fra min tegneserieregnbue. Og jeg kiggede op.
   Jeg peb. Der blev trykket på mit bryst, og jeg tissede en smule. Lige foran mig, stod der en mand, der kiggede mig lige ind i ansigtet. Han havde blod på sin højre kind, og hans øjne havde den koldeste, blå farve, jeg nogensinde havde set. Håret var sat op i et cafeterianet, og hans tunge hang ude fra mundvigen. Og lige bag ham lå min mor og far over hinanden, som var de dukker, der var blevet smidt væk, på grund af, at barnet var blevet træt af at lege med dem.
   Han stønnede og stammede "hv... hvor gammel er du?", med et lystent blik i øjnene, og en arm, der førte hen imod mit lille bryst. Og selvom jeg var så rystet af skræk, at gulvet under mig blev farvet gult, lykkedes det mig at fortælle ham, at jeg var 14. Og han tog hånden tilbage til sig selv, med et skuffet blik i øjnene. "fandens, for ung til mig", sagde han, og tog en cigaret op til munden, han åbenbart havde holdt i den hånd, der havde siddet på mit bryst. "Bliv du gammel, lille, smukke, ariske du. Så finder jeg dig en dag, og tager den uskyld, jeg så sparer dig i dag. Vær du bare glad for, at du ikke blev født med brunt hår som ham din urene far, og hans klamme kælling. Dét kalder jeg for en julegave".
   Og med de ord, rejste han sig. Lod mig være i fred, på vej hen imod rulletrappen, der fører ned i parkeringskælderen. Og lille jeg, der sad med en riffel, hvor damp steg ud af gøbet, der hvilede på mine ben, kunne ikke gøre andet end at sidde ved siden af mine forældres lig, og græde, indtil politiet kom og samlede mig op.
   Jeg vågner op igen, smækker manden, der prøver på at trøste mig, en kæmpe julelussing, og råber om han ikke har nogen selvrespekt. Forvirret kigger han på mig, og spørger "Hvad er der galt, barn?". Jeg kan ikke svare ham. De små kugler, der dengang sad i mine forældre, havde nu samlet sig til en kanonkugle, og sad i min hals. Så jeg løber væk, fra mennesker der bekymrer sig for mig, som jeg er så god til, og har gjort så længe alligevel, løber ud af de skydedøre jeg kom ind fra, og sætter mig forpustet på bænken der står på vejen overfor min lejlighed.
   "Jeg kan ikke", siger jeg til mig selv, og græder videre, imens jeg kigger på alle de mennesker, der går rundt med hænder, der holder dem fast på dem de elsker, børnene der åbenbart har gjort sig fortjente til, at blive proppet med sukker, og bilerne der kører, larmer, og blinker med lygter.
   "Ingen vil nogensinde holde mig tæt, eller give mig noget igen. Ikke siden han kom og tog alt fra mig", tænker jeg for mig selv, og kigger op imod den gråsorte himmel. Og imens jeg fortsætte med at digte selvhadske tanker, bliver jeg afbrudt i mit selvhaderi, af en hånd, der bliver viftet foran min næse. Jeg kigger på det ansigt, hvor hånden kom fra, og ser en fyr på min alder stå, og spørge om jeg har det godt. Et skud i mit hjerte kan mærkes, og jeg siger, at jeg har det modsatte af godt.
   "Det er jeg ked af at høre", siger han, og sætter sig ved siden af mig på bænken, og lægger en hånd om mig. "Hvis du har brug for at få noget ud, så vil jeg gerne hjælpe dig med det", siger han, og smiler.
   Og jeg smelter.
   Og jeg græder.
   Og jeg snakker,
   Og han lytter.
   Og han hjælper.
   Og før jeg ved af det, så ligger mine arme om hans krop, og mit hoved på hans skulder, imens jeg takker ham med alle de kræfter jeg besidder. Vi aftales at mødes en anden dag, og imens jeg pludselig, på rekordtid er nået hen foran glasdøren, og skal til at trække i håndtaget, ind til min kolde hybel, tænker jeg "Måske... Måske er julen ikke så slem alligevel", drejer om på hælen og går tilbage til Salling.
   For jeg skal købe en gave til min mormor.
Forfatterbemærkninger
Dette er den første novelle jeg har skrevet, siden jeg gik på Fanø Forfatterskole, da jeg var 14-15 år gammel. Så jeg ser på teksten som en form for entrétekst i min forfatteriske karriere. Håber I kan lide den, folk på Fyldepennen! PS: Jeg overvejer at gøre historien om Julie til en historie fordelt over flere tekste... Kattekoppen og matasmasken er nærmest en Chronicles Of Julie pt. 2 :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/12-2015 18:55 af Oliver Toftild Boel (Olimshk) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1931 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.