"Skat, kommer du snart?" Kaldte Josette.
   "Kun et sekund, baby," svarede jeg og kastede et blik bagud i min lejligheds store stue, hvor et fladskærmstv hang på væggen. Ud af øjenkrogen syntes jeg så noget lys. Fuldmånen? Nej, jeg stirrede ud gennem de høje vinduer. To kugler af lys, glødede gult, i et gyldent skær, kom nærmere og nærmere.
   "SHIT!" Gispede jeg, da jeg så hvad det var. Eller rettere hvem det var. Men hvorfor? Glasskårene fløj til alle sider. Zane brølede. Den sorte, spidse tunge hvislede, bag de spidse, kurvede rækker af tænder. Hans hånd lukkede sig om min nakke og løftede mig fra gulvet. Skarpe kløer prikkede hul på min hud. Knoglerne i min nakke og hals værkede.
   "Z... Zane," gispede jeg halvkvalt. Rød i hovedet, mens min vens nuværende hudfarve mindede om en mørk blodig farve. Han foldede sine læderagtige, flagermusevinger sammen og kastede mig gennem rummet. Jeg ramte muren og sank sammen på gulvet. Trak vejret dybt adskillige gange.
   "Zane, hvad laver du?" Spurgte jeg og prøvede at fange hans blik. Havde set ham i sine værste øjeblikke, men selv da havde han ikke været sådan her. Der havde altid været et glimt af menneskelighed. Men nu...
   Hans øjne lyste mere og mere. Et eller andet var helt galt. Zane snerrede. På et øjeblik var han foran mig. Mine ribben klagede bøjende, da hans næve ramte min mave, så jeg knækkede sammen. Slagene kom så hurtigt at jeg knap nok nåede at mærke dem, før det næste kom. Jeg rullede hen af vinduekanten.
   "Stop Zane. Jeg er din ven," råbte jeg hæst og hostende, mens tårerne løb fra min grønne øjne.
   "Løgner," knurrede han brølende. Han var så hurtigt, umenneskelig hurtig. Før jeg vidste det dinglede mine ben over kanten. Jeg så bilerne køre under mig på vejene ved siden af højhuset. Mit hjerte bankede, men der var kun et ord jeg kunne få over mine læber. Sorg og rædsel formede mit ansigt.
   "Zane...?"
   Zane tøvede et øjeblik, trådte et skridt tilbage og gav slip på mig. Jeg kiggede på ham, der var ingen ord. Han stod og kiggede ned på sig selv, som om han ikke var klar over hvem han så på.
   "Træd væk fra ham!"
   Zane snurrede rundt. Josette stod i hendes undertøj, et svingklart bat i hænderne. Hun skreg, da Zane på blot et øjeblik stod ved siden af hende. Hans hånd klemte til om håndledet, hvis hånd holdte battet. Hun faldt til gulvet, da han gav slip. Blodet flød. Zane lagde hovedet på skrå og stirrede på det. Josette krøb bagud, ind i hjørnet. Hendes mørkeblonde krøller faldt ind over hendes svedende ansigt, bævende mund og blå øjne.
   "Du er et monster!" Råbte jeg så højt jeg kunne. Det gav et ryk i Zane, hvis spidse, hårede ører vippede/dirrede. De spidse, sorte pigge der dækkede kanten af hagen og kinderne forsvandt. Zane kiggede på mig med sine grå øjne. Han åbnede munden, for at sige noget.
   "Xenos, jeg..."
   "Gå!"
   "Jeg... jeg har bru,-"
   "Forsvind!"
   Zane sank en klump og bøjede hovedet. Han nikkede, munden bevægede sig op og ned, men han kunne ikke få ordene frem. Han så på den hulkende Josette.
   "Jo, jeg..."
   "Skrid - Dæmon!"
   Zane løb gennem stuen og sprang ud af det smadrede vindue. Forvandlingen skete omgående. Blaffrende vingeslag var det sidste jeg hørte fra ham i lang tid.