I dine brune øjne finder jeg svaret.
På et billede,
ansigt til ansigt,
deres dybde har ingen grænse.
Når jeg søger ind i dem,
så finder jeg dig.
Jeg finder mig selv.
Jeg finder os.
De brune øjne er sjældent våde,
men altid glinsende.
De er som spåkonens krystalkugle.
Jeg ser min lyst,
jeg ser vores lykke,
og jeg ser det der nok skal komme.
Men det er som om,
at de åbne, brune øjne,
ikke kan se.
De har ikke kontakt til hjertet
og ser derfor ingenting.
Det væsentlige,
det forsvinder fra dit synsfelt.
Du ser på mig,
med dine dybe, brune øjne.
Men du ser kun dig selv.
Du går din vej.
Du flygter,
vender ryggen til.
Hvordan skal jeg nu kunne se mig selv?