Hjerte banken og pressen i brystet,
rummet er hvidt og mørkt, på samme tid
for inde for disse væge, er der massere af ild
og du ved ikke selv hvad der skal til.
Tomhed og jag efter vind,
gennem de to perlemor hvide vinduer
falder lyset, kun lige ind,
alt imens trangen til at åbne op som et skrin, er, amfetamin.
Hungeren og destillation,
vejen fra Samara til Nirvana føles evig, irritation.
- Ud fra rummet, hvidt og mørkt, er der en port,
tunge fødder og ødelagt sind, hvem vil dog derind?
Gennem snoede veje med busk og krat,
står igen en mægtig port, thi dens hængsler føles fastsat.
Stolthed og anerkendelse,
igennem portens tremmer kan solens stråler spottes,
samt prægtige og fyldige blomsterbede af iris,
porten åbnes, jeg velkommes og skrinet går op.
Hjælp.