3Tidens tand
Tik.. tak.. tik.. tak.. Jeg kiggede endnu engang på uret. 17:39. ... [...]
Noveller
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Jonas Petersen (f. 1992)
Tik.. tak.. tik.. tak.. Jeg kiggede endnu engang på uret. 17:39. De forgangne 5 minutter siden jeg kom ind, føltes som en uendelighed.

Det eneste i venteværelset der videnskabeligt beviste at tiden ikke stod stille var den monotone lyd af forbigående sekunder fra det hvide ur med de store sorte visere, som enhver offentlig institution i landet synes at være udstyret med. Jeg kan da huske at de i hvert fald havde sådan nogle i både børnehaven, og på lilleskolen. Mon egentlig at denne slags intetsigende ure var blevet produceret til at få tiden til at gå langsommere end normalt? Tilbage i skoletidens tysktimer med Fru Zetlits kunne jeg have svoret på at urene egenhændigt kunne få tiden til at gå i stå. Vi var alle sammen sikre på at der måtte være en sammensværgelse mellem disse blikindrammede papskiver som skulle holde orden på verden, og sørge for at alting skete til tiden. Tid er egentlig et mærkværdigt fænomen. Et menneskeopfundet instrument der skal danne rammen for vores dagligdag. Hvis der nu endelig var bare en enkelt konspirator mellem menneskeverdens rammekoordinatorer, ville det jo ende i komplet kaos. Og når først de blev klar over hvor betydningsfulde de reelt set var, ville det ende i magtsyge for papskiverne og ragnarok for menneskene.

Den pludselige høje mekaniske lyd fra den hvide dobbeltdør med det gråmaterede plexiglas foroven der uventet klappede op, afløste larmen fra mine tanker. Den kvitterede sin manøvre med at banke aluminiumshåndtaget ind i væggen med en lyd der tydeligt afslørede at væggen ikke blot var hul, men i særdeleshed også at det ikke var første gang den havde gjort det. Idet jeg flyttede blikket over på det aflange hul i væggen bag ved døren, gik op for mig at jeg havde siddet og stirret på uret. 17:42. En mild lettelse bredte sig i mig. Jeg havde fået tid kvart i, så dette uendelige vakuum at ventetid ville lige straks være ovre. Selvom jeg ikke ville kendes ved det, frydede jeg mig en smule over de andre, som skulle vente endnu længere. Jeg rykkede frem i stolen og lagde min jakke parat på skødet, så jeg straks kunne rejse mig når nu den vægødelæggende dobbeltdør på ny gik op, og lægen ville kalde mit navn. Med blikket flakkende fra døren til uret, var jeg parat som en spændt bue. 17:44. Jeg tjekkede uret på min mobil for at verificere hvad papskiven fortalte mig. Det kunne jo være en sammensværgelse! 17:45. Hmm så måtte den jo være god nok.

Uden bevidst at sende signalerne til min hjerne om det, begyndte mit ene ben at vippe hastigt op og ned. Endelig! Med et genlød den trætte mekaniske lyd fra dørene til himmerige, og en mandlig læge trådte frem. Jeg havde allerede rejst mig, og taget det første skridt da han kaldte mit navn.

Jørgen Nielsen!

Mine fødder frøs fast til det lyseblå linoleum. En ældre mand så op, rejste sig lidt besværet, og haltede let hostende hen mod porten til paradis hvor Sankt Peter i lægeforklædning stod med listen over de udvalgte i hænderne. I min fortvivlelse over hvordan det kunne lade sig gøre at det ikke var min tur, fik jeg med lettere røde kinder fundet min plads igen. Sædet var stadig varmt, men det jo klart når jeg har siddet her så længe!

Hvad i alverden er det også for et skodhospital der ikke engang kan overholde de tidsplaner de selv laver?!

Med flakkende lettere frustreret blik fik jeg uforskyldt øjenkontakt med et par af de andre, hvorefter jeg skyndte mig at kigge væk igen. Der var larmende stille i venteværelset. Den slags stilhed hvor man for alt i verden håber at der ikke sidder en eller anden galning der kunne finde på at tale til én. Idet jeg konsulterede det løgnagtige og manipulerende frisbee formede tikkeværk der hoverende hang stolt på væggen, kunne jeg ikke lade være med at bide mig i læben. 17:47.

Hvad laver de dog? Sidder de bare med benene oppe hele dagen og æder kage fordi nu har Sanne-sygeplejerske ENDELIG fået lov til at gå på barsel? IGEN! Jeg synes nu nok også af der havde været umiskendelige tegn på udtværet chokolademousse på den fejlagtige læges brystlomme.

Med et lettere oprørt indre, løb mit blik henover de tavse hule vægge der var dekoreret med store skingert-farverige malerier. De havde tilsyneladende alle sammen den samme udtværede signatur i det nederste højre hjørne, og alle sammen en lille mærkat nedenunder med en komplet urimelig prissætning. Den slags klatmaleri kunne enhver sgu da lave. Hvordan fastslår de egentlig en pris på sådan nogle? At dømme ud fra disse amatørprægede klatter af billig discount maling, måtte prisen hænge direkte proportionelt sammen med omkostningerne på den koger som den såkaldte kunstner uomtvisteligt måtte have underlagt sig i gerningsøjeblikket. Talentløshed.

Klonk! Min småpessimistiske, dog saglige billedanalyse blev brat afbrudt af den hellige dør der endnu engang insisterende gik op, og der gik et sug gennem hele værelset. Alle afbrød deres ihærdige forsøg på at være usynlig, og kiggede op på den fremadtrædende hvide kittel med arme og ben. Jeg kunne mærke pulsen dunke ængsteligt i tindingen, uden at forstå hvorfor, for det kunne jo umuligt være andres tur end min.

Ulla Hjort!

Hvad!?
   En hård, tung fornemmelse af uret og uforståenhed klumpede sig sammen i mit indre. Det måtte være end fejl. Navnene Ulla og Lone er måske ikke sådan lige at tage fejl af, men det kunne da ikke være sandt! Min ellers evige modstander på væggen gav mig da også til fulde ret i at det var min tur. 17:50. I min frustration over at være blevet udsat for svindel af værste skuffe, lænede jeg mig trodsigt hårdt tilbage i stolen og lod den nu dybt utroværdige læge være klar over hvorledes min indtil videre lange tålmodighed sang på sidste vers.

Dørene opslugte de to, og der blev på ny stilhed i de hvide venteværelse. Tilbagelænet lagde jeg benene over kors, løftede min venstre hånd og begyndte at bide negle. Mit blik så skiftevis på uret, på døren, ned i gulvet, og på de andre ventende.

En middelaldrene kvinde lidt til højre på stolerækken over for mig udstødte hvad jeg umiddelbart ville mene var et host. Det var forsøgt kvalt i en sådan grad, at det faktisk ikke var til at diagnosticere hvilken type dårligdom der reelt kom ud af hende. Jeg fangede mig selv i at studere hende i små korte blik for ikke at skulle blive opdaget i min nysgerrighed. Hun havde utallige dybe rynker omkring munden, hvorfra jeg konkluderede at hun måtte være ryger. Jeg kunne genkende dem fra min far der også havde sådan nogle på sine sidste dage og han røg ved gud som en skorsten. Små grå hår var begyndt at titte frem fra den ellers nøddebrune velfriserede manke, hvilket fik mig til at konstatere at hun øjensynligt havde børn! Jeg kom til at trække på smilebåndet over min egen morsomhed, og lige i dette sekund blev min nysgerrighed afsløret da hun kiggede op fra gulvet og mødte mit blik. Med et uforandret udtryk hilste hun, og jeg fulgte op med et lavmælt skyldfuldt hej, hvorefter jeg stirrede hårdt ned i gulvet. Jeg kunne mærke jeg begyndte at svede.

Nu måtte de sgu have ædt det sidst af den rådne kage tænkte jeg. Kom så igang! Jeg rettede mit blik op og stirrede stift på den hvide dobbeltdør, der kunne gå op hvornår det skulle være. Jeg knugede mig jakke, og mærkede hvordan sekundviserens uudholdelige monolog nærmest fik det til at slå gnister for mine øjne.

Tik .. tak .. tik .. tak

Klonk! Jeg fik et chok da døren endelig åbnede sig direkte foran mine øjne, og bragte mig tilbage fra mit øjeblik af psykisk ustabilitet. En læge kom til syne.

Lone Vebel!

Forløsningens sus vækkede mig fra ventetidens trance, og tilbage til livet. Jeg rejste mig så hurtigt fra min plads, at stolen lettede forbenene og slog den bordeauxfarvede rygstøtte ind i den hule væg bagved. Med hastige skridt gik jeg mod de ventendes verdens Sankt Peter og inden jeg trådte ind i paradisets blændende skær, kastede jeg et sidste blik på uret. 17:52
Forfatterbemærkninger
Ingen holdninger i teksten afspejler forfatterens. Disse bidrager blot til tekstens budskab

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/03-2016 13:55 af Jonas Petersen (JP14) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1362 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.