Fantastisk digt der får mig til at tænke på en blanding af Leonard Cohen, når han var mørkest, og Charles Baudelaire med sine Syndens Blomster. Mørkt og dystert - og opstillingen der minder om en salme, men med omvendt fortegn, er rigtig rammende. Samtidigt med at det er et dystert digt, er der også en smerte at føle i ordene, især overgangen fra "fjernere fra dig" til "borte fra dig" rammer hårdt. Dén følelse er en der er personligt velkendt for mig og måske derfor synes jeg virkeligt det er imponerende, at du kan gå så tæt ind på den og virkeligt beskrive hvad det, at stå fjernt fra sin gud, at mærke afstanden, sætter i gang i én. Også rimene fungerer flot og giver en rytme og et bid til teksten som ikke blot passer til helheden, men bidrager. Smukt digt, tak fordi jeg måtte læse med.