De Groot kunne ikke udstå Filip med de blå øjne og det lange, mørkblonde hår i den slatne hestehale han dyrkede, så han satte ham snart til at lege livvagt for Marguerite, når hun skulle ud, satte ham til at vogte hende, satte ham til at vogte hende fast som straf - og en dårligere beslutning kunne han vel næppe have taget, for Filip var som en ulv der vogtede får, han havde ikke engang gidet tage sin uldne dragt på, gik på ingen måde i ét med resten af flokken. Hvad de Groot så, når han kiggede på manden, vidste Marguerite ikke, måske en røv på ben, det skulle ligne ham, ikke sandt, selv så hun lige igennem sin nytildelte bodyguard, vidste de havde en forræder i deres midte.

Ikke at hun nogensinde ville informere de Groot om den slags småtterier, de mest ligegyldige detaljer. Han havde jo så herrens travlt og hun kunne forresten godt lide Filip med hans tilbagelænede attitude og røg-hæse stemme. Han lod hende gøre hvad hun ville. Hvilken kælling ville hun ikke være, hvis hun havde undladt at tilbagebetale en sådan tjeneste, ærligt talt!

Han sladrede ikke om hendes drukture og hendes diskoteksbesøg, han sladrede ikke om de mænd hun suttede pik på af den reneste kedsomhed og en lille smule af vane. Hun sladrede til gengæld ikke om hans afstikkere og hans telefonopkald ved midnatstide og på den måde fungerede de hver især som hinandens eneste sandhedsvidner.

*

Første gang de havde sex var en tidlig morgen i Noord, i Noorderpark, efter en lang, ensom nat i mængden på en af de rivaliserende natklubber, hvor hun ikke havde fundet nogen hun gad sutte pik på og musikken havde været rungende techno, forudsigelig og ligegyldig, præcis som hendes liv, ved Gud! Marguerite havde vandret på nylonklædte fødder op ad stien forbi den offentlige badeanstalt, skoene i den ene hånd og hendes bippende telefon i den anden. Han var kommet hjem et par timer tidligere end beregnet, var de Groot og han manglede hende, ikke at hun havde planer om at skynde sig hurtigere af den grund, nej, gad hun måske have glasskår i fødderne?

"Få den til at gå væk," fik hun stykket sammen på et nogenlunde forståeligt hollandsk og kastede sin mobil over mod Filip der greb den med reflekser så hurtige, at det var skræmmende, var det ikke, bare en smule, men selv hvis han ikke havde gidet strække sig, var skærmglasset vel blot gået i stykker eller den var trillet ned i kanalen. Ganske tiltalende alternativer på hver deres måde. I stedet stak Filip den i lommen. Hun sukkede.

De havde bevæget sig ind på badeanstaltens skyggeside, kun en enkelt, snoldet lampe lyste langs stiens lige linje og hans fodtrin lød uendeligt meget tungere end hendes, hvor de landede i gruset. Selvfølgeligt var Marguerite Gagnon ikke bange, konsekvenserne ville blive værst for ham selv, hvis han lod noget ske med hende, det skulle de Groot trods alt nok sørge for, hvor uduelig han end ellers måtte være.

"Jeg så dig ude på dansegulvet," fortalte han pludseligt hendes ryg på et tykt hollandsk-lydende engelsk og indbydelsen til en samtale fik hende alligevel til at vende på en fodbalde, en cirkulær bevægelse rundt imod ham, så hun travede baglæns, imens han fortsatte, "de gloede allesammen på dig, man vidste sgu snart ikke hvem man skulle holde øje med, dem eller dig."

"Jeg føler mig overbevist om, at du tog den helt rigtige beslutning," svarede hun, mærkede sig selv samle et smil sammen i mundvigen. De kiggede længe på hinanden uden at sige mere, betragtede hinanden indgående over afstanden, over uregelmæssighederne i deres bevægelsesmønstre. Til sidst grinede han mørkt, nikkede op imod badeanstaltens bagside, hvor de ikke ville kunne skræmme børnene, hvis nogle sådanne skulle have begivet sig ud i natten. Det skete vel. Se blot. Se blot her!

"Hell yeah," sagde han.

*

De knaldede aldrig hjemme ved de Groot, det var for risikabelt, en af pigerne kunne sladre, de knaldede alle andre steder, på diskotekerne, på barerne, på de offentlige toiletter eller hvor de ellers kunne komme til. Det var ikke fantastisk sex, han var i virkeligheden ret middelmådig i sengen, selv når han en enkelt gang gjorde sig umage, men der var alligevel noget behageligt ved at dele hemmeligheden med ham. Hemmeligheden om deres udskejelser, selvfølgelig, men egentligt var det jo bare indpakningen omkring deres anden hemmelighed, den inderste, hemmeligheden de bar tættest på deres hjerter.

Deres fælles fuck you til de Groot.

*

Han var grovkornet og til tider egentligt ret latterlig, men hun lo alligevel af de fleste af hans vittigheder, når de var alene, når han lod hende tage toiletsædet for eksempel og selv satte sig på gulvet med bukserne nede om hælene. "En trone til damen," smilede han smørret, vippede sin fod dovent frem og tilbage. Han havde sneakers på i en af hans tre, faste og forskellige farver, det var dog altid de samme sko han gik i, også når de Groot proppede ham i dyre Lagerfeld-smokinger, fordi han skulle vigte sig, vise sig frem, da fremviste Filip sine Converse All Star i rød dertil. Marguerite fandt det smagløst, men kantet. Og vel, i sig selv, ganske modigt.

Alle vidste jo, hvad prisen var, man skulle betale.

Da hans telefon ringede, blev de begge stille, imens han førte en to-minutters samtale på et hakkende, grimt hollandsk som hun hurtigt opgav at følge med i, det eneste hun fangede var navnet Pilatus, men Vorherre bevares! Alle i disse cirkler kendte allerede Pilatus af navn og ingen ønskede sig nogensinde at komme til at kende ham på nogen anden måde.

"Det kan godt være du hader de Groot," sagde han, da han havde lagt på og skubbet telefonen tilbage i bukselommen, endnu engang vippede han med foden, strakte den frem og skubbede et stykke toiletpapir til siden. Marguerite vrængede ansigt. "Men min fyr her," han trak på skuldrene, skubbede sig selv på benene med hænderne fladt i gulvet, "han bliver den idiots sikre død."

Marguerite svarede ikke, tog bare hans hånd, da han åh så galant holdte den frem for at kunne trække hende op at stå. Det var ikke en hjælp, det var bare sådan det var. Imellem dem. Han lod hende kun gå ud først, så han kunne klappe hende i røven på vejen. Hun hvinede og lo og tænkte, at der måske faktisk fandtes nogen ude i den store, vide verden der afskyede Holland og alt som hørte med mere end hun.

Sikke da en beroligende tanke.

*

Når de Groot havde slået hende og de blå mærker voksede frem langs hendes ribben, ned af hendes arme, op af hendes lår, adopterede Filip altid sådan et blankt udtryk. Ulæseligt. Urørligt, hvilket passede hende udmærket, hun var sjældent i humør til den store kropslighed efter sådan en omgang.

"Det trækker op, skat," sagde han. "Måske burde du efterhånden skride af helvede til."

"Hvor foreslår du, at jeg går hen," spurgte hun til gengæld. De vidste begge, at indtil en anden overtog biksen, da var de begge lige fangede - som rotter i en fælde, i kasser fyldt til randen med gift, men i det mindste døde man med tag over hovedet, tænkte de. Sammen. Det samme. Det vidste hun.

"Bare vær på vagt, okay. Ingenting varer ved." Han stillede sig ved siden af hende, lagde en tung arm om hendes skuldre som hun dog var hurtig til at betakke sig for. Befriede sig selv fra, dukkede under hans greb og vandrede væk. Over mod hotelsengen som de lejede på timebasis, hun smed endda sin grimme nederdel på vejen, nu når hun alligevel var i gang, ikke sandt?

Snart nok ville deres time være gået, som han havde formuleret det så fyldestgørende. Ingenting varede ved. Vitterligt ingenting. Heller ikke hendes blå mærker eller smerten der lurede lige nedenunder.

*

De Groot kunne ikke udstå Filip med de blå øjne og det lange, mørkblonde hår i den slatne hestehale han dyrkede, så han havde straffet ham, havde sat ham til at lege livvagt for Marguerite, når hun skulle ud, men en dag sent i maj hvor de ellers havde aftalt at købe is fra ishuset ved kanalen og hente hash i en af stræderne bagefter, dukkede han ikke op til tiden og selvom hun kun vidste ganske lidt om ham, ud over hvor længe han kunne holde sine rejsninger og hvor hårdt han knaldede igennem, vidste hun dog at han var punktlig som en gammel bornholmer, komplet med fugl til tælling.

Du svigter mig, skrev hun til ham i en sms. Indsatte også en smiley der var umådeligt ked af det, for syns skyld.

Business, skrev han tilbage ti minutter efter.

Det trækker op, gør dig klar til uvejret, tikkede det ind, to minutter senere.

Han kom ikke tilbage fra sin forretningsrejse, gjorde Filip, de Groot skældte og smældte og blæste næsten hele huset omkuld, men Marguerite vidste intet og sagde heller ingenting, lige meget hvor mange gange han råbte hende sine dumme spørgsmål ind i ansigtet med hollandsk accent og spyt en masse. Åh, hun var klar til uvejret, det kunne bare begynde at regne, Marguerite skulle nok være hende der dansede, indtil hele verden (som de kendte den, sikken tragedie) var blevet skyllet væk, var blevet borte, var ryddet med jorden og alle Amsterdams kanaler i tilgift.

I brand.