Jeg vil være din ven, men alligevel ikke.
Jeg vil være din kæreste, men alligevel ikke.
Jeg er bange for at sige det, og bange for at holde det inde.
Dem jeg har sagt det til, siger at jeg skal sige det som det er.
Og når jeg er alene tænker jeg for meget på det, og blir bange.
Vi har det altid sjovt uanset hvad vi laver, og jeg har ikke lyst til det slutter.
Jeg siger til mig selv, sig det, sig det, sig det, men siger det aldrig.
Jeg bliver frustreret, vi ser ikke hinanden så tit længer, så vi har få minutter sammen.
Jeg ser altid frem til at se dig igen, og håber at endelig fortælle dig det.
Men så kigger jeg på dig, smiler, slapper af og husker hvorfor jeg elsker dig.