Kære Naia

Dette bliver mit sidste brev. Hober de sig mon op, på dørmåtten af vores forladte hus? Hvorfor sender jeg dem hjem til dig. Måske kan jeg forestille mig selv samle dem op på den tilbagevej der aldrig kommer. De må lave et bjerg flere meter høj for fødderne af dig. Min egen ziggurat af dumskab. De vil blive til fossiler gennem generationer; en urolig tidskapsel fra en fortabt ø. De skal vil forsvinde under min endelige nedstigning.

Da du blev født fortalte din mor mig. En stilhed faldt over fødegangen. Et stort rødt modermærke dækkede venstre side af dit ansigt. Ingen vidste hvad de skulle sige, så du fyldte tomheden med gråd. Det har jeg altid sat pris på: at du fyldte de stille øjeblikke du mødte. Jeg begyndte at kreere tomhed, kun så du kunne udnytte dit talent. Modermærket famlede da du fyldte 6 og var forsvundet helt da vi mødtes. Men din fascination for det tomme og dets kur forblev den samme.