En smertefri begyndelse (Novellekonkurrence)


5 måneder, 29 dage siden 3 kommentarer Noveller parforhold tabt mulighed fortid

3En smertefri begyndelse (Novellekonkurrence...
Kære Naia · Nogen gange har jeg det som om at jeg har givet fødsel ... [...]
Noveller · parforhold, tabt mulighed, fortid
5 måneder, 29 dage siden
2Absinthdrikkeren
En fordrukken bilist havde taget bilen og rystet den som en cockt... [...]
Kortprosa · magtesløshed, tankespil, ansvar
6 måneder, 29 dage siden
2Den tredje beretning
Kære Naia · Dette bliver mit sidste brev. Hober de sig mon op, på d... [...]
Kortprosa · sorg, parforhold, dystropi
8 måneder, 25 dage siden
2Den anden beretning
Kære Naia · Jeg læser Mathias' dagbøger i den svage eftermiddags so... [...]
Eventyr og fabler · filosofi, sårbarhed, magtkamp
9 måneder, 19 dage siden
7Den første beretning
Kære Naia · Jeg finder mig selv ligeså nyttesløs som dette hav, så ... [...]
Blandede tekster · dystopi, ægte kærlighed, håb
10 måneder, 3 dage siden
4Foxy girl
Tit havde hun tænkt på at lade kniven glide over hendes hud, men ... [...]
Noveller · selvmord, socialrealisme, teenageliv
1 år, 10 måneder siden
4Skyggekrigeren
Jeg er skyggen, skyggen der gemmer sig i mørket. · Gennem denne for... [...]
Blandede tekster · svigt
2 år siden
5Konkurrencen
I denne verden er det ikke nok at klare sig. Det er ikke succes. · ... [...]
Blandede tekster · identitet, tanker, drøm
2 år siden
3Følelsen
tanker, drømme hvisler forbi som en pil, susende igennem luften u... [...]
Digte
2 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Andreas Flensmark (f. 1999)
Kære Naia
   Nogen gange har jeg det som om at jeg har givet fødsel til denne ø. Et eller andet sted mellem kontinentalpladerne åbnede sig en sprække og øen blev formet fjernt fra alting. Uanset hvor svært jeg korrelerer, forbliver det en singularitet. Et alfa punkt i mit liv der nægter alle hypoteser. Hver gang jeg vender tilbage, efterlader jeg friske markører. Som jeg håber i fuld blænding af min håbløshed, vil have blomstret til et frisk indsigt ind i det ukendte.

Kære Naia
   Jeg har mistet al viden om hvor længe jeg har været her. Eller hvor mange gange jeg har besøgt dette sted. Disse landmærker er nu så kendte for mig, at jeg kan se formerne og figurerne foran mig. Jeg kunne vandre blindt på tværs af disse klipper, på kanterne af disse afgrunde. Uden frygt for at misse et skridt og plumpe ned i havet. Jeg har altid sagt til mig selv, at hvis der var en der skulle falde. Så er det afgørende at holde øjnene åbne. På den måde kan man indse alle ens fortrydelser og fejl mens man suser mod genfødsel.

Kære Naia
   Morgenen efter at jeg blev skyllet i land. Med sand i mine øre, salt i min mund og bølgerne altid ved mine ankler. Jeg følte det som om alt havde konspireret sig til dette sidste skibsvrag. Jeg huskede intet andet end vand, sten i min mave og mine sko der truer med at trække mig under havoverfladen. Ned til hvor kun de mest rastløse af væsner lever. Jeg ville ro dig tilbage til fastlandet, men jeg er bange for at vi begge ville blive vanvittige af havets uhyre. Eller endnu værre, at jeg ville forvandle dig til noget du ikke fortjener, men jeg ved, at det allerede er sket.

Kære Naia
   Fuglene lander her ikke længere. Det har jeg opdaget i år. De syntes at have slået hånden af dette sted. Måske er det forsvinden af fiskepopulationen, måske er det mig. Jeg har læst historiske legender om dette sted. Der stod skrevet, "dyreflokkene er syge, og deres hyrder er af de laveste af de elendige klasser som beboer disse hebridiske øer... " 300 år senere forbliver intet, selv hyrderne er forsvundet.
   Når nogen døde, eller var død, eller var så syg, at de havde opgivet den lille mængde håb de kunne ofre. Så skar de parallelle linjer ind i nord-klippen og fremviste den hvide kalk nedenunder. Med de rigtige øjne kunne man se det fra fastlandet. Når der kom nye linjer ville de vide, at de skulle sende hjælp. Og vente en generation indtil den pestilens der stalkede klippernes veje døde og hans ejendele blev til jord. Var det sådan øen blev formet?
   Jeg har drømt at jeg stod i kernen af solen og solstrålerne stegte mit hjerte indefra og ud. Mine tænder krummede of mine fingernegle faldt ned i mine lomme som småmønter. Hvis jeg havde maven til det, så havde jeg spist. Men alt jeg synes at være i stand til er at drikke saltvandet. Jeg drak der hvor dyrene engang græssede. Jeg kunne blive vildtlevende og vende hver en sten i søgen efter en mening.

Jeg kender ikke navnet på vraget i bugten; det ser ud som ud til at have været her i flere år, men har endnu ikke dannet rust. Jeg ved ikke om nogen blev dræbt under skibets sidste farvandstime; hvis ja, har jeg bestemt ikke set nogen tegn på det. Måske da helikopteren kom for at bringe dem hjem, skræmte deres opstigning fuglene væk. Folk er ikke ment til at flyve, det modstrider vores natur.
   I lasten på den ødelagte trawler har jeg fundet hvad der svarer til flere tons glasmaling. Måske importerede de det. I stedet for at lade det gå til spilde. Vil jeg sætte det i brug og dekorere denne øs ikoner sammen med symbolerne for vores katastrofe.
   Han var ikke fuld, men træt. Jeg kan ikke lave bedømmelsen eller sammenligningen længere. Jeg var fuld da jeg landede, men også træt. Jeg spadserede op af kløftens vej i tusmørket. Jeg camperede ved havnen hvor trawleren lå strandet. Det var kun ved daggry at jeg så det lille hus og besluttede mig for at slå mig midlertidigt ned her. Jeg forventede et tomt landskab og en antenne; en vandtæt kasse et eller andet sted på bjerget. Men jeg var mødt af et stort metal apparatur, et teknisk vidunder. Her var også bygninger, men de havde en dunst af usikker permanens. Ligesom alt andet her; erosion syntes at have undgået dem helt. Bjerget er tydeligvis højdepunktet af dette landskab; det virker nærmest så velplaceret at det kunne være menneskeskabt. Jeg finder mig selv god til at give motiver til alting her. Var denne ø formet under sammenbruddet? Davi var revet løs af vores fæstninger, og sikkerhedsbælterne skar motorveje ind i vores brystkasser og skuldre. Brød det først overfladen der?

Kære Naia
   Det er et smukt syn. Månen der daler ned i horisonten mellem klippevejen og bakkedalen. Den kaster skygger af landskabet ned i sandet. Som om hele verden havde dit navn skrevet på det og i sandet var din usikre håndskrift.
   Det var som om nogen havde taget bilen og rystet den som en cocktail. Handskerummet var åbent og tømt sammen med askebægeret og bagagen; det lavede et krøllet museum, en kunstudstilling af fortidens minder. Jeg ventede på at blive skåret ud fra vraget. Bilen så ud som var den kastet ud fra antennens. Motorens indvolde var spredt over asfalten. Møtrikker og bolte var ligeså knust som jeg var. Jeg vil være ligesom bilen, kastet højt og lucid fra antennens top. Jeg vil vide, at jeg ville nå en genfødsel, starte en ny smertefri begyndelse.
   De havde stoppet trafikken så langt tilbage som Edinburgh-krydset. Det tog 21 minutter for dem at ankomme. Jeg tog tid på det ur jeg fik fra din familie i bryllupsgave.
   Der var ingen anden retning, ingen anden udgang fra denne motorvej. Mens ambulancen overtrådte alle fartgrænser så jeg ham. Ham der tog dig fra mig. Jeg kunne mærke hævnlysten rejse sig og blive større end jeg selv var.

Kære Naia
   Jeg har begynde opstigningen af antennen. Jeg er høj af laudanum og bedøvet af diazepam. Dette var den sidste håndfuld smertestillende, jeg fik fra trawlerens førstehjælpskasse. Jeg har mange fortrydelser, men alligevel for få at nævne. Betyder det at jeg skal holde mine øjne åbne? Behøver man hvis man alligevel intet ser på vej ned? Mon om Mathias havde det samme problem undre jeg mig over.

Kære Naia
   Jeg har brændt mine ejendele, min båd, mine tanker. Dette dødscertifikat vil blive spredt over hele øen. Hvem var spritbilisten? Hvem vil huske ham? Jeg har malet, skrevet alt jeg hvad jeg husker om ham. Jeg vil gøre det samme for dig min Naia. Der vil være en anden til at udforske disse kyster, en anden til at huske mig. Jeg vil stige fra havet som en ø uden bund, komme sammen som en sten, blive en antenne, et fyrtårn, så de aldrig vil glemme dig. Vi har altid været trukket hertil: en dag vil fuglene komme tilbage og bygge rede blandt klipperne. Jeg vil se til min højre og se Naia Flensmark der flyver ved siden af mig. Jeg vil se til venstre og se forfatteren af legenden flyve ved min side. De vil efterlade hvide linjer skåret ind i luften, for at nå fastlandet, hvor hjælp vil blive sendt. Jeg savner dig Naia, jeg var ikke stærk nok til at hævne dig. Alt jeg håber på nu, er at du tilgiver mig når vi mødes igen.
Forfatterbemærkninger
Dette var min indsending til DM i novelleskrivning. Jeg ville takke alle de menesker der kommenterede de forskellige beretninger jeg tidligere lagde op. Det hjalp mig en stor del i forhold til hvilken retning jeg skulle gå efter. Det har været mit ønske at skrive tekster. Det har gjort mig utrolig glad at kunne få noget tilbagemelding og i det hele taget, have nogen der vil læse det jeg skriver... Kh. en stolt DM vinder

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/10-2017 08:54 af Andreas Flensmark (andreas132) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1267 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.