Jeg glemmer ikke den dag
tristheden flyttede ind hos dig.
Jeg glemmer ikke det øjeblik
hvor dine øjne blev til tristheden selv.
Jeg glemmer ikke den farve
dine øjne havde inden tristheden malede om.
Og hvor jeg dog ønsker at jeg kunne glemme
hvordan du engang var,
hvordan du engang grinte,
hvordan du engang lød.
For lige om lidt bliver jeg tristheden selv,
og det eneste jeg vil, er at glemme.