Jeg vejer 38 kilo, og derfor kan jeg ikke tage til fest i aften. Men der er fest igen næste weekend, og hvis jeg vejer 35 kg på det tidspunkt, må jeg gerne tage afsted.
Jeg bestiller en stor bakke pomfritter, en cheeseburger og en pizza. Spiser det hele, uden at smage noget. De næste 20 minutter forsøger jeg, at kaste det hele op.
Jeg overvejer at begynde at sugardate, så jeg kan betale for al den mad jeg køber.
Mine forældre spørger om jeg overhovedet får noget at spise? Jeg anstrenger mig, for ikke at grine.
Jeg kan vitterligt ikke erindre, hvornår jeg sidst gik én dag, uden at kaste op.
Jeg skruer op for musikken i min bil, og sidder med en McDonalds pose på skødet. Den er tom nu, og jeg begynder at kaste op i den, imens at jeg stadigvæk kører. Der går hul på posen, og jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde.
Det er nytårsaften, og jeg spiser middag med to af mine bedste veninder. Vi har lavet forret og hovedret, og jeg har sagt til mig selv, at jeg bare skal nyde det. Efter forretten går jeg udenfor, og kaster op i en kop.
Jeg fortæller dig, selvfølgelig da jeg er påvirket af alkohol, at jeg har en spiseforstyrrelse. Du svarer mig, at jeg ser godt ud.
I Sydamerika, bruger jeg al min tid, på at rende rundt på restauranter og offentlige toiletter.
Min kollega spurgte, om jeg har et problem med mad. Jeg kom aldrig tilbage på arbejde.
Jeg er flyttet to timer fra 'hjem'. Jeg er glad, fordi mine veninder og familie slipper for den byrde, som er mig. Jeg er ked af det, fordi jeg savner dem.
Jeg rejste rundt i Chile i en måned. Skrev hjem om alle de spændende oplevelser jeg havde, alt imens jeg sad på et hotelværelse og overspiste og drak en liter øl.
Jeg forstår ikke, hvordan du bare kan spise, og ikke opleve et følelsesmæssigt kaos. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg engang, kunne gøre det samme.
Jeg takker pænt 'nej tak, jeg kan ikke lide æbletærte', selvom jeg har lyst til at spise den og hele verden.
Jeg er blevet så 'god' til at kaste op, at jeg bare skal bøje mig forover. Jeg er faktisk imponeret, og nogen gange, har jeg lyst til at sige 'mor, se hvad jeg kan'.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde får det bedre, og det er okay med mig.
Jeg fatter ikke, at mit bmi kan være så lavt, når mine lår stadigvæk er så store.
Når jeg føler mig tynd, føler jeg mig også stærk.
Min bror kigger ofte på mig, med det her triste blik. Jeg ved han synes, at jeg er alt for tynd. Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg faktisk har taget et kilo på, og at jeg nu er overvægtig.
Jeg føler, at min hjerne er blevet til en mudret masse, bestående af 'MAD', 'FUCK','SELVMORD','ALKOHOL', og så vågner jeg næste morgen.
Jeg er så ked af, at de mennesker jeg elsker, også elsker mig.
Efter dengang, der på badeværelsesgulvet, har min krop ikke været min.
Jeg ved, at du synes det er 'synd' for mig, og at jeg er skør. Men jeg ved, at jeg vinder over dig, med hvert et kilo tabt, og endnu en knogle synlig.