2Kig på mig
En knirkende lyd kastede sig ind over værelset. Min underbevidsth... [...]
Noveller
7 dage siden

Puls: 8,8

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 2
Jonas Ceran Brodersen (f. 2000)
En knirkende lyd kastede sig ind over værelset. Min underbevidsthed prøvede at vække mig, men
   drømmen var vokset. Den var alt for stærk. Jeg var mellem et hav af folk. Folks blikke fangede mig
   og bandt mig. Det var helt mærkeligt at endelig være synlig, det var jeg ikke vant til. Der var
   mennesker overalt. Mennesker, som kom over og snakkede med mig af venlighed, ikke fordi de
   havde ondt af mig. Mennesker, der kiggede på mine pupiller i stedet for ansigtet. Duften af den
   smukke selvtillid som voksede sig stærkere, forfriskede mig, den gjorde mig stærkere, gav mig
   noget at holde fast i. Det hele var næsten for godt til at være sandt. Pludselig regnede det. Et hav
   af dråber strømmede ned fra loftet. Dråberne blev hårdere og hårdere, tungere og tungere. Nu
   føltes alting så virkeligt, ikke bare en drøm mere. Blikket tændte, og det våde syn overfaldte mig.
   "Mor, hvad tror du, at du har gang i!" sagde jeg med en meget opbragt tone. Hun svarede hurtigt
   tilbage, "Du skal i skole, du kan ikke drømme hele dit liv væk. Jeg prøvede at vække dig mange
   gange, men intet virkede. Jeg var nødt til at hælde vand over dig." Hun tilføjede med et suk, "Det
   begynder næsten at være den eneste måde, jeg kan vække dig på." Jeg forstod det ikke, og lod
   derfor ordene flyve ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg stod op af sengen, og derefter var
   alting automatisk, nu var der ikke mere, jeg kunne gøre. Dagen var planlagt. Fødderne marcherede
   ud til spejlet i opgangen. Det forbandede spejl. De stoppede automatisk foran det, som om der var
   rødt lys, og lyset ikke kunne blive grøn igen, før jeg havde kigget mig i spejlet. Jeg vidste, hvad
   spejlet ville betyde, men alligevel kunne jeg ikke lade være. Blikket, der lavede elevatorblikket,
   startede fra bunden og stoppede tilsyneladende ved ansigtet. Det gør det altid. Blikket
   absorberede tankerne fra spejlet, eller rettere, tankerne som spejlet dannede og gemte dem.
   Fødderne blev tungere, de har altid været et godt gemmested. Nu var lyset blevet gult. Jeg tog
   mine hænder foran ansigtet, prøvede at gemme mig bag dem, men hvad med lyset? Det skide lys
   og det forbandet spejl. Lyset ændrede sig, og det var nu grønt. Jeg satte fødderne i bund, men det
   var hårdt, hårdere end starten.

*

Jeg steg ud af bilen, og smækkede døren. Lyden af et vindue, der blev taget ned, bølgede inde i
   mine ører. "Husk skat, jeg elsker dig lige meget hvad." Jeg lavede øjne, hvorefter at fødderne gik
   videre, men blikket vendte sig tilbage. Ud af det blå stoppede jeg op, så personen bag mig
   næsten gik ind i mig. Omkredsens blikke fangede mig og bandt mig. Det var næsten ligesom
   drømmen. Jeg var synlig. Jeg sendte blikket tilbage mod fangerne, men opdagede hurtigt, at de
   bandt mig op og lod mig gå. Jeg indså hurtigt, det var ikke mig, de kiggede på. Det var de røde
   væsner, som jeg plejer at kalde dem. Røde, fordi det er dem, som styrer lyskrydset. Jeg gik videre,
   selvom fødderne var blevet meget tungere siden i morges, selvom væsnerne bedte mig om at lade
   være. Jeg skulle bare klare mig igennem dagen, tænkte jeg. Drømmen ville helbrede mig, det
   plejede den altid, få det onde væk og forfriske mig. Jeg skyndte mig ind på et toilet, fødderne havde
   brug for et spejl. Underbevidstheden prøvede at advare mig, at de ville blive stærkere. Jeg lyttede ikke, selvom jeg burde. Blikket lavede elevatorblikket. Jeg prøvede at kæmpe imod, lade være med
   at stoppe ved ansigtet, men jeg var for svag. Blikket zoomede ind på de røde væsner. Det er som
   om, at de har deres helt eget liv. Jeg gik et skridt tættere mod spejlet, og lagde mærke til, de ikke
   var røde. De var sorte. Det så ud som om, de spredte det. Spredte infektionen. Farven spredte sig til blodkredsløbet, og
   før jeg vidste af det, var mit hjerte sort. Det bankede hurtigt. Jeg kunne hurtig mærke, jeg blev
   febrilsk og ræd. Ræd for at drømmen ikke ville kunne helbrede mig. Blikket vendte sig mod
   væsnerne igen. Var de blevet større?

*

Døren blev langsomt åbnet, og jeg kiggede til begge sider, som om det var en vej, jeg skulle krydse.
   Det var det også på en måde. Jeg var nødt til at sikre mig, at der ingen mennesker var nu. Det hele
   var ikke ligesom før, jeg var mere usynlig, mens de røde væsner var blevet mere. Det kunne jeg
   simpelthen ikke klare. Mennesker som kiggede på mig, men alligevel ikke, da det var væsnerne, der
   fik deres opmærksomhed i stedet for ansigtet. Det reelle ansigt. Mit ansigt. Det tog mig alle mine
   kræfter at få mig ud af toilettet, og så derefter at gå hjem. Jeg kunne ikke skole mere, jeg var for svag. De var
   for stærke, de begyndte at gøre ondt. Blikket holdtes nede ved gulvet og forblev således, indtil jeg
   til sidst var ude af skolens grund. Jeg pustede langsomt ud. Det tog noget tid, før jeg fandt mit
   normale åndedræt. Jeg hadede denne følelse. Følelsen af usikkerhed. Bange for hvad de ville gøre,
   hvis de fandt ud af, at jeg ville dræbe dem. De røde væsner altså. Det var derfor, jeg ikke tog til en
   hudlæge. Det var derfor, jeg lod dem dræne mig for liv, og har ladet dem gøre det, siden jeg var i
   13-års- alderen. Jeg burde tage til en hudlæge, men jeg havde drømmen. Drømmen ville helbrede
   mig. Det var noget, jeg sagde til mig selv mindst 20 gange om dagen.

En vibration i min lomme føltes brat. Jeg kiggede ned på den lyse skærm med en skær af
   grønt. Det var min mor, der ringede. Hun havde nok hørt, at jeg ikke havde kommet til mine timer.
   Hun ville aldrig forstå. Hun ville aldrig forstå, at jeg psykisk ikke kan noget. Mine øjne fangede
   noget interessant, det var et menneske, der var på vej mod mig. Jeg vendte mig om, og håbede at
   personen ville gå forbi mig. Hjertebanken blev hurtigere og højere for hvert sekund, jeg ventede på,
   at personen ville gå forbi. Det hele blev for meget. Synet blev helt sort, som om det var
   solformørkelse, bare uden solen. Jeg kunne kun se et skær af en skygge, som var på vej mod mig.
   Det eneste jeg husker herefter, var drømmen. Drømmen helbredte mig, hjalp mig og beskyttede mig
   mod alt det onde.

To dage senere vågnede jeg op til et meget lyst rum, med en person som lignede
   en engel. Hun var helt hvid. "Endelig stod du op, det har vi ventet på i et par dage nu." sagde hun
   med en sprød stemme. Hun fortsatte, "Du faldt og slog dit hoved, heldigvis for dig, var der en
   person, som skyndte sig at ringe 112." hvorefter hun drejede ansigtet mod en person,
   som sad og kiggede mystisk på mig fra hjørnet. Jeg fik noget mad at spise, og hun sikrede sig, at jeg
   havde alt, hvad jeg skulle bruge, hvorefter hun gik ud, så jeg kunne hvile mig. Da døren smækkede
   sig mildt, efter hun gik, rejste personen sig fra hjørnet op, og gik over til sengekanten. En stemme
   som havde en tryg tone i sig, sagde nu: "Jeg ved, hvordan du har det, og hvorfor du faldt. Det var
   formørkelsen, var det ikke?" Det lød som om, drømmen talte til mig, som om jeg nu skulle trøstes.
   "Jeg kender de røde væsner." blev der sagt herefter. Hjertet begyndte nu at trække vejret noget hurtigere, hvorefter stemmen ændrede sin facon, "Jeg skal nok hjælpe dig. Det lover jeg." Jeg følte
   sådan en tryg og sikker energi i rummet, at jeg faldt i søvn direkte efter.

*

Jeg kunne mærke en rysten, blikket tændte, og jeg kiggede omkring. Det var englen igen. Men det
   var ikke den samme. Denne engel kunne man se, var en sygeplejerske. Hun sagde med en sprød
   stemme, "Endelig vågnede du, vi har ventet på dig i 2 uger nu." Det hele måtte have været en drøm.
   Jeg prøvede at nive i mig selv, for at komme tilbage. Det virkede ikke. Hvorfor virkede det ikke?
   Det plejede altid at virke. Hun kiggede mystisk på mig, men sagde intet. Mit blik skyndte sig at
   kaste sig over hjørnet, men der var ingen mere. "Hvor er hun?" sagde jeg med en kommanderende
   stemme til sygeplejersken. Hun smilede og blev en smule perpleks. "Hvilken pige?" fik jeg skudt tilbage. Jeg
   kunne mærke vreden komme op af mig. Jeg steg op af sengen, tog mine let-vægtige ben, og fik dem
   til at køre mig over til et spejl på toilettet. Jeg stoppede automatisk for lyskrydset. Der var rødt lys,
   og det vidste jeg, hvad betød. Herefter blev elevatorblikket lavet. Fra fødderne til ansigtet, men da
   den nåede ansigtet, var der sket noget nyt. Væsnerne var blevet større og mere røde. De var blevet
   stærkere. Jeg kunne mærke vægten ankom på mine ben. Jeg slog min hånd ind i spejlet, så det blev
   knust til tusinde stykker. Jeg tog et af glasskårene op, og nu blev speederen trykket ned til det fulde,
   og jeg kørte for rødt. Jeg kunne ikke mere. Vægten gjorde ondt, alting gjorde ondt. Jeg brugte al
   min sidste energi på at springe lyskrydset i luften, og pludselig stoppede bilen. Alting stoppede.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/11-2017 17:06 af Jonas Ceran Brodersen (seriouslyjonas) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1568 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.