Jeg kan ikke fange dem! Alle flakser de rundt i mit hoved. En flyvende masse uden vinger. De forsvinder ind og ud af min bevidsthed. Det ene øjeblik er de her, det andet er de væk. Jeg kan aldrig fange dem. Hver gang griber jeg ud efter dem med mine bare hænder, men hver gang fanger jeg luft. Nogle få gange kan jeg mærke og fornemme dem. De kommer tæt på, så tæt at jeg kan mærke deres sagte pulsering. Det er lige før, at jeg kan holde fast i dem denne gang. Men de forsvinder altid. De er som en rindende å, der glitrer fra flere millioner af dråber. Når man prøver at fange bare en enkelt, forsvinder de som sand gennem fingrene. Som de falder fra dit greb glimter de som diamanter for øjnene. Man når at tænke på alt det gode, de ville bringe, hvis man bare kunne fange én af disse diamanter. Men som altid falder de tilbage til de andre, og igen bliver ét med den gennemsigtige å.

Hvert sekund myldrer de frem og tilbage. Nogle gange når jeg end ikke at høre dem, før de forsvinder tilbage til intetheden. Men der vil altid komme en ny. Det sker hele tiden. De kæmper for at nå frem. For at blive hørt for en stund. Lyttet til. Det er hele formålet med deres eksistens.

Til tider ønsker jeg dem væk. Deres uendelige strøm, deres højlydte røst, der maser i mit hoved. Tænk hvis de forsvandt? Bare for en stund. At der kun fandtes en berusende stilhed, der fyldte din sjæl. En oase i sindet, som fornyer din opbrugte energi. Som regnbuens farver, der pibler frem for det indre blik. Som sommerens solstrejf, der giver dig varmen igen. Prøv at forestille dig det! Intet at tænke på. Ingen stress. Ingen hverdag. Bare et beroligende tomrum.

Men sådan er det ikke. Sådan vil det aldrig blive. Hvert eneste sekund bekriger de hinanden i en alle mod alle. De prøver at drukne hinandens røst. De kæmper en kamp for overlevelse. En kamp for at blive hørt. En kamp for at blive valgt. De lever alle inden for sindets bur, med intet andet at tage sig til. De kan aldrig slippe fri. De kan kun blive hørt for en stund, de kan kæmpe til evig tid eller de kan blive tilintetgjort af en glædes eller sorgens følelse.

Jeg kan ikke fange dem! De vil til enhver tid svæve rundt i mit sindelag. De er der uden mit samtykke. Men det gør ikke noget. Til trods for deres uendelige strid har de hjulpet mig på vej, har skabt min identitet. De har vævet mit livs trådssystem. Men de er underlagt usynlige lænker. Fra barnsben har de fået lagt håndjern, der styrer deres liv. De vil gerne tro, at de er frie. Det er de ikke. Ingen kan være frie.
Og jeg vil aldrig kunne fange dem.