Solens første stråler var kun lige brudt gennem skyerne. Himlen var helt rød. Et fantastisk syn. Men synet som den unge Cetel så den dejlige morgen var ikke fantastisk. Det var tværtimod forfærdeligt. Ude i horisonten viste der sig først et så et mere og til sidst et tredje og et fjerde vikingelangskib. Fire frygtindgydende lange skibe med de smukke røde og hvide sejl.
   Celet satte i løb. Han var nød til at varsko klosteret inden det var for sent. Helst inden sejlene blev taget ned. Lige nu sejlede de for sejl og det gik ikke så hurtigt som når alle hundrede mand i hvert skib sad bag årerne. Han måtte varsko klosteret.
   Cetel styrtede ind i klostergården.
   - Vikinger, Vikinger, vi bliver angrebet. Han var helt åndeløs af at styrte ned af klipperne for at nå frem. Han styrtede op af trapperne og ind til abbed Gudmund.
   Abbeden kikkede op fra de papirer han sad og læste i da Cetel kom løbende ind.
   - Vi bliver angrebet. Vi bliver angrebet. Han havde kun nået at sige det en gang inden abbeden var oppe og ude af stolen. Drengen stod tilbage. Med hænderne på knæene stod han og hev efter vejret.
   Han kunne høre abbedens løbende fødder på stengulvet. Cetel vidste hvor han var på vej hen. Op i tårnet. Der kunne han se havet fra. Cetel havde fået vejret sådan nogenlunde og løbe efter ham. Side om side stod de i tårnet og så sejlene blive taget ned. Nu havde de ikke lang tid tilbage.
   - Find alle brødrene, få dem i skjul. Og det skal gå hurtigt. Sejlene er nede. Tag alt hvad I kan bære med jer. Og kom ikke tilbage før de vilde er væk. Red jer selv.
   Han var på vej ned at trapperne og Cetel kunne se ham løbe i retning af kirken. Cetel satte efter. Hurtigt fik han samlet de brødre han kunne finde. Og sammen fik de samlet flere af tingene sammen inde fra kirken og fra resten af klosteret.
   Men selv om de skyndt sig alt hvad de kunne var de ikke hurtig nok. De første af dem var begyndt at løbe da de hørte lyden af skibene der gled ind på standen. Og snart kunne de høre lyden af våben der blev trukket.
   Cetel var lige ved at lade sig gribe af panik. Det var ikke nemt at undgå det. Men så kom han til at tænke på noget. Med to lysestager og en gammel kopi af biblen løb han ind i køkkenet.
   Bag et af bordene var der en lem. Lige som han huskede. Han havde fået den vist lige da han kom til klosteret. Den blev brugt til opbevaring af de vine som munkene selv lavede. Lemmen var gemt under et bord. Men det var nemt at fjerne den nederste hylde og løfte lemmen. Han lagde sig på knæ og kikkede ned. Der var kun nogle få flasker der nede. Og hullet var sort som natten. Der var ikke nogen der ville opdage ham dernede.
   Så han smed hurtigt sin byrde derned. Og så løb han tilbage til kirken. Han ville rede så meget som han kunne nå. Men det skulle gå hurtigt.
   Han kunne se to brødre løbe af sted over stok og sten med en halvstor flok vikinger efter sig. Det var godt. Hurtigt løb han ned til kirken. Her tog han to guldplader fra en gammel grav. Og da han passerede kloster døren opdagede han at en af maskerne på døren stadig sad på sin plads. Den tog han ned og med den under armen løb han tilbage til køkkenet. Der lå stadig masser af ting i kirken og i resten af klosteret, ting han gerne ville tage med sig ned i kælderen. Men han vidste at han ikke kunne gå en tur mere.
   Der havde allerede været flere vikinger i gården. Han vidste der havde været over 300 vikinger ombord på de fire skibe. Men det myldrede også med dem alle vegne. Forsigtigt listede han tilbage til lemmen i gulvet. Selv om han var ved at blive opdaget flere gange nåede han uset tilbage.
   Han kravlede over til lemmen som stadig var åben. Her smed han pladerne ned på bunden. Og skulle til at kravle ned til dem da han opdagede en fod bag en af tønderne med fisk. Han troede lige et øjeblik at han var blevet opdaget. Så blev foden trukket ind bag tønden men en lille hånd stak frem.
   Et sekund tøvede han men rakte så over og trak i hånden. En meget ung pige dukkede frem. Hun skulle lige til at skrige da hun så at han var en af de unge munke. Hun kravlede hurtigt over til ham og han hjalp hende ned i hullet under gulvet. Så kravlede han bagefter og inden han lukkede lemmen fik han bakset hylden tilbage på plads. Og så lukkede han lemmen forsvarligt. Forhåbentlig ville vikingerne ikke opdage dem.
   Længe sad de på jorden og lyttede til skrigene udenfor. Ikke længe efter hørte de at nogen kom ind i køkkenet. Pigen klynkede så Cetel lagde hånden over hendes mund. Længe sad han med armen om hende og hånden på hendes mund. Sad bare og lyttede.
   Så hørte han et skrig og nogen faldt om. Lige over lemmen. Der var en sprække mellem to gulvplanker så de to i kælderen kunne kikke op. Oppe i køkkenet gik to store vikinger rundt. De væltede stole og borde. Og så blev liget flyttet.
   Begge krøb ind i et hjørne og kravlede sammen. Lemmen blev åbnet og et sværd blev stukket ned. En stemme sagde noget. Noget hårdt. Men ingen af de to i kælderen forstod hvad der blev sagt. Men så sprang den ene af mændene pludselig ned til dem. Sværdet blev vendt mod dem. De kravlede sammen og klamrede sig til hinanden.
   Som noget der føltes som en evighed kikkede de på hinanden. Munken og vikingen. Så tog manden fadt om håret på pigen og trak hende med sig. Cetel sprang op men sværdet blev presset ind i maven på ham. Han stod som stivnet.
   En arm blev stukket ned og tog fat i håret på pigen. Hun greb om armen og forsvandt sparkende og skrigende op. Manden havde vendt sig mod ham igen. Han greb fadt i Cetels arm og han blev tvunget op i køkkenet. Her stod to store mænd. Deres hår var vildt, deres skæg flettet. De så meget fæle ud.
   Cetel så at pigen sad på gulvet. En stor mand stod ved siden af hende. Hun kikkede på Cetel med skræmte øjne. Alle havde hørt historierne om hvad der skete med dem der blev fanget. DE BLEV SLÅET I HJEL. De heldige.
   Cetel og pigen blev ført ud i gården. Her blev de beordre over til de brødre der ikke var nået væk. Abbeden var der ikke. Så blev de ting Cetel havde forsøgt at rede ved at gemme dem i kælderen smidt i en bunke hvor der allerede lå flere ting som de andre havde prøvet at rede.
   En stor viking kom ud af kirken. Han havde favnen fuld af ting. Det smukke klæde der havde ligget på alteret blev brugt til at bære det hele i. Længe sad de og kikkede på bunken af ting der bare blev større og større.
   Og endelig blev de ført væk. Alle blev stillet op i en række. Reb blev bundet om deres hænder og en lang kæde blev bundet til den. Vikingerne havde fundet en lille vogn som klostret brugte når de hentede grønsager til køkkenet. Den blev alle tingene læsset op på. Og så blev de ført til standen.
   Her lå der fire skibe. Helt inde ved land. Det var utroligt så tæt vikingerne kunne få deres skibe til land. Men det var på grund af den flade bund. Nu blev de alle puttet ned i skibene. Cetel talte hurtigt hvor mange de var. Kun 11. Med pigen. Hun var den eneste kvinde.
   De blev fordelt fem mænd i hver skib, pigen kom i den samme som Cetel. Kæden blev taget af dem men de var stadig bundet. Efter at pigen var blevet tvunget ombord kravlede hun på knæene over og satte sig tæt til Cetel. Han lagde hovedet beroligende ned på hendes. Og tog hendes bunden hænder i sine egne.
   En af vikingerne så dem. For over og ville trække pigen væk. Men en stor rødhåret mand lagde hånden på hans arm. De diskuterede lidt og så gik manden væk. Den rødhårede smilede til de to unge. De kikkede bare bange på ham.
   Sådan sad de hele dagen. En gang så Cetel sig tilbage. Men de var allerede så langt væk at de ikke kunne se land mere. Ingen af de to snakkede sammen. Der var stille ombord. Kun vikingerne snakkede sammen med mellemrum.
   Den aften kom den rødhårede viking over til dem med mad. Han havde også et tæppe med. Det blev lagt om dem. Pigen sukkede. Det var et dejligt tæppe. Og smukt. Igen smilede manden til dem. Han lagde hånden på sit bryst. - Aki. Han smilede med begge øjenbryn trukket op. Han pegede på Cetel. Men Cetel forstod ikke. Men det gjorde pigen.
   - Cecilia. Hendes stemme var svag. Men manden smilede til hende. Han tog et stort brød og skar et stort stykke af til hende.
   - His only asking about our names. Pigen hviskede det til ham. Men Cetel havde forstået det.
   - Cetel. Han lagde de bundne hænder på brystet af sig selv. Manden nikkede. Så fik også Cetel et stort stykke brød. Manden sad lidt og kikkede på dem. Så gik han tilbage til sin åre. Manden der sad ved siden af smilede til ham. For første gang den dag følte Cetel at det måske ikke ville blive så slemt.
   Inden de nåede til deres bestemmelses sted havde manden Aki fået arangeret det så han kunne beholde de to. Han havde afslået sidst de havde været ude. Så ingen diskuterede med ham. Han fik de to unge.