Lisa står foran sandkassen med en slidt ske i hånden. Den skarpe eftermiddagssol kaster stråler på skeen og gør den varm. Den er bøjet og mønstret er ikke længere så tydeligt.
   Lisa vender og drejer skeen, mens en tåre sætter sig fast i øjenkrogen. Hånden ryster, og sved perler frem på hendes pande. Den korte, lyse sommerkjole, klistrer til hendes magre krop. Det er den sorte smerte indeni hende, der får sveden frem. En smerte der snart har været der i et år, altid vil den være en del af hende nu. Og den slidte ske giver smerten liv. Tårer falder ned på skeen, så den glitrer.
   Hun gnider sand og tårer af den. 13 år har den ligget under sandet, tænker hun. Malthe var bare 3 år, da han fik den. Han elskede at grave i sandkassen, lave veje til sine biler med den lille blå plasticskovl. Men da den knækkede, stak han i et vræl. Og så gav hun ham skeen som trøst.

"Hej skat", lyder med ét Birgers mørke stemme.
   Hun farer sammen.
   "Blev du forskrækket"?
   "Er du allerede hjemme", hvisker hun og kigger på ham med opløst ansigt.
   " Lisa skat", udbryder han og er i to spring henne ved hende. Han favner hendes krop, kysser og krammer tæt. Vugger hende blidt i sine arme.
   Sådan står de en tid uden ord, forsøger at rumme deres fælles smerte. Hendes tårer stilner af. Hun trækker sig ud af hans favn, snøfter og viser ham skeen. " Kan du huske den"?
   Han nikker. " Du gav Malthe den, da skovlen knækkede. Hvor gammel var han? Omkring 3, Ikke?"
   Birger synker en klump, mens han kaster et flygtigt blik over på de mange mælkebøtter bag sandkassen.
   Lisas øjne ser sløret på Birger. " Hvor var han glad for den ske. Gravede med den hver dag, længe". Hun holder skeen op mod lyset, så den reflekterer solen. "Men pludselig var den væk", siger hun med lille stemme.
   Birger trækker hende ind til sig. " Og Gud hvor vi ledte. Han ville ikke have nogen anden ske. Den stædige krabat. Havde du ikke købt en ny skovl til ham, så ved jeg ikke..." Han fanger sin kones øjne, stryger ned over det lange, lyse hår og kysser hende. Igen og igen. " Jeg elsker dig Lisa. Vi må bære det her sammen."
   Hun gnider tårerne væk. " Jeg elsker også dig, Birger. Men jeg kan ikke holde det ud. Jeg savner ham hver dag, hver time, hvert minut. "
   Lisa hulker ind i hans T- shirt. " Altid, altid, tænker jeg på ham. Hvorfor skete det? Hvis bare vi ikke havde meldt ham ind i den løbeklub." Hun hiver efter vejret. " Hvis han ikke skulle træne til den halv-maraton. "
   Birger lægger sin pegefinger under Lisas hage, løfter langsomt hendes hoved, ser ind i de triste øjne. "Skat", hvisker han. "Det nytter ikke noget. Vi får ham ikke tilbage."
   "Men hvorfor lige ham? Hvorfor os?" Spørgsmålene bliver hængende i luften som en usynlig snor mellem dem.

Birgers øjne er blevet blanke. " Heldigvis fik Malthe et godt liv", siger han med grødet stemme og lader blikket glide hen over ukrudtet, der er ved at vokse dem over hovedet. " Den klub, og kammeraterne var jo hans ét og alt." Birger flytter blikket over på sin kone. "Og han nåede også at få en sød kæreste, ikke?"

" MOR... hvor er du?" Lyder det med ét fra deres niårige datter, Ella.
   "Vi er her, omme i baghaven", svarer hendes far.
   Ella har fuld fart på. Det lange, lyse hår flyver om ørerne på hende. " Må jeg godt sove hos Mia?", halvvejs råber hun. " De har "... Ella standser så brat, som havde hun fået en sten i hovedet. " Mor, hvorfor græder du?"
   "Kom", siger Lisa og rækker ud efter sin datter. Hun knuger hende ind til sig. Viser hende skeen. "Se, den legede Malthe med, da han var lille", siger hun med en rystet stemme. "Den har ligget under sandet."
   "Jeg savner også Malthe, mor. Meget. Han var en sød storebror. Han var altid så sjov."
   Der kommer et lille smil om Birgers mund. " Du må godt sove hos Mia", siger han og ser på Lisa.
   "Må jeg? Jubiii. Så vil jeg løbe ind og pakke.
   Med hinanden i hånden iagttager Lisa og Birger deres datters glade hop.
   Birger klemmer Lisas hånd, mens hans øjne vandrer rundt i haven. " Måske skulle vi se og komme det ukrudt til livs"