D. 31. oktober 2067
Kære Solvej

Jeg var forbi dig i dag. Kunne du mærke mig? Kusine Lene var hos dig i sidste uge for at plante en blomst. Hun siger, du ville have elsket dem, men hun ved ikke, du synes, at duften af lavendel er kvalmende i længden. Jeg flyttede den over i hjørnet, så du ikke kan dufte den så kraftigt.
Jeg kan stadig mærke dig, ind imellem. Når jeg skal sove, er du der mest. Så kan jeg mærke at du ligger ved siden af mig, og jeg ligger ved side af dig. Ligesom før. Det er 50 år siden i dag, Solvej, og det er derfor, jeg skriver til dig.
Der er sket meget siden, Kong Frederik 10. er død. Dannebrog med. Vi kalder os for nordmænd på 37. år. Regeringerne blev enige om, at det var en god idé. Det ville du have hadet.
Selvom det ikke længere er muligt at sende breve, ville jeg ønske, jeg kunne sende mit, til hvor du er. I stedet vil jeg lægge det i den nederste skrivebordsskuffe. Ned til de andre breve. Ned til den sølvring mor gav dig i konfirmationsgave. Jeg fik ingen ring.

Jeg håber ikke, du har glemt mig, Solvej, for jeg husker alt, du er. Jeg husker dit grin og følelsen af dig. Vi hang sammen, du og jeg. I toppen ved tindingen, smeltede vi sammen. Jeg kunne høre dine tanker, både de glade og de triste. I 21 år var du min bedste ven. Det lange lyse hår og måden du snakkede på. De kunne lide dig, dem alle sammen. Mest af alt din humor. Du tryllebandt alle, med hvem du var. Lige ved min venstre side, to sæt ben, to sæt arme og to hoveder. Os to, med to hjerter.

Jeg husker ingenting, da det skete, mens det skete. Vågnede med ét sæt ben og kun ét hoved. Havde vi ventet til i dag, havde det lykkedes lægerne. De var jo så uvidende dengang. Der blev så tomt i vores seng og så stille i mit bryst, for pludselig var det kun mit eget hjerteslag, jeg kunne høre. Pludselig var dit der ikke længere som et ekko. Kun mine egne tanker i mit hoved. Kun et ar og et underligt øre. Mor og far græd, og jeg græd, og de holdt om hinanden, mens jeg holdt om mig selv. Du tog os alle sammen med storm. Og så lige op til vores fødselsdag. Huset blev stille, og det gik op for mig, hvor tungt mit hoved var. Det er 50 år siden i dag, Solvej.

Kan du se mig? Jeg føler og mærker dig sommetider. De første mange nætter var dit grin det eneste, jeg hørte, når lyset blev slukket.
Her er så stille nu, Solvej. Det har her været siden 2017.
Jeg savner dig sådan. Du og jeg, ved du nok
Vi ses en dag.
Hils mor og far.

Din søster,
Monika