Med stille og rolige skidt gik jeg rundt i lejligheden. Jeg kunne lugte noget af hans aflagte tøj, det var beskidt og stak af sved.

Langsomt som et dyr på jagt om natten lugtede jeg mig frem til t-shirten. Jeg løfter den op til min næse. Mens jeg hiver duften ind kan jeg mærke hvor meget jeg savner ham.

Han havde kun lagt en seddel, hvor han skrev: 'Jeg kan ikke klare at vi aldrig kan være lykkelige sammen'. Hvor var lykken forsvundet hen. Han havde kun været væk i 12 timer men det føltes som flere år.

Hvordan skal jeg dog klare. Jeg havde lagt hele mit liv om i forhold til hvad der passede ind i hans hverdag. Jeg har smidt mine veninder og venner, fordi det ikke passede ind i hans planer.

Alene, med den natlige ro, sprang der tåre frem på mine kinder. Jeg kunne mærke hullet vokse side om side barnet. Hjerte kammeret føltes som en stor fest sal med plads til 1000 af mennesker, men ingen var kommet.

Med stille bevægelser pressede jeg på maven. Jeg ville helst gerne kunne fortryde barnet og leve som en teenager igen. Men på mange måder var løbet kørt.

Jeg blandede stille og roligt alkoholen med sovepillerne.