Jeg så dig igen i dag. I mængden af tanker, af mennesker og af hverdagssysler. Du kom ud af min radio med en gammel sang, og stirrede mig i øjnene med et lige dele kærligt og plaget udtryk. "Hvorfor kommer du her? Ved du ikke at jeg er lykkelig?"
   Du svarer ikke - går bare nysgerrigt hen til blåbærene i skålen og tager et par stykker. Du nikker lidt i takt til musikken fra radioen og smiler et skævt smil. Et par hårlokker på dit hoved nikker med. Hjemmevant i det her hjem, mit hjem, som du aldrig har set, men somme tider besøger. De første mange gange du kom her, gjorde det stadig ondt. Du var nærgående og jeg var i tvivl, selvom jeg benægtede det. Men jeg har det godt nu. Jeg lever et andet liv, har en anden mand og jeg elsker ham højere end noget andet. Så hvornår lader tiden dig forsvinde med minderne?
   Jeg tørrer en gryde af, mens du sætter dig på hug og aer min kat over ryggen. Du nynner titelmelodien til den tegneserie du ved den er opkaldt efter. Gryden er lidt rusten, men mens jeg stiller den på plads i skabet, går du igen. Egentlig ser du afslappet ud, og jeg har svært ved at forestille mig, at du ikke også selv har det godt. Det håber jeg i hvert fald du har, som du går der, ned langs markerne. Det ved du også godt. Nu fløjter du.