"Hej Kaj!" råbte hun, så snart hun trådte ind i bussen.
   "Hej Bøje" lød det muntert retur, da hun havde bippet buskortet og var nået ned mellem rækkerne af 80'er-mønstrede sæder.
   Han fyldte næsten halvanden plads, og når bussens bevægelser slog hans bukseben ind mod indkøbsposen, kunne hun høre poserne med bolsjer knitre dernede fra.

"Jeg har købt guf til misserne" forsøgte han, med et bredt smil over det runde, furede ansigt. "Den gamle af dem, spiser kun Marianne-bolsjer, ved du nok!"
   "Du er skør.." svarede hun trodsigt tilbage. "Katte spiser da ikke bolsjer!"
   "Jo jo. Hver aften stiller jeg en skål bolsjer frem til hende, og hver morgen når jeg står op igen - ja, så har hun spist dem alle sammen. Tror du ikke på mig?"
   "Nej!" sagde hun og lagde armene over kors.
   "Du tror måske jeg selv spiser dem?" svarede han med løftede øjenbryn.
   "Ja! Du er jo skør, Kaj!"
   "Hm.. Det må jeg lige tale med din mor om.. På den anden side. Så får du nok ikke lov at komme at besøge mig mere. Hun siger jo du heller ikke har godt af alt det sukker."
   "Det er løgn! Jeg har altså næsten ikke fået noget slik i den her uge.. Og jeg skal jo lære Bingo at hoppe over forhindringer."
   "Ha! Den gamle hund. Den er jo næsten blind. Den kan du da ikke lære nye kunster."

Det skrattede fra bushøjtaleren i samme øjeblik: "Næste stop: Kastanjevej", og Kaj lod som om han rakte ud efter STOP-knappen. Pigen vendte sig adræt efter den anden STOP-knap, og nåede stolt at trykke før ham.
   "Kom, Kaj. Så viser jeg dig hvad jeg har lært ham!"

De fulgtes sammen op langs ligusterhækkene og de mere og mindre velholdte stakitter. Inde fra nummer 4, hørtes gøen fra en lille hund.
   "Bingo har hørt dig. Går du hjem med din taske først?" spurgte han, en anelse forpustet af den korte gåtur.
   "Ja.. Ellers bliver min far bare sur. Men jeg kommer lige om lidt!"
   Hun løb i forvejen og Kaj betragtede hende fra køkkenvinduet, da hun kort efter kom løbende mod hans hus igen.
   "Schhh!" hviskede han, da hun nåede hans dør. "Misserne sover som små børn!".
   "Du er altså skør, Kaj! Bingo har jo vækket dem. Og du kan jo slet ikke lide små børn. Det har du altid sagt. Sømænd kan kun lide damer, men det er du blevet for gammel til."
   "Hov hov, lille ven!" prøvede han, og havde allerede glemt at hviske. Hun trampede forbi ham hen mod slikskabet.
   Med bolsjer i munden og hånden fuld af godbidder, satte hun sig på hug ved hundekurven.
   "Kom, Kaj! Nu skal du se hvad jeg har lært den gamle hund!"