Mit nag er kuet,
det er som en lille hund der bor dybt i mit hoved,
den bider aldrig,
når de endelig ringer,
fordi de havde glemt mig.
Når sandhedens klokker kimer,
og naget binder min mund,
forsvinder jeg selv for dem,
jeg går ind i mit hoved
og klapper hunden der logrer
derinde i sin hule,
fordi den ser mig.
De kan ikke se det.
De kan ikke høre det.
Ingen ser det.
Materialismens fadervor er,
at de tror, de er spejle af hinanden,
jalousiens skaber,
målerlarver der maser afsted hele tiden,
for at være den bedste, den klogeste, den smukkeste
og den yngste,
for at vinde
alt,
tror de selv.
Men du, min lille ven,
min eneste ven der hjalp mig over sorgen,
du er væk.
At du nænner det mod mig,
hvis det er med vilje,
at du bliver borte,
du min lille kat.
Det onde menneske har ellers gjort fortræd igen.
Min foragt og
mit had til dem er stort.
Jeg tilgiver dem aldrig,
hvis de har gjort dig noget,
men de får det aldrig at vide,
for jeg er ikke Jesus
eller Gud,
og jeg kan heller ikke græde.
Vi siger næsten ingenting,
min lille hund og jeg,
de opdager aldrig,
hvordan jeg tænker.
Jeg lader dem snakke mig tavs,
til de ikke mere gider
læsse mere på min vogn.
Mit nag er kuet som en bange hund
dybt inde i mig selv,
det slipper aldrig sandhedens klokker,
når de ringer.