Den grå dame


13 dage siden 2 kommentarer Noveller sindet depression familiebesøg

2Den grå dame
Hvis jeg bare kunne slippe herfra. Forsvinde. Slippe for mig selv... [...]
Noveller · sindet, depression, familiebesøg
13 dage siden
3Oprør
Jeg lever en andens liv · En anden vælger hvordan jeg skal more mig... [...]
Digte · undertrykkelse, frihed, oprør
1 måned, 2 dage siden
6Fnug
Jeg er et fnug · Virkeligheden blæser mig rundt · Der er ingen holdep... [...]
Digte · psykologi, angst, panikangst
1 måned, 12 dage siden

Puls: 33,3

Publiceret: 3
Afgivet: 10
Modtaget: 11
Vina Frank (f. 1975)
Hvis jeg bare kunne slippe herfra. Forsvinde. Slippe for mig selv, angsten og tankerne. Ville det være bedst at køre ned til broen over sundet og tage springet? Jeg kan snart ikke klare mere. Jeg kan ikke være i det. Angsten fylder min eksistens og stjæler mit jeg. Der er ikke plads til andet. Skal jeg efterlade et mig-formet hul i verden, og lade tiden fylde det ud? Hvis jeg bare kunne forsvinde og blive glemt. Tage til Nangijala hvor mine bedsteforældre venter tålmodigt på os. Til barndommens ubekymrede, betingelsesløse kærlighed. Hvis den overhovedet stadig findes.
   Det er de tanker der fylder mit hoved mens jeg kører hen af hovedgaden på vej hen til min svigerinde. Min mand er der allerede, og kommer mig i møde med et smil. Han kan ikke se det kaos, der er ved at vride mit indre univers fra hinanden. Jeg har altid været god til at smile og sige alle de rigtige ting, uanset hvor grå jeg er inden i. Så behøver jeg ikke at svare på spørgsmål og håndterer de bekymrede blikke, der trænger sig på, og kræver en årsag jeg ikke kender.
   Jeg kan se at solen skinner og høre fuglene, men jeg kan ikke mærke det. Jeg kan se de glade mennesker, der er klar til at fejre min nieces 7 års fødselsdag, og selvom jeg smiler tilbage, deler jeg ikke deres glæde. Den grønne plæne er grå. De røde og hvide roser er grå. Min svigerindes gule sommerkjole er grå. Jeg er grå. Jeg lægger hovedet på min mands skulder og stikker næsen ind ved hans hals og snuser ind. Han dufter godt. Af tryghed og varme. Det eneste, der endnu ikke er gråt. Et øjeblik, mens jeg står i hans favn, kommer verden og farverne i fokus, og det grå bliver gennemsigtigt.
   Så er damen der. Spørger hvorfor jeg ikke har taget læbestift på. Det er jo trods alt hendes barnebarns fødselsdag. Og jeg kunne vel godt have taget den halskæde på hun gav mig til jul, og hvorfor er bilen dog så beskidt. Alt bliver gråt som novemberregn igen. Min mand siger ikke noget. Han kan ikke se den grå farve. Den grå farve er min. Den isolerer og gør ensom. Jeg går hen og hilser på min mands søster. Hun giver mig et varmt knus og siger hun er så glad for at se mig, og hvor ser jeg godt ud. Det bliver sagt så damen kan høre det. Det styrker mig nok til at kunne gengælde komplimentet. Jeg gør det ikke kun, fordi det forventes, men fordi jeg ved, at hvis alting ikke var gråt, ville jeg mene det. Damen vender sig stift væk og spørger om vi ikke snart er færdige. Barnebarnet skulle jo gerne snart have lov til at åbne mormors gave. Det er jo ikke os det handler om i dag. Det må vi jo forstå. Faktisk er vi temmelig egoistiske sådan at trække tiden ud. Og jeg er i øvrigt også lige vel sent på den. Hvis hun ikke havde været så grå, ville jeg have grinet, men den grå dame gør mit sind gråt. Det gør hun ofte. Min mand kommer hen. Han kan alligevel se en grå skygge i mit blik. Han tager min hånd og kysser min kind. Ser kærligt på mig, og spørger hviskende om jeg er ok. Det er jeg ikke, men jeg nikker. Min svigerinde går hen på terrassen til resten af selskabet, den nyslåede syvårige og fødselsdagsbordet.
   Den nyslåede åbner spændt sine gaver. En cykel fra mor og far, en bog fra bedsteveninden, et sæt med 100 farveblyanter og en malebog fra min mand og mig og andre gode ting fra ønskesedlen. Fra den grå dame en fin porcelænsdukke med flæsekjole og et utal af underskørter og en kyse. Næsten magen til den dukke den grå dame selv havde da hun var barn, og næsten lige så fin. Den kan naturligvis ikke tåle at blive leget med, men skal sidde til pynt. Så kan alle veninderne se den og håbe, at de selv engang kan få noget så fint. Den nyslåede siger tak og kigger på dukken. Sætter den forsigtigt over på gavebordet og hopper så op på cyklen og tager glædestrålende et par runder i haven. Dukken er glemt. Grå og glemt. Vi synger fødselsdagssang, og den grå dame insisterer på at synge for, for hun er jo fra et hjem med klaver. Og hvor synger jeg dog i øvrigt da ikke særligt godt, hvilket jeg godt ved. Jeg ville ønske, jeg kunne sætte den grå dame over på gavebordet til dukken og glemme alt om hende, men hun bliver ved med at komme tilbage. Kræve opmærksomhed. Ved bordet og i mit hoved. En insisterende grå tilstedeværelse.
   Da vi er færdige ved bordet, går min mand og jeg stille rundt i haven mens de andre også lige strækker ben og tager en pause fra selskabeligheden. Tjekker telefonen, mailen og taler i små grupper. Solen trænger lidt igennem det grå, der er et øjeblik med fred og ro. Hans hånd holder om min. Et anker af lys midt i det grå og vi finder nærhed i hverdagsting. Ligegyldigheder og vigtigheder i en ujævn strøm med komfortable øer af stilhed. Så bliver der kaldt på ham. Den grå dame har mistet sit publikum, og hun kræver opmærksomhed. Hvad taler vi dog om derhenne alene? Hvorfor går vi for os selv? Hvorfor kommer vi ikke hen til hende og beundrer den fine dukke hun har haft så meget besvær med at finde for barnebarnets skyld? Der er ikke flere nye ting at sige om dukken, så hun begynder forfra. Jeg lytter en stund, derefter flygter jeg ind i min indre grå verden. Nikker og smiler en gang i mellem, indtil hun retter sin opmærksomhed mod en mere værdig tilhører. Hun efterlader mig grå og lettet. Jeg er træt nu. Vil gerne hjem. Jeg fanger min mands blik, og han forstår min besked. Lige lidt længere signalerer han tilbage, og skæver vagtsom over mod den grå dame. Humøret skal helst være godt, når vi går. Han begynder at gøde jorden til et problemfrit exit. Det tager lidt tid. Den grå dame skal høres og forsikres. Det er nemmest at indordne sig, hvis familiefreden skal holdes. Jeg får et afskedsknus af fødselsdagsbarnet og hendes forældre. Den grå dame forventer også et og får det. Vi må snart komme ud til hende og spise. Hun skal bare lige have fundet tid til at få gjort rent og ordnet haven. Hun er jo alene nu, så det er så svært at nå det hele. Jeg kommer med et neutralt og uforpligtende svar, men den grå dame er tilfreds. Hun tager for givet, at vi kommer. Jeg trænger til en pause.
   Min mand kører bilen hjem. Der er for gråt til at jeg kan koncentrere mig. Jeg har min egen grå dame siddende på min skulder og hun råber i mit øre om mine mange fejl og mangler. Et spøgelse med det ene formål at gøre min tilværelse grå. Hun er blevet styrket af dagens oplevelser. Hun har fået magt. Jeg kan ikke hører andet end hende. Min mand siger noget, og jeg må bede ham gentage det. Jeg ser smuk ud i den kjole siger han. Den grå dame siger ham imod, men han hører hende ikke. Det var en god gave jeg havde fundet til niecen fortsætter han. Niecen blev så glad for den. Den grå dame kigger olmt på ham, men siger ikke noget, for han har ret. Det kan selv den grå dame se, selvom hun ikke vil indrømme det. Jeg kigger ud af vinduet og lader hans ord trænge ind. De heler og styrker. Da den grå dame igen begynder at kritiserer, beder jeg hende kampklar holde kæft. Hun hopper fornærmet ned af min skulder og forsvinder. For en tid i hvert fald. Hun er nok tilbage i morgen igen, men nu er hun væk for en stund.
   Syrenerne blomstrer, så vi kører en omvej for at se syrenhegnene i flor langs markerne. Vi stopper på en rasteplads med en smuk udsigt. Solen står lavt, og duften af blomsterklaserne bølger tungt omkring os i den lune aftenluft. Vi står tæt med armene omkring hinanden, og langsomt løsner det grå sit kvælende greb en smule. Jeg læner mig ind mod ham og lukker øjnene. Mit hjerteslag bliver roligt for første gang i dag. Måske der alligevel er sølvstrejf i det grå. Vi sætter os tilbage i bilen. Vi skal hjem. Nangijala må vente.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/11-2019 15:08 af Vina Frank (Vina) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1425 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.